Vittigheder skal opmuntre russiske fanger i fængslerne

”Indsatte har brug for at vide, at de også er mennesker," siger psykolog. Foto: ra2 studio

De barske forhold i russiske fængsler er ikke noget at spøge med, men det russiske justitsministerium mener, at humor kan hjælpe indsatte til at klare tiden i fængslet.

Et forslag fra ministeriets strafferetlige afdeling siger, at hovedopgaven for personalet i fængsler er at håndtere stress blandt de indsatte, og at ”implementering af ironi og vittigheder vil kunne hjælpe på det”. Det rapporterer avisen Izvestia.

En af ministeriets ansatte, Vladislav Grib, siger, at det kan være en god idé at bruge humor mod stress, da fangerne jo normalt ikke befinder sig i nogen særlig lykkelig sindsstemning, mens de sidder i fængsel, og han tilføjer, at konventionelle midler til afstresning og afslapning som massage og meditation ”ikke rigtig er praktisk i et fængselsmiljø.”

Idéen er stadig kun på forslagsstadiet, men nogle fængselspsykologer har hilst den velkommen.

”Indsatte har brug for at vide, at de også er mennesker. Det er vigtigt ikke at underminere deres menneskelige værdighed. Vittigheder og ironi kan hjælpe dem med at forstå tingene på et dybere niveau,” siger psykolog Mikhail Debolsky til avisen.

Det er dog ikke alle, der er overbeviste om, at det er en god idé at bruge humor i fængslerne. Nogle påpeger for eksempel, at vittigheder indimellem fører til slagsmål i fængslerne.

En fængselslærer, som ønsker at være anonym, hilser idéen med sin egen vittighed.

”Forestil jer vores rapport: I sidste uge jokede vi 150 gange, vi lo 149 gange, og ved én lejlighed værdsatte fangerne ikke vores humor og brændte fængslet ned.”