Bogomtale

Bogomtale: Din tilværelse er til salg

Med stor indignation argumenterer forfatter Shoshana Zuboff for, at overvågningskapitalismen undergraver vores privatliv på bekostning af vores personlige frihed og sociale tillid, skriver Jakob Dreyer Foto: Alexey Romanov / Panthermedia / Ritzau Scanpix

Shoshana Zuboff fremviser i bogen "Overvågningskapitalismens Tidsalder" en nærmest dystopisk tidsalder, som vi befinder os midt i med stor indignation. Det skriver Jakob Dreyer, der er Ph.d.-studerende på Københavns Universitet i sin omtale af bogen

Du bliver overvåget. Når du søger på Google, tjekker Facebook, Snapchat eller Instagram. Når du trykker på et anbefalet link eller vælger at ignorere det, og når du går en tur, træner eller dater. Du bliver overvåget i din hverdag og i dine mest intime øjeblikke, gengivet som adfærdsdata og analyseret for at forudsige og påvirke dig og andre i et eksplosivt voksende marked.

Med udbredelsen af stadigt flere personliggjorte smartprodukter – fra mobiler til fjernsyn, ovne til højttalere – breder overvågningen sig mod stadigt nye områder af din tilværelse. I samme bevægelse flyttes grænserne for privatlivet i en tilvænningsproces, der gør os blinde for, hvad vi er ved at miste.

Beskrivelsen stammer ikke fra en dystopisk science-fiction roman. Professor Emerita fra Harvard Business School Shoshana Zuboff beskriver i sin nye bog – Overvågningskapitalismens Tidsalder – at det er en virkelighed, vi allerede er godt på vej ind i. Tidsalderen er karakteriseret ved ”(...) en ny økonomisk verdensorden, hvor menneskets tilværelse betragtes som frit tilgængeligt råmateriale for hemmelige kommercielle metoder med henblik på indhentning, forudsigelse og salg.

I sin rige analyse, der nu er tilgængelig i en god dansk oversættelse af Jakob Levinsen, bidrager hun med en historisk forståelse og begreber til at forstå, problematisere og forandre udviklingen. Med stor indignation argumenterer hun for, at overvågningskapitalismen undergraver vores privatliv på bekostning af vores personlige frihed og sociale tillid. Shoshana Zuboff sætter teknologi-giganternes fremvækst i en økonomisk, social og politisk kontekst ved at analysere det som en ny form for økonomisk og social orden.

Skandalernes sammenhæng
Belgiske VRT News afslørede tidligere på sommeren, at Google aflytter sine brugere ved hjælp af stemmegenkendelsestjenester. Aflytningen sker ikke kun, når brugerne anvender tjenesterne. Tværtimod har Google konstant mulighed for at registrere, analysere og dele private samtaler gennem deres telefoner, højtalere og andre smart-produkter. Afsløringen af denne praksis så kun dagens lys, fordi whistleblowers fra et firma, der samarbejder med Google, valgte at lække private samtaler, der gjorde det muligt at identificere enkeltpersoner. Ifølge Googles reaktion på historien er aflytningen ”nødvendig for at skabe produkter som Google Assistent” og i overensstemmelse med selskabets privatlivspolitik, der tillader deling af brugeres personlige oplysninger med andre virksomheder.

Skandalen er ikke en enlig svale, men blot den seneste i en lang række afsløringer af særligt Google og Facebooks behandling og anvendelse af data udvundet fra deres brugere. I 2010 kom det eksempelvis frem, at Google Street View-biler indsamler personlige data fra private hjem gennem ukrypterede netværk, herunder navne, telefonnumre, passwords, kreditkort-oplysninger, fotos og lydfiler.

Ligeledes viste Cambridge Analytica-skandalen i 2016, at mikromålretning af enkeltvælgere var blevet brugt med stor succes i britiske og amerikanske valgkampe. Tidligere i år kom det frem, at arbejdsgivere og sundhedsforsikringsselskaber bruger trænings- og familieplanlægningsapps til at registrere fertilitet, menstruationscyklus og graviditet.

