Det perfekte videospil

Siden det populære amerikanske videospil »Pac Man« kom på markedet i 1980, er det blevet spillet mere end 20 milliarder gange af ungersvende på alverdens grillbarer og spillehaller. Men først nu er det lykkedes en videospil-specialist, den 33-årige Bill Mitchell fra USA, at spille hele spillet igennem og opnå det maksimale antal point, skriver bladet PC-World. - Jeg var nødt til at blive den første. Det var ligesom Neil Armstrong, der var første mand på månen. Selv om flere kommer efter, vil man huske den, der gjorde det først, udtalte Bill Mitchell bagefter. Det tog ham næsten seks timer at spille sig igennem hele videospillet, der går ud på at bevæge en lille gul ost rundt i den ene labyrint efter den anden. Efter spillet meddelte Bill Mitchell, at hans karriere inden for »Pac Man« er uigenkaldeligt forbi. - Jeg vil aldrig spille det møgspil igen. Der er ikke mere, jeg kan udrette, erklærede han.