Døde børn lever videre på kirkegården
Børnegrave har udviklet sig fra små kopier af de voksnes grave til spraglede mindehaver, der skifter udtryk i takt med, at det barn, der ligger begravet, vokser op i de efterladte familiers hjerter
Børnegrave er sjældent til at overse. De vokser frem mellem kirkegårdenes stedsegrønne planter og grå granit som uregerlige og vildtvoksende planter. Spraglede og fantasifulde skiller de sig ud med legetøj, tingeltangel og farvestrålende vejrmøller, der drejer i vinden.
Sådan har børnegravene ikke altid set ud. For bare små to årtier siden var de tro kopier af de voksnes grave. Komplet med buskbom, perlegrus og sølvstukket vase. Men i takt med, at indretningen af gravsteder er blevet mindre stringent og mere individuel, har særligt børnegrave fået et nyt og mere opsigtsvækkende udtryk.
”Man kan sige, at individualiseringen har flyttet hjemmet ud på kirkegården, og at børneværelset er flyttet med. Et gravsted skal i dag afspejle det levede liv, og det gælder ikke mindst de liv, der blev korte,” siger Naja Genet May, der driver bedemandsvirksomheden unikafsked.dk og er uddannet antropolog med speciale i dansk gravsteds-kultur.
I dag kendetegnes de danske børnegrave netop ved deres stærkt personlige udtryk. De indrettes med billeder af det døde barn og med særlige, symbolske genstande, der har betydning for barnet og familien. I december pyntes der op til jul, og på fødselsdage sættes der flag og små gaver.
Nogle gravsteder skifter ligefrem inventar og udtryk i takt med, at barnet ”vokser op” i de forladte familiers hjerter. En trehjulet cykel får plads på graven, når barnet fylder fire år, og en skoletaske kommer til, når det når skolealderen.
”Børnegravene - men også ungdomsgravene - bliver brugt på en ny og langt mere inkluderende måde end tidligere. Det er en måde, hvormed forældrene kan give udtryk for deres kærlighed og omsorg for barnet, der gik bort, men også en måde at skabe orden i den familie, der er blevet tilbage.
Når barnet 'vokser op', bevarer man for eksempel dets status som storesøster eller storebror, selvom børn, der er kommet til senere, efterhånden vokser det døde barn over hovedet,” siger Gitte Lunding, der er leder af Kulturcentret Assistens ved Assistens Kirkegård i København.
De særprægede og farverige børnegrave giver ikke bare anledning til nysgerrige blikke og debat om, hvad der passer sig på en kirkegård, siger Gitte Lunding. Udviklingen medfører også den uheldige tendens, at forældre til døde børn i stigende omfang oplever, at de genstande, de og andre sætter ved graven, forsvinder.
Pia Maarup Carlsson mistede sin 15-årige datter, Luna, for halvandet år siden. Hendes grav på Assistens Kirkegård i København er indrettet som en lille indbydende have med et hjerte i græs, hvor man kan slå sig ned og mindes under de små genstande og beskeder, der er hængt op i grenene over graven.
Haven besøges flittigt af familie og venner, men også af skoleklasser og grupper af konfirmander, der undersøger, hvordan et ungt menneske huskes. Desværre appellerer den særprægede grav også til personer, der ikke nøjes med at kigge.
”Vi får ofte taget ting, for eksempel hvis vi lægger chokolade eller hænger et armbånd på træet over hende. Senest har vi fået taget en fin perleplade lavet af min svigerinde, hvor der stod 'græsset må gerne begrædes'.
