Danmark regner allerede på patienters livskvalitet

Politikerne ønsker ikke at fravælge ny medicin på grund af prisen, som man gør i Norge og England. Men også i Danmark er der tradition for at beregneværdien af patienters leveår, og vi bør gøre det mere systematisk, siger professor

Spørgsmålet om pris er blevet et større tabu i den politiske debat om prioriteringen af dyr sygehusmedicin, end det burde være. For i Danmark er det slet ikke kontroversielt at beregne, hvad det koster at give patienter ekstra leveår og vælge den billigste løsning.

Det siger Lars Ehlers, professor ved Center for Forbedringer i Sundhedsvæsenet ved Aalborg Universitet.

”Udover at man i Danmark har erfaring med at sætte værdi på leveår, så er danske læger også vant til at læse om forskning, hvor brugen af den såkaldte ”Qaly” indgår. Derfor er det ikke så kontroversielt, som vi tror, så længe prisen ikke bliver den eneste faktor. I England har man accepteret, at der skal prioriteres, mens Danmark på det punkt er et u-land, hvor politikere kan bilde os ind, at vi ikke prioriterer. Det er dybt uetisk ikke at ville prioritere fra, da det rammer andre områder,” siger Lars Ehlers.

I Storbritannien kommer ny medicin kun på markedet, hvis det betragtes som omkostningseffektivt, hvilket vurderes ud fra antallet af kvalitetsjusterede leveår - år med ”perfekt” helbred - som patienten får ud af behandlingen. Denne ”Qaly” er sat til at være 30.000 pund, godt 300.000 danske kroner, hvilket betyder, at ny medicin, som overstiger den pris i behandling pr. år pr. patient, typisk kun godkendes under særlige omstændigheder.

I Danmark er udgifterne til sygehusmedicin næsten fordoblet på fem år og ligger nu på over otte milliarder kroner. Dette har fået læger og regioner til offentligt at opfordre til mere prioritering af de dyre behandlinger, ligesom man gør det i eksempelvis Norge og Storbritannien.

Hverken Venstre elle regeringen ønsker at diskutere en prisgrænse for, hvornår man behandler patienter med dyr medicin, men ifølge Lars Ehlers har man allerede en dansk tradition for at bruge den britiske model.

I 1990'erne arbejdede han for Sundhedsstyrelsens Center for Evaluering og Medicinsk Teknologivurdering, som blev dannet for at oplyse og rådgive om anvendelsen af blandt andet medicin, og her blev den britiske værdi for et kvalitetsjusteret leveår brugt til at vurdere, om bestemte behandlinger kunne betale sig, siger han.

I dag så Lars Ehlers gerne, at man begyndte mere systematisk at bruge beregningsmodeller, der kan sætte et loft over, hvor høj prisen på ny medicin må være.

”Med Qaly'en kan man i England sige, at man gerne vil betale dygtige virksomheder, som laver ny og bedre medicin, men de skal også bevise, at varen er prisen værd. Prisen må ikke sættes højere, end hvor mange gode leveår patienten får ud af det, og dermed undgår man at købe katten i sækken,” siger han og tilføjer, at det i dag er naivt at tro, at der ikke tænkes på prisen ved behandlinger.

Også sundhedsøkonom Jakob Kjellberg, der er programleder for Sundhed hos Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning, Kora, ser fordele i at prissætte leveår, som man gør det i England.

”En række dyre lægemidler har et lille afkast, hvorfor det vil være mere fordelagtigt at bruge ressourcerne de steder, hvor man får mere helbred for pengene. Med de kvalitetsjusterede leveår kan man måle, hvad man får, og hvad man mister ved en bestemt prioritering. Man kunne for eksempel forestille sig, at et dyrt lægemiddel giver et halvt kvalitetsjusteret leveår, men betyder, at man må spare personale væk, som også producerer helbred, og dermed taber et helt leveår et andet sted. Så går man et skridt frem og to tilbage.”

Klinikchef på Aalborg Universitetshospital, Per Gandrup, er også optaget af, hvordan man får mest sundhed for pengene og ser muligheder i den britiske model.

”Hvis det handler om at holde en sygdom i ave eller alternativt forlænge patientens levetid med få måneder, så synes jeg, det er relevant at overveje, hvad det er for en livskvalitet, patienten får med den bestemte behandling. For nogle patienter kan sandsynligheden for forlænget overlevelse været meget lille, og risikoen for bivirkninger så stor, at man bør overveje, om det er det bedste.”