Shoshana Zuboff viser i sin bog disse skandalers sammenhæng gennem sin analyse af overvågningskapitalismens funktionsmåde. Kilden til indtjening i overvågningskapitalismen er evnen til at forudsige borgeres adfærd med stadigt større præcision, hvilket skaber, hvad Shoshana Zuboff kalder forudsigelsens imperativ.

Hermed henviser hun til det økonomiske krav om stadigt flere og bedre forudsigelser, som opfyldes ved at gengive stadigt flere elementer af vores tilværelse som data. Ved hjælp af nye værktøjer til analyse af data i stor skala har udviklingen skabt et hurtigt voksende marked for vores fremtidige adfærd. I denne proces skabes en ekstrem asymmetri af viden, hvor hidtil usete mængder af viden, samles på meget få selskabers hænder. Virksomhederne undgår regulering gennem argumenter om, at registreringen af adfærd er en uundgåelig konsekvens af teknologiudviklingen og ved at hemmeligholde deres forretningsmetoder.

Ny vin på gamle flasker
Med udgangspunkt i Karl Polanyi og Hannah Arendt relaterer Shoshana Zuboff teknologigiganternes fremvækst til kapitalismens udviklingshistorie. Den økonomiske historiker Karl Polanyi argumenterede for, at markedsøkonomien blev skabt i en proces, der omdefinerede natur til ressourcer, mennesker til arbejdskraft og transaktioner til penge. Hannah Arendt udvidede analysen ved at forbinde den til kapitalismens grundlæggende akkumuleringslogik, hvor stadigt flere områder af naturen og samfundet integreres i markedsøkonomien. Nu, argumenterer Shoshana Zuboff, breder akkumuleringen sig til stadigt flere områder af vores tilværelse. Indtil videre har teknologigiganterne bevæget sig fra vores virtuelle adfærd på internettet til ”tingenes” internet, hvor de ved hjælp af lokalitetstjenester, stemmegenkendelse og andre sensorer er i stand til at afdække, forudsige og påvirke stadigt mere af vores liv.

Selvom den nye æra således følger en velkendt akkumuleringslogik, er den udtryk for, at kapitalismen er trådt ind i en ny fase. Hvor andre har betegnet den form for magt som en tilbagevenden til det 20. århundredes totalitaristiske magt, påpeger Shoshana Zuboff begrænsningerne i at anvende totalitarisme til analyse af overvågningskapitalismen.

Totalitaristisk magt søger kontrol gennem vold og frygt for at fremtvinge alle borgeres totale underkastelse. Magtformen under overvågningskapitalismen kalder hun derimod for instrumentær. Hun bygger begrebet om instrumentær magt på den radikale behaviorist B.F. Skinner, der blev berømt og berygtet for at ville anvende sine eksperimenter med at manipulere dyrs adfærd, til at optimere menneskers liv og samfund. Han udgav i 1971 bogen Beyond Freedom and Dignity, hvori han argumenterer for, at mennesker ikke har en fri vilje, men at menneskelig adfærd bør optimeres med udgangspunkt i videnskabelige metoder.

Hun skriver, at ”Skinners forestilling bliver vakt til live i overvågningskapitalismens økonomiske imperativs uophørlige stræben og i det allestedsnærværende digitale apparatur, som overvågningskapitalismen skaber og udnytter (…) Resultatet er altomsluttende midler til adfærdspåvirkning, en handlingsøkonomi, der har til formål at optimere overvågningsindtægter.”

Kontrollen i den instrumentære magt er således ikke voldelig, men foregår friktionsløst og på afstand. Den baseres ikke på had, men en ligegyldighed over for menneskers velbefindende, så længe den kan reguleres og forudsiges. I et tankevækkende citat fra Facebook-chefen Andrew Bosworth, der stammer fra et internt notat fra 2016, fremgår den radikale ligegyldighed tydeligt.

"Måske dør nogen i et terrorangreb, som er blevet koordineret ved hjælp af vores værktøjer. Og stadig binder vi folk sammen. Den grusomme sandhed er, at … hvad som helst der gør det muligt for os at binde flere mennesker oftere sammen, det er faktisk godt”.

