Historiker: Selvmordshjælp er mere ærligt end dødshjælp

Kevin Yuill er fremtrædende, britisk modstander af dødshjælp. Han frygter en moralsk domino-effekt og insisterer på at tale om ”selvmordshjælp”

I Storbritannien ønsker knap 70 procent af befolkningen lovliggørelse af dødshjælp, og Underhuset varmer op til et sådant skridt.

En af nationens mest velargumenterede modstandere er Kevin Yuill, historiker ved University of Sunderland. Han har skrevet bogen ”Assisted Suicide: The Liberal, Humanistic Case Against Legalization” (Selvmordshjælp, den liberale, ateistiske argumentation mod lovliggørelse).

Yuill fører nemlig sin sag med udelukkende verdslige argumenter. Vi har bedt ham dele dem med os, og han kan passende begynde med at forklare, hvorfor han konsekvent kalder dødshjælp for ”selvmordshjælp”?

”Det gør jeg, fordi begrebet 'dødshjælp' lægger et slør over, hvad der egentlig foregår. Derimod angiver 'selvmordshjælp' præcis, hvad det drejer sig om”, fortæller Yuill over telefonen fra Sunderland.

”Dødshjælp kan jo betyde hvad som helst, hvis man tænker over det; også en klassisk henrettelse er dødshjælp. Selvmordshjælp er en ærlig betegnelse. Den syge, der kræver en sprøjte, tager gift. Hvorfor, det ikke må kaldes selvmord, går over min forstand.”

Når mange ønsker en afløser for det ”gammeldags” selvmord, er det så, fordi man ikke kan overvinde sig til at begå det? Eller fordi svært handicap eller terminal sygdom rent praktisk kan afskære en fra det?

”Er man først helt besluttet, skal man nok lykkes med det, også trods svære handicap. Vi havde her i landet en meget omtalt sag med Toni Nicklinson, der kun kunne bevæge øjenlågene. Han begik selvmord ved at nægte at indtage væske og føde. Næh, det som man ønsker gennem hjælp til selvmord er en sanktionering. Man efterspørger en moderne erstatning for præstens velsignelse, nemlig samfundets eller systemets velvillige godkendelse. Normalt fordømmer vi jo stadig selvmordet. Men indlejret i institutionens rammer kan det tage sig ud som noget andet.”

Ifølge Kevin Yuill bidrager det også til sløringen, at man ved aktiv dødshjælp i reglen stiger af livet, kort før døden alligevel indtræffer. Men Yuill nægter at slå af på sine moralske fordringer af den grund.

”Begår man selvmord med et helt liv foran sig, er alle enige om at kalde det selvmord, men har man fem måneder tilbage, vil man gerne kalde det noget andet. Det er komplet ulogisk. Du ser det helt ud i detaljen, dette mummespil: i den amerikanske delstat Oregon, hvor selvmordshjælp er tilladt, anfører man 'livmoderkræft' på dødserklæringen, selvom det var giften, der endte livet.

Det er en orwellsk newspeak. Man forsøger at lægge størst mulig distance til den moralsk fordømmelige akt, som assistancen til selvmord er.”

Mener du, at aktiv dødshjælp får vores moralske normer til efterhånden at blive udviskede?

”Det er en klar fare. I Belgien har landets lovgivning allerede fremkaldt et regulært, moralsk vakuum. Dér går læger nu og afgør, om folk skal leve eller dø. De er dybest set en art bødler. Magten stiger dem til hovedet, de føler sig som guder. I Belgien eutaniseres mennesker, som slet ikke er syge. Der kan det være nok at have en kronisk lidelse, som måske ikke er dødelig.”

Så du anser indførelse af dødshjælp for en moralsk glidebane?

”Ikke en glidebane, meget værre: et moralsk Rubicon. Overskrider du den grænseflod, hvordan så sige til et menneske, at det ikke lider nok til at kunne blive hjulpet til selvmord? Der er ingen holdepunkter, for lidelse er meget subjektiv. Der vil komme den dag, hvor man kan få et skub ud over kanten for depression eller ensomhed. Døden bliver et forbrugsgode.”

Men hvis en person har uudholdelige smerter og virkelig selv efterspørger forløsning ud fra et frit og personligt valg, er det så ikke unådigt at afvise vedkommende?

