Regeringen vil gøre det lettere at tvangsadoptere

Eksperter kalder det dybt problematisk, at regeringen vil gøre det lettere at tvangsadoptere børn og dermed afskære enhver kontakt til de biologiske forældre

Står det til regeringen, skal det være lettere at tvangsadoptere børn. Den vil derfor nu lempe muligheden for at tvangsadoptere børn til den plejefamilie, de er anbragt hos. Forslaget er en del af lovkataloget for det kommende folketingsår, som regeringen fremlagde i går i forbindelse med Folketingets åbning. Men en sådan lempelse er en rigtig dårlig idé, mener to eksperter på området.

For tvangsadopterer man et barn, mister barnet retten til at se sine forældre, og det kan have enorme konsekvenser, understreger Inge Bryderup, der er professor i socialt arbejde ved Aalborg Universitet.

”Adoption er et meget drastisk indgreb, når der er tale om tvang. Man afskærer fuldstændig barnet fra dets biologiske familie,” siger hun og fortsætter:

”Jeg har gennem mange år interviewet anbragte børn og undersøgt deres forhold, og i langt de fleste tilfælde vil børnene gerne selv være anbragte, men vil samtidig gerne fortsætte med at have en tilknytning til familien.”

Karin Kildedal, ligeledes fra Aalborg Universitet, er lektor i socialt arbejde, og hun er enig med Inge Bryderup.

”Vi ved fra forskningen, at det er bedst for anbragte børn at kende deres forældre i større eller mindre grad. For hvis børnene ikke ser deres forældre, opbygger de urealistiske forestillinger om, hvem de er. Det går ud over deres tilknytning til plejeforældrene, fordi barnet vil have en idé om, at 'min mor er meget bedre'.”

Loven om tvangsadoption blev indført i 2009 for at gøre det muligt at tvangsadoptere børn, hvor forældrene ikke kan varetage forældreopgaven, og dette ikke er muligt at ændre. Det kan for eksempel være børn af stofmisbrugere eller handicappede. Siden lovens indførelse er kun 12 børn dog blevet indstillet til tvangsadoption, men det gør ikke loven mindre problematisk - særligt ikke når den nu lempes, fastslår Karin Kildedal.

Hun ser langt hellere, at man skærper reglerne om anbringelse, så det bliver muligt at placere et barn i en plejefamilie helt til det 18. år. Hun nævner i samme ombæring, at man i Norge og Sverige har gjort det muligt at overdrage forældremyndigheden fra de biologiske forældre til plejeforældrene.

”Det burde man også gøre i Danmark, for på den måde kan børnene blive ved med at se deres biologiske forældre, samtidig med at man gør det sværere for forældrene at blive ved med at kæmpe imod anbringelsen,” siger hun.

Det er ikke kun barnet, man svækker, når man tvangsadopterer, tilføjer professor Inge Bryderup. For når man ændrer en familie fra plejefamilie til adoptionsfamilie, forsvinder hjælpen fra det offentlige.

”Der skal mange flere krav og undersøgelser til for at blive egnet som adoptionsfamilie, end der er til at blive godkendt som plejefamilie. Men når man bare kan gå ind og træffe administrativ afgørelse om at ændre plejefamilien til en adoptionsfamilie, sker det uden disse krav. I en pleje-familie får både plejeforældrene og barnet tilsyn af kommunen, og det er de offentlige myndigheder, der har det endelige ansvar. Men når man bliver adoptivfamilie, bliver man afkoblet det offentlige og får hele ansvaret selv. Det kan være svært, når der er tale om et barn med en ekstremt udsat social baggrund,” siger Inge Bryderup.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra børne-, integrations- og socialminister Manu Sareen (R) eller regeringens ordførere på området.