I den instrumentære magt, argumenterer Shoshana Zuboff, kræver de overvågningskapitalistiske magthavere ikke underkastelse eller frygt. Det er ligegyldigt, hvordan folk agerer, og om de er glade, så længe deres tilværelse kan registreres som adfærd i en stadigt mere forudsigelig og konstant opkoblet sværm.

Selvom overvågningskapitalismen er skabt i kølvandet på neoliberalismens deregulering og i en libertær ånd, bryder den med grundprincippet i neoliberalismen: At markeder er for komplekse til central styring, hvorfor de fungerer mest effektiv, hvis hver enkelt får størst mulig frihed. Overvågningskapitalisme ”adskiller sig fra markedskapitalismens historie ved både at kræve ubegrænset frihed og total viden (…) overvågningskapitalisterne ved for meget til at kunne kræve frihed.

Et skrækeksempel på, hvad teknologien kan anvendes til er Kina, hvor staten samkører data fra offentlige og private aktører i et socialt pointsystem til at overvåge og registrere borgere. Borgeres rangering flyttes op og ned afhængig af deres adfærd. Systemet anvendes allerede nu i en forsøgsordning på millioner af borgere, men vil efter planen blive obligatorisk for alle allerede næste år. Her påvirker faktorer såsom om man har skyldt penge, gået overfor rødt og ens personlige forbindelser, fremtidige muligheder for at transportere sig, få jobs, og kan sågar indvirke på ens børns uddannelsesmuligheder.

Hvordan lod vi det komme så vidt?
En væsentlig pointe i Shoshana Zuboffs værk er, at overvågningskapitalismen er historisk kontingent og ikke en uundgåelig konsekvens af teknologiudviklingen. Den kunne være anderledes og kan stoppes. Konkret argumenterer hun for, at specifikke omstændigheder i teknologiindustrien samt den bredere politiske og økonomiske situation i starten af 00'erne gødede jorden for udviklingen.

Overvågningskapitalismen opstod i kølvandet på den store internet-boble, der brast i 2000, og ledte mange kriseramte teknologivirksomheder på konkursens rand. Blandt dem var Googles grundlæggere, Sergey Brin og Larry Page. Som PhD-studerende på Stanford University udviklede de i slutningen af 1990'erne Google som en gratis, annoncefri søgetjeneste. Dengang advarede de kraftigt imod annoncefinansierede søgetjenester.

Vi forventer, at annonce-finansierede søgemaskiner vil have en iboende partiskhed til fordel for annoncører og på bekostning af brugeres behov (…) Da det er meget svært, selv for eksperter at vurdere en søgemaskine, er søgemaskine-bias særligt uigennemskuelig.”

Men i lyset af firmaets og sektorens indtjeningskrise opgav de deres idealisme ved at åbne for annoncer på deres søgemaskine. I perioden fra 2000-2004 voksede deres indtægter sig mere end 3500 gange større. Eric Schmidt, der var administrerende direktør for Google fra 2001-2011, og i dag er selskabets bestyrelsesformand, erklærede i 2009, at Google ikke var en søgetjeneste, men ”en reklamevirksomhed”.

Siden dengang er langt hovedparten af selskabets indtjening, i lighed med Facebooks, kommet fra annoncer. Efter den kommercielle logik trådte i kraft, gik Google forrest i at finde nye kilder til indsamling og analyse af borgeres adfærdsoverskud, der bliver anvendt til stadigt mere præcise og dermed profitable forudsigelsesprodukter til andre virksomheder. Selvom Google og Facebook er avantgarden i overvågningskapitalismen, udbreder den sig til stadigt flere sektorer så som forsikringsselskaber og banker til detailhandel.

