Politik er blevet en karrierevej

Politik er i høj grad blevet den enkelte politikers personlige projekt, og loyaliteten over for vælgerne og partiet er blevet mindre

”Det er nu, chancen bød sig.”

Sådan forklarede den 40-årige politiker Karen Hækkerup i går sit bemærkelsesværdige jobskifte fra socialdemokratisk justitsminister til direktør for Landbrug & Fødevarer, der har stærke bånd til Venstre.

Et spring, der for få årtier siden havde været utænkeligt.

Men i dag er politik i høj grad blevet den enkelte politikers personlige projekt. Den ene dag er politikeren måske minister, den næste dag direktør for en stor virksomhed. Og politikerne tilhører i stor udstrækning den samme klasse af akademikere, der ubesværet vandrer fra politik til topposter i erhvervsliv og medier, forklarer en række eksperter til Kristeligt Dagblad.

Den forhenværende socialdemokratiske minister og tidligere overborgmester i København, Ritt Bjerregaard, hører til dem, der er forarget. Hun mener, at Karen Hækkerup svigter sine vælgere.

”Vi kan læse ud af det, der bliver sagt, at Karen Hækkerup og mange andre ikke tror på, at regeringen kan vinde det næste valg. Så kan man redde sig selv. Det bliver mere vigtigt med ens egen karriere end hensynet til vælgerne. De må føle sig slemt skuffede over, at hun nu vælger at blive lobbyist for landbruget. Det er en manglende respekt over for vælgerne og bidrager til, at de i endnu højere grad mister respekten for politikere,” siger Ritt Bjerregaard.

Hun ser Karen Hækkerups afgang som et udtryk for, at politik er blevet en karrierevej.

”Vi så jo også, hvordan ledende SF'ere skiftede parti fra den ene dag til den anden, da det gik dårligt for SF,” siger Ritt Bjerregaard.

Journalist og mangeårig politisk kommentator Erik Meier Carlsen betegner det som usædvanligt, at en topminister skifter job. Han forklarer samtidig, at Karen Hækkerups udtræden af politik er et udtryk for en samfundsudvikling, hvor den enkelte politikers loyalitet over for partiets samlede politiske projekt betyder mindre end tidligere.

”Der er ikke længere et mønster, hvor vælgerne stemmer af stor loyalitet. Det var det, der kendetegnede det politiske billede i de forrige generationer. Mest dramatisk så vi udviklingen i 2011, hvor flertallet af arbejdervælgerne stemte borgerligt. Samtidig er der ikke længere så stor forskel mellem partierne som tidligere,” forklarer Erik Meier Carlsen.

Han henviser også til, at der er sket en akademisering af det politiske liv. En stor del af Folketingets medlemmer tilhører en teknokratisk elite, der styrer samfundet. Samtidig er de store ideologiske forskelle mellem partierne gradvist blevet visket ud.

”Selvfølgelig styres politikere stadig af et ønske om at lave en bedre verden. Men deres indstilling til jobbet minder efterhånden i højere grad om indstillingen hos professionelle ledere. Politikere har ligesom mange erhvervsledere et ønske om at gøre et godt stykke arbejde og være den gode formidler af et samarbejde," siger han.

"Politikerne ønsker stadig at lave et bedre samfund, men i modsætning til tidligere har ingen af partierne - ja, dårligt nok Enhedslisten - en forestilling om store drastiske forandringer af samfundet. Der er en sjælden konsensus om at bygge videre på den gældende samfundsmodel,” siger Erik Meier Carlsen og henviser til, at en del politikere derfor vil mene, at de lige så godt kan arbejde for den positive udvikling af samfundet i en stor virksomhed.

Kommunikationskonsulent og politisk analytiker Jon Kielberg, der har skrevet analyser af politiske vendekåber, ser Karen Hækkerups jobskifte som et udtryk for, at troløsheden blandt politikere er blevet meget større.

”Der er en voksende tendens til, at en politiker er mere tro mod sin egen person end mod partiet, og at det er politikeren, der i højere og højere grad tegner partiet. I sin yderste konsekvens kunne man overveje, om vi skulle stemme 179 forskellige personer ind i Folketinget,” siger Jon Kielberg.

Han forklarer, at udviklingen hænger sammen med en stigende individualisering af samfundet. Samtidig har den enkelte politiker fået et stigende behov for at markere sig, fordi partierne de seneste ti år er blevet mere topstyrede.

Sociolog og fremtidsforsker Birthe Linddal fremhæver, at Karen Hækkerup som en moderne kvinde følger sine egne ambitioner fremfor kun partiets.

”Tidligere gik forpligtelsen jo begge vej, men det gør den ikke i dag, hvor den poltiske karriere jo også er blevet meget skrøbelig, og hvor man fra den ene til den anden dag bliver kastet på porten eller kan få en kniv i ryggen. Og hvis Karen Hækkerup som minister for eksempel træder ved siden af, så ryger hun ud. Vejen fra inde i varmen til ude i kulden er kort, så derfor bliver man nødt til at tage de muligheder, der byder sig. Selvfølgelig kan hendes beslutning tolkes som illoyalitet, men den slags er tids-ånden desværre fuld af. Enhver er sin egen lykkes smed. Hvis ikke individet handler, mens tid er, så kan den enkelte meget hurtigt blive taber rent karrieremæssigt,” forklarer Birthe Linddal.

Erhvervsfilosoffen Morten Paustian, der har skrevet en doktorafhandling om loyalitet, forklarer, at Karen Hækkerup forlader et parti, hvor solidaritet er en kerneværdi.

Derfor vil mange partifæller - herunder også Ritt Bjerregaard - betragte hendes beslutning som illoyal. Morten Paustian mener derimod, at Karen Hækkerups beslutning er et udtryk for en ny form for loyalitet, hvor det enkelte menneske i højere grad er tro mod sig selv fremfor mod fællesskabet. Samtidig viser Karen Hækkerups transformation fra socialdemokrat til landbrugslobbyist, at de traditionelle politiske paradigmer er under opbrud.

”Det slider på mennesker at være toppolitiker i mange år. Det kan være svært at finde den ideologiske kampgejst, når realpolitik fylder så meget. Der er ikke meget fylde og kærlighed i det politiske spil på Christiansborg. Det er benhård kamp om magt. Derfor kommer den enkelte til at stille spørgsmålet: 'Er det prisen værd?'. Det er ikke en politisk beslutning, Karen Hækkerup har truffet, men en personlig beslutning. Hun har fravalgt et politisk topjob for at arbejde i et interessefællesskab. Et job i toppolitik er drevet af en passion for at ændre verden sammen med andre, og det kan man også gøre i en interesseorganisation,” lyder det fra Morten Paustian.