Er der grænser for stamcellens skaberværk?

Stamcelleforskning har rykket ved menneskers naturlige grænser siden opdagelsen af DNA-strengen.

Stamcelleforskningen vender op og ned på vores forestilling om, hvordan levende væsner - heriblandt også menneskebørn - bliver til. Men hvad kan lade sig gøre, og hvad er endnu ren science fiction?

”Kvinder kan snart få børn uden sæd fra mænd”, ”Børn vil blive født med tre forældre” og ”En dag kan mennesket få børn med sig selv”

Spektakulære overskrifter om nye måder at skabe menneskeliv dukker med jævne mellemrum op i medierne. De overrumpler, forbavser og forundrer os, fordi de piller ved en af vores allermest fundamentale forestillinger: At livet bliver til, når en kvindes ægcelle befrugtes af en sædcelle fra en mand.

Vi har for længst vænnet os til tanken om, at befrugtningen ikke nødvendigvis finder sted i livmoderen, men lige så godt kan foregå i en petriskål eller reagensglas. Og vi har også forstået, at både æg og sædceller kan stamme fra anonyme donorer, der aldrig vil få del i det liv, de er med til at skabe. Men at menneskelivet skulle kunne skabes af andet eller mere end ægcellen fra en kvinde og sædcellen fra en mand får endnu vores hjerner til at slå krøller.

De fremtidsscenarier har stamcelleforskningen ikke desto mindre uigenkaldeligt lukket op for, og det i en sådan grad, at både danske og internationale forskere er enige om, at børn med biologisk arvemateriale fra mere end to forældre vil komme til verden inden for bare få år. Men hvad med børn af to mænd, to kvinder eller med bare et enkelt menneske som genetisk ophav?

”Alle scenarierne er i princippet mulige, men der er nogle, der er betydeligt mere plausible end andre. Og nogle vi nok aldrig vil se udfoldet,” siger Thomas G. Jensen, leder af Institut for Biomedicin ved Aarhus Universitet.

Han sad med ved bordet, da Det Etiske Råd for fem år siden udarbejdede rapporten ”Etiske aspekter ved nye typer af stamceller og befrugtningsteknikker”. Dengang talte rådet om de nye teknikker som muligheder i en fjern fremtid. Men den fremtid er rykket betydeligt tættere på, langt hurtigere end man dengang forventede.

”For bare få år siden talte vi om muligheden for tre forældre som ren science fiction, i dag er det nok kun et spørgsmål om få år, før det bliver en realitet,” siger Thomas G. Jensen.

Forskere i England kan eksempelvis nu udskifte dele af en kvindes ægcelle, de såkaldte mitokondrier, med mitokondrier fra en anden kvinde, og det britiske parlament har netop givet grønt lys til de første forsøg. Lykkes det, vil det ikke bare betyde, at kvinder, der er bærere af såkaldte mitokondriesygdomme - en gruppe af alvorlige og arvelige sygdomme - vil kunne føde raske børn, men også, at børnene vil blive født med dna-materiale fra tre forskellige personer.

”Der er ingen grund til at tro, at det ikke skulle kunne lykkes. Faktisk hævder en gruppe amerikanske forskere, at de allerede har frembragt børn ved hjælp af en mere simplificeret udgave af samme teknik. Det kan altså ikke udelukkes, at der allerede i dag findes børn, der rent genetisk kan siges at have tre forældre,” siger Thomas G. Jensen.

Fremtidsudsigterne for de andre forældre-konstellationer er imidlertid langt mere usikre. Måske ligefrem urealistiske, siger forskeren. Han peger på, at selvom de alle udspringer af samme videnskabelige gennembrud, så må de forventes at have vidt forskellige udfald, hvis de forsøges udfoldet.

Artiklen fortsætter under grafikken 

Det er den japanske forsker og stamcellepioner S. Yamanaka, der står bag det videnskabelige gennembrud, der - i teorien i hvert fald - åbner for en næsten uudtømmelig række forældrekonstellationer. Den japanske forsker opdagede i 2006, at helt almindelige hudceller kan manipuleres til at gå så langt tilbage i deres udvikling, at de i realiteten bliver en form for stamceller, der kan udvikle sig til alle de forskellige slags celler, der findes i en organisme. Allerede dengang foreslog Yamanaka, der senere blev belønnet med Nobelprisen, at de nye stamceller kunne udvikles til kønsceller - til ægceller og sædceller - og at det kunne blive til gavn ikke bare for barnløse heteroseksuelle par, men også for homoseksuelle mænd og kvinder, der ønsker at få et barn med en partner af samme køn. Og i sin yderste konsekvens for et menneske, der ønsker at få barn med sig selv.

Det er endnu ikke lykkedes, fastslår Thomas G. Jensen. Der findes indtil videre ingen eksempler på kunstige frembringelser af egentlige kønsceller fra mennesker, men forskere er kommet forbløffende langt med udviklingen af forstadier til både æg og sædceller.

Den japanske forskers fremtidsforudsigelser er dermed rykket tættere på en potentiel virkeliggørelse i løbet af bare få år. Det betyder imidlertid ikke, at en virkeliggørelse af hans teorier på nogen måde vil være en god idé, advarer Thomas G. Jensen.

”Selv når man ser bort fra de mange etiske problemstillinger, stamcelleteknologien rejser, når den bruges i befrugtningsøjemed, er der rigeligt med problemer rent biologisk. Vi ved ganske enkelt ikke, hvordan børn, skabt på den måde, vil falde ud. Når man udvikler forsøgsdyr ved hjælp af nye metoder, er man forpligtet til at slå dem ihjel, hvis de viser sig at falde helt skævt ud med voldsomme handicap, mutationer og lidelser. Den fortrydelsesret kan man jo ikke tage i brug, når det gælder menneskebørn,” siger han.

Samme uforudsigelighed knytter sig i princippet også til de forsøg med tre forældre, som man nu har sat i gang i England.

Det menneskelige arvemateriale er så kompliceret og nuanceret, at vi ganske enkelt ikke kan forudse præcis, hvordan det vil reagere, når vi først begynder at manipulere på de måder, siger Thomas G. Jensen:

”Vi har måske nogle indikationer på, at børn frembragt ved hjælp af tre forældre vil falde godt ud, men vi ved det reelt ikke. Slet ikke på den lange bane. Og risikoen bliver blot endnu større i de tilfælde, hvor man ikke bare udskifter celledele, men frembringer hele kønsceller kunstigt. Hvis det skulle blive muligt at fremstille fosteranlæg eller børn fra kunstige kønsceller fra samme person, er min forventning, at børn frembragt på denne måde ville gå til grunde. Heldigvis er de teknikker - i hvert i en lang årrække - endnu ren science fiction.”