Politisk var Vesten i starten af 00’erne præget af terrorangrebene den 11. september 2001. Her opstod der hurtigt en alliance mellem kommercielle virksomheder og stater, der var indstillet på at opgive borgernes ret til privatliv i Kampen mod Terrorisme. Google og Facebook har siden opbygget tætte relationer til den politiske elite i USA gennem økonomisk støtte til politiske kampagner, udveksling af medarbejdere og nære personlige relationer. Relationerne blev kun tættere under Obama-administrationen, der anvendte overvågningskapitalistiske værktøjer i sine præsidentkampagner og havde personlige relationer til daværende Google CEO, Eric Schmidt, og Facebooks grundlægger, Marc Zuckerberg.

Foruden økonomiske og politiske omstændigheder, understøttede individualiseringen i den anden modernitet fremvæksten af overvågningskapitalismen gennem udbredelsen af sociale medier. En undersøgelse fra 2016 viste, at 95 procent af generationen Z, der er født fra midt-1990'erne til midt-00'erne, har en smartphone, og at de i gennemsnit tjekker den 157 gange om dagen, et tal der er stigende. Foruden at skabe koncentrationsbesvær og lavere selvværd, argumenterer Shoshana Zuboff for, at udviklingen forandrer identitetsdannelsen i det tidlige voksenliv. Identiteten baserer sig stadigt mere på individets forestilling om en udenforstående iagttagers blik på sig selv. Det skaber en selvforstærkende afhængighedstilstand af kortsigtet anerkendelse, som overvågningskapitalister gennem næsten ubegrænset adgang og evne til at analysere data udnytter stadigt bedre.

Hvad gør vi nu?
Som enhver anden original og udfordrende analyse rejser Overvågningskapitalismens Tidsalder en række spørgsmål, som den ikke besvarer. Bogens store styrke er, at den bidrager med et teoretisk funderet begrebsapparat til at forstå sammenhængen mellem vores individuelle omstændigheder samt den økonomiske og politiske udvikling. Ved at vise, at udviklingen er historisk betinget og baseret på valg, viser hun, at teknologiudviklingen er mulig uden overvågningskapitalismens onder.

Bidraget bliver fortalt i en personlig og indigneret form, som inspirerer læseren op af lænestolen og op på barrikaderne. Bogens malende beskrivelser af, hvordan overvågningskapitalister med radikal ligegyldighed udplyndrer vores tilværelse som krybskytter på jagt efter elefanternes elfenben har dog en pris.

Bogen behandler ikke de nuancer og reelle dilemmaer, som teknologiudviklingen i almindelighed og indsamlingen af personlige data i særdeleshed skaber. Kan vi både sikre de private fristeder som Shoshana Zuboff indigneret forsvarer og få personliggjort sundhedsbehandling, nudging til mindskelse af borgeres klima- og miljøbelastning og adgang til alverdens information på alle steder og tider? Den type af spørgsmål, som er centrale for reguleringen af området, besvarer hun ikke.

I formuleringen af et politisk modsvar, er Shoshana Zuboffs opråb til det autonome individs ”vilje til at ville” ligeledes lidt ensidigt. Selvom hun kommer ind på behovet for kollektiv modstand, er hun vag omkring, hvad denne modstand skal indebære. Her bliver EU's arbejde med persondatabeskyttelse og retten til at blive glemt nok nævnt som undtagelsesvise sejre. Men hun undlader at løfte de stedvise sejre til et bredere modsvar. Hvordan kan formuleringen af et nyt kollektivt vi tage det nødvendige opgør med overvågningskapitalismens instrumentære magt? Hvordan kan vreden og følelsen af magtesløshed omsættes til konstruktiv politisk handling?

I slutningen af bogen henviser Shoshana Zuboff, med udgangspunkt i Hannah Arendt, til menneskets evne til at skabe nye begyndelser som den afgørende forskel på os selv og maskiner. ”Det er op til os selv at bruge vores viden, genfinde retningen og opildne andre til at gøre det samme, og lægge grunden til en ny begyndelse”.

Overvågningskapitalismens Tidsalder siger ikke hvordan, men giver os indsigt og inspiration til at kræve vores tabte fristeder og udsigt tilbage, før hele vores tilværelse bliver gengivet som adfærd og solgt til højest bydende.