Stadig flere får hjælp til selvmord i Schweiz

Siden 1990'erne har to organisationer i Schweiz, EXIT og Dignitas, ydet assisteret selvmord til flere tusind mennesker. Og antallet stiger år for år: I 2009 ydede de to organisationer assisteret selvmord til omkring 300 mennesker. I 2011 var tallet steget til 560 og udgør ifølge den danske ambassade en tredjedel af alle selvmord i Schweiz. (Arkivfoto) Foto: Mikkel Møller Jørgensen Denmark

Danskeren Hanne Kure fik for halvandet år siden hjælp til at begå selvmord i Schweiz. Nu er der åbnet endnu en organisation, der tager imod udlændinge

Den 21. december 2011 lagde den 70-årige danske kvinde Hanne Kure sig i en hospitalsseng på en privatklinik i Schweiz. Hun drak et glas med giftig væske, og få minutter efter døde hun. Hanne Kure var ikke døende, men hun var plaget af stærke smerter efter kræft og ønskede ikke længere at leve. Hun planlagde og betalte selv for turen fra Aarhus til Zürich, hvor organisationen Dignitas sørgede for den dødbringende medicin.

Modsat i Danmark er det nemlig lovligt at assistere selvmord i Schweiz hvis man ikke har vinding ved det. Og flere frivillige organisationer tilbyder at hjælpe også udenlandske statsborgere. Indtil videre er tre danskere døde hos Dignitas.

LÆS OGSÅ: Hanne Kure ville selv bestemme - også over sin død

Flemming Schollaart er formand for Foreningen en Værdig Død, der ønsker legalisering af aktiv dødshjælp i Danmark. Han mener ikke, Danmark skal efterligne Schweiz. I stedet ønsker han en ordning som i Holland, hvor uhelbredeligt syge kan få aktiv dødshjælp derhjemme med hjælp fra egen praktiserende læge.

Det er ikke menneskeligt og moralsk rimeligt, at vi ikke har den mulighed i Danmark. Og at man i stedet som Hanne skal betale penge og rejse langt fra Danmark for at få sit ønske opfyldt om en fredelig død med hjælp fra mennesker, man ikke kender, siger Flemming Schollaart.

Siden 1990erne har to organisationer i Schweiz, EXIT og Dignitas, ydet assisteret selvmord til flere tusind mennesker. Og antallet stiger år for år: I 2009 ydede de to organisationer assisteret selvmord til omkring 300 mennesker. I 2011 var tallet steget til 560 og udgør ifølge den danske ambassade en tredjedel af alle selvmord i Schweiz.

Per Sjøgren er overlæge ved Rigshospitalet og professor i palliation lindrende behandling af uhelbredeligt syge. Han kalder det grotesk, at patienter som Hanne Kure kan få hjælp til selvmord i Schweiz, eftersom hun ikke var døende, men alene meget smerteplaget:

Hvis man først begynder at hjælpe folk til at dø på grund af smerter, er der jo slet ikke ende på historien. Jeg tør slet ikke tænke på, hvor det kunne føre hen.

LÆS OGSÅ:Læger: Den naturlige død er afskaffet

Prisen for medlemskab og assisteret selvmord varierer fra forening til forening. Hos Dignitas koster det omkring 85.000 kroner. Pengene går til blandt andet husleje, medicin, papirarbejde, bedemand og hjemsendelse af urnen. Kan man dokumentere, at man er økonomisk dårligt stillet, kan man få reduceret pris. For knap et år siden åbnede endnu en organisation i Schweiz, der tilbyder dødshjælp til udlændinge. Den hedder Lifecircle, og stifteren, Erika Preisig, er en 54-årig praktiserende læge fra Basel. Siden september 2012 har hun ydet assisteret selvmord til 10 personer. I Schweiz er organisationerne omdiskuterede og bliver kritiseret for at formidle dødsturisme. Til det siger Erika Preisig:

Jeg synes, det er en skam, at det bliver kaldt dødsturisme. De her mennesker kommer ikke for sjov. De er desperate. De kan ikke bære deres lidelse længere. Og jeg tror ikke på, at Gud ønsker, at vi skal lade vores medmennesker lide. Jeg ville ønske, man legaliserede det i andre lande, så syge mennesker ikke skulle rejse verden rundt for at få lov til at dø fredeligt.

LÆS OGSÅ: Hvem skal bestemme over vores død?

Men i Danmark går kun 9 procent af medlemmerne af Folketinget ind for lovliggørelse af assisteret selvmord, viser en rundspørge, Kristeligt Dagblad har foretaget, mens 19 procent går ind for aktiv dødshjælp. Også et flertal i Det Etiske Råd afviser legalisering af begge dele. Blandt andre praktiserende læge Lotte Hvas:

Jeg synes ikke, at det, man hører om Schweiz, fjerner de mange dilemmaer ved lovliggjort hjælp til at dø. I mine øjne er det ikke en acceptabel løsning. Men hvis man politisk mener, at selvbestemmelsen for patienten i forhold til egen død vejer meget tungt, er lovliggørelse af assisteret selvmord trods alt at foretrække frem for aktiv dødshjælp, fordi det holder det offentlige sundhedsvæsen og lægen udenfor.

Lotte Hvas peger omvendt på, at selvmord er lovligt i Danmark, men bliver meget ensomt, fordi ingen andre må være til stede:

Hvis en kone gerne vil tage sit eget liv, fordi hun for eksempel er meget syg, kan hun ikke tillade sig at spørge sin mand, om han vil holde hende i hånden. Og det er i modstrid med, hvordan vi ellers ser på det at dø. Overgangen fra liv til død vil vi i andre sammenhænge helst ikke have, at nogen oplever alene.

Sophie Hæstorp Andersen (S), formand for Sundhedsudvalget, påpeger, at globaliseringen gør det muligt for borgere at rejse efter ydelser rundt omkring i verden, som vi ikke ønsker i Danmark.

På mange måder er det tragisk, hvad enten folk vælger at tage til Kina efter kræftbehandling, til Indien efter et nyt organ eller til Schweiz for at få dødshjælp. Som lovgivere skal vi bruge det til eftertanke og se på årsagerne til, at folk gør det, men samtidig overveje, hvilket samfund vi ønsker, før vi lovgiver om det.