Hvornår griber vi til handling i det offentlige rum?

For hjemløse er sandsynligheden for at få hjælp fra forbipasserende lavere end for velklædte personer, viser en undersøgelse. For nylig kom en tv-vært dog en hjemløs til undsætning, efter at to piger havde generet ham. Arkiv Foto: Jakob Dall/Scanpix

Flok-effekten lammer, når vi ser en uretfærdighed, siger etikprofessor, der finder det usædvanligt, at tv-værten Hans Pilgaard for nylig forsvarede en hjemløs i det offentlige rum

I fredags, da tv-værten Hans Pilgaard befandt sig ved nedgangen til den befærdede metrostation ved Kongens Nytorv i København, overværede han en situation, han ikke kunne ignorere.

Flere vidner fortæller, at to unge kvinder råbte en sovende, hjemløs mand ind i hovedet, og det fik Hans Pilgaard til at gribe ind. Han råbte skældsord efter pigerne og lod dem vide, at sådan behandler man ikke mennesker, som befinder sig på bunden af samfundet. En udenforstående kvinde fandt undervejs sin kamera-telefon frem, optog dele af begivenheden og lagde dokumentationen ud på internettet.

Adskillige mennesker har siden kommenteret videoen, hvor de i hårde vendinger kritiserer kvinderne og bakker op om Hans Pilgaard, som heller ikke selv fortryder sin indgriben.

Sagen er speciel, fortæller Thomas Søbirk Petersen, professor i etik ved Roskilde Universitet. For forskning viser, at mennesker har sværere ved at gribe ind, når der er flere til stede.

”Man er mere villig til at hjælpe, hvis man er alene. Hvis der står 10 mennesker omkring dig, sker der en spredning af ansvar. Det giver en lammende effekt, og man tænker, at det skal en af de andre nok tage sig af.”

Men hvis man alligevel tyr til handling i det offentlige rum, kan det handle om harme og impulser, forklarer etikprofessoren.

”I de tilfælde når man ikke at tænke over konsekvenserne. Man griber bare ind, fordi man ser en uretfærdighed udspille sig for øjnene af en.”

Den vurdering er Vincent F. Hendricks enig i. Han er professor i formel filosofi ved Københavns Universitet og har lavet undersøgelser om, hvornår mennesker griber ind i det offentlige rum.

Resultaterne er ikke til at tage fejl af: Det har stor betydning, hvordan man ser ud og klæder sig.

Til undersøgelsen lod Vincent F. Hendricks en række forsøgspersoner gå ned ad en travl gade og foregive et fald.

”Det er helt klart en fordel for personen i nød at være anstændigt klædt og ligne en, der er på vej til arbejde. Hvis man ligner en, der kommer direkte fra fire dages fest på Roskilde Festival, er der sjældent megen hjælp at hente,” fortæller han.

Ved første eksempel, hvor forsøgspersonen var velklædt, gik der typisk et par sekunder, før den første ilede den faldne til undsætning. Ved festivalgængeren kunne hjælpen i nogle tilfælde udeblive.

Så der findes altså en række signaler, som vi indretter os efter. Hvis vi eksempelvis ser en drukfældig eller en vagabond, signalerer det ofte, at vi skal holde os væk og lade vedkommende være i fred.

”Hvis du ikke vil have folk til at stoppe op, skal du se så lurvet ud som muligt. Hvis du omvendt er pænt klædt og sover på en togstation, er der større risiko for at blive forstyrret,” som Vincent F. Hendricks og pointerer:

”Det er derfor, folk normalt går forbi hjemløse. Og det er vel også derfor, at Hans Pil-gaard reagerer så voldsomt i den her situation. Han mener vel, at man ikke skal trampe på dem, der i forvejen ligger ned.”

Hos politiet ser man en tendens til, at danskerne er blevet bedre til at hjælpe hinanden ud af ubehagelige situationer. Men det understreges, at man som borger kun skal gribe ind, hvis man er sikker på, at man kan klare sig. Ellers risikerer man selv at blive offer.

Påstanden om, at vi skulle være blevet bedre til at hjælpe hinanden, genkendes ikke af Svend Brinkmann, som er professor i psykologi ved Aalborg Universitet.

”Jeg er ikke bekendt med nogen undersøgelse, der bakker Rigspolitiets påstand op,” siger han og forklarer, at det omvendte faktiske burde være tilfældet. Netop fordi vi er dårligere til at gribe ind, når vi er omgivet af mennesker.

”Og flere af os bor i storbyer end tidligere,” siger Svend Brinkmann.

Men hvis politiet har ret i, at vi er blevet bedre til at tage affære, kan det skyldes, at kameratelefonen er blevet så udbredt, som det er tilfældet, fortæller etikprofessor Thomas Søbirk Petersen.

”Ved hjælp af kameratelefonen kan man lettere dokumentere, hvad der er foregået end tidligere,” siger professoren, som dog mener, at man bør være varsom med, hvad der lægges ud på internettet.

Sjældent findes kameraet frem i tide til at få hele begivenheden med, og derfor fanges alle sider af en historie ikke.

”Vi skal ikke udstille folk. Heller ikke folk, der begår kriminelle handlinger,” siger Thomas Søbirk Petersen og fortsætter.

”Det kan eksempelvis være svært nok at få et job med en plettet straffeattest. Men hvis man samtidig har et ansigt, som er kendt for kriminalitet på internettet, er det en ekstra og urimelig straf.”

Selvom det kan have en afskrækkende effekt, at det er blevet nemmere at holde øje med hinanden, udelukker Thomas Søbirk Petersen ikke, at vi stadig vil se kontroversielle hændelser i det offentlige rum. Det vil dog primært være den særligt voldsomme vold, da den opstår spontant. I de situationer når man ikke at tænke over sine handlinger, forklarer han.

Ifølge Vincent F. Hendricks er det ikke at gribe ind, når folk dokumenterer en hændelse og lægger den ud på internettet. Det gør man ofte for sin egen skyld.

”Der er en omkostningsfri social kapital at hente i form af anerkendelse. Man registrerer en hændelse og tager stilling. Men man gør ikke noget ved det.”

Historien om Hans Pil-gaard, den hjemløse mand og de unge kvinder er speciel, fordi den udelukkende udspiller sig på to yderpunkter, bemærker Vincent F. Hendricks:

”Der er ingen mellempositioner.”

Det er ifølge professoren en fortælling om kampen mellem de højere og de lavere sociale lag. Beskueren kan kun alliere sig med én af de to fløje: den rige, der gør grin med den fattige. Eller den fløj, som sympatiserer med det lavere sociale lag, og som kritiserer de rige for at føle sig bedre.

”Det er også derfor, at tonen på de sociale medier er så hård. Folk polariserer meget hurtigt, og hele debatten kommer til at handle om, hvem man holder med. Det er svært at have en konstruktiv diskussion mellem de to yderpunkter,” siger Vincent F. Hendricks.