Der kommer mange mennesker på Assistens. Det er en del af det med alle dets fordele og ulemper. Og Luna ville elske al den ramasjang og omvendt hade at ligge hengemt på en dødstille kirkegård. Derfor har vi besluttet, at det er okay, at tingene nogle gange forsvinder, og det aldrig er os, der spiser af de jordbær, vi planter. Men det er også en bevidst strategi for at undgå at blive såret,” siger Pia Maarup Carlsson og fortsætter:
”Jeg er så ked af det, at jeg ikke kan tåle at blive mere ked af det, når noget pludselig er væk. Derfor vælger vi helt overlagt at tænke, at nogen åbenbart har en glæde ved genstanden eller skal bruge den til noget. Livet er forgængeligt. Det er genstandene hos Luna også. Alligevel slår det mig ind imellem ud, og jeg undrer mig over, hvem der mon kan finde på at tage noget fra en grav,” siger hun.
Michael Hviid Jacobsen professor i sociologi på Aalborg Universitet har ikke svaret, men peger ligesom andre iagttagere af den danske kirkegårds- og gravstedskultur på, at det kan skyldes, at der netop på mange børnegrave kan være en hel del genstande og betydningsfulde symboler, som desværre frister nogle til at stjæle dem.
”Selvom vi også fra tid til anden oplever krænkende tyverier fra voksengrave, så har der netop været en del sager omhandlende tyveri fra børnegrave, fordi mange sørgende forældre som en del af deres sorgbearbejdning udsmykker gravstederne og ofte med genstande, som let kan fjernes så som legetøj eller andre artefakter, der netop hører barndommen til,” siger han.
Udviklingen betyder ifølge Michael Hviid Jacobsen, at de efterladte i nogen grad bliver nødt til, at vurdere, hvad de kan holde til at miste, når de udsmykker deres børns gravsteder:
”Man må til dels undlade at udsmykke gravene med meget værdifulde eller uundværlige genstande, da vi jo ikke kan have en vedvarende overvågning af vores kirkegårde.
Samtidig er det dog vigtigt, at gravene stadig vedbliver med at være steder, hvor vi kan få lov til at mindes dem, der ikke er der længere, med netop de symboler og artefakter der har betydning for os,” siger han.
Samme overvejelser har man gjort sig i Forældreforeningen ”Vi har mistet et barn”, hvor man jævnligt modtager henvendelser fra efterladte forældre, der oplever, at de ting, de lægger ved deres børns grav, forsvinder eller bliver taget.
”Vi bliver selvfølgelig nødt til at råde forældrene til at lade være med at sætte ting, de ikke kan undvære. Omvendt synes vi, at det er et urimeligt krav.
Mange mødre og fædre har et meget nært forhold til deres barns gravsted. De passer og plejer det, fordi det er en af de få måder, de kan få afløb for al den ømhed og kærlighed, de fortsat og for altid føler for deres barn. Det er deres måde at fortsætte deres forældreskab på. Og den skal ikke kompromitteres,” siger koordinator i foreningen Mariann Bechgaard.
Antropolog og bededame Naja Genet May peger på, at de pyntede børne- og ungdomsgrave er kommet til i en tid, hvor også den almindelige brug af landets kirkegårde har været under forandring.
Fra at være stille og affolkede områder bruges mange kirkegårde i dag som en form for parker eller rekreative pladser, hvor man fint kan spise frokost, slikke sol eller drikke en øl eller to.
”Den udvikling er selvfølgelig særligt udpræget i byerne - især på Assistens Kirkegård i København - men den er alligevel udtryk for, at der er blevet rykket ved den måde, vi bruger kirkegården på. Grænserne er blevet mere flydende. Jeg tror imidlertid ikke på, at det betyder, at der har udviklet sig en form for systematisk gravtyveri. Jeg tror snarere, at det er mindre børn, løsgående hunde og måske en kraftig vind, der er årsag til, at de lette og flyt-bare genstande fra tid til anden forsvinder,” siger Naja Genet May og fortsætter:
”Gravpladsen og kirkegården er i dag blevet små fortællerum, hvor historien om det menneske - i dette tilfælde børn - fortsat bliver fortalt og værdsat. Men det gør det nødvendigvis ikke mindre svært at bære for de efterladte, når ting med stor affektionsværdi af den ene eller anden grund forsvinder.”