”Frit valg er illusorisk. Er der tale om et ægte frit valg, så gør du det selv. Shakespeares Hamlet arbejder sig frem mod et ægte valg, for han holder en indre monolog, ikke en drøftelse med andre. Så snart en anden taler, er resultatet ikke et rent personligt valg.

Det klassiske, uassisterede selvmord er resultatet af en sådan indre monolog. Derfor skal det også respekteres. Jeg vil også gerne engang kunne se min læge i øjnene og sige: ”gør, hvad du synes er rigtigt”. Den mulighed har der jo altid været - den diskrete livsforkortelse, standsning af udsigtsløs behandling med tid til at sige farvel. Men smerte er i virkeligheden ikke den egentlige drivkraft bag kravet om en ny lov. Den kan lindres med rette medicinering. Man har undersøgt folks grunde, og smerter kommer nede på listen bag forskellige typer angst hos den raske - angst for at miste herredømmet, miste værdighed, miste kropsfunktioner, blive en byrde.

Elisabeth Kübler Ross, den førende forsker i dødsprocessen, sagde, at vi raske projicerer vores bekymringer ind i patienten. Og at vi ikke må berøve patienten den allersidste del af livet, for den er stadig del af livet.”

Skal man ikke have retten til at efterspørge hjælp til at dø?

”Vi har forskellige rettigheder og pligter, men ret til at dø giver ikke mening. Det svarer til at påberåbe sig retten til at falde til jorden på grund af tyngdekraften. Vi skal alle dø, det ordner sig selv.

Jeg går ind for negative rettigheder: vi har ikke 'ret til at leve', men vi har den negative rettighed ikke at blive slået ihjel. Jeg har ikke ret til, at man skænker mig et kørekort, og sådan er det med tusind andre ting. Hvorfor skulle jeg så have denne ret?

Det skøre er, at på alle andre områder indskrænkes vores frihed hastigt - friheden til at drikke, ryge eller spise for få grønsager. Men når det gælder døden, så skal vi nu åbenbart have maksimal frihed og autonomi.”

En religiøs modstand mod dødshjælp kan pege på, hvad der er godt og ondt. Kan din areligiøse modstand have et moralsk ståsted at kæmpe fra?

”Der er også en moral uden Gud. Jeg siger som Feuerbach, at mennesket skabte Gud i sit billede, ikke omvendt. Vi kan sagtens have moralske standarder og faste idéer om godt og ondt uden en guds sanktion.

Desværre siger mine ateistiske venner: 'de religiøse er imod dødshjælp, så vi må hellere gå ind for det'. Det er så uigennemtænkt. Et frit valg behøver ikke være et godt valg. Hvis jeg finder det forkert, skal jeg også bekæmpe det.”

Du forudser et fremtidigt samfund, som af lutter liberalisme bliver misantropisk?

”Misantropisk er det rette ord. Enten vurderer man menneskeliv højt og ens, eller også skrider alting. Man må slet ikke begynde at skelne mellem liv.

Sorte i USA er meget stærkt imod dødshjælp, for i baghovedet har de altid flertalssamfundets vurdering af dem som lidt mindre værd. Handicappede her i England er meget angste ved udsigten til lempelser af lovgivningen. De frygter jo, at man skal kaste et vurderende blik på dem.

For nylig drog en totalt lammet englænder under stor pressebevågenhed til Schweiz til assisteret selvmord. Og hvad med dig, kan man sige til den næste, synes du ikke også, at du har et temmelig værdiløst liv?

Jeg overdriver ikke. I Holland er der kommet en bevægelse, 'Af fri vilje', der går ind for retten til selvmordshjælp for alle over 70 år, uden yderligere begrundelser.

Jeg er meget bekymret over et samfund, der ikke har selvtillid nok til at stå imod denne bølge og erklære, at liv altid er at foretrække for død. Kravet om selvmordshjælp viser ikke, at folk er selvstyrende og i stand til at tage en beslutning, men at de tværtimod ikke selv kan begå selvmord, og at de ikke kan håndtere den lidelse, som er en del af tilværelsen. Selv folk med mange års liv forude ønsker en statsgaranti mod mulig lidelse.”