KRONIK: Døden er alt andet end en individuel beslutning

Vi skaber vores identitet i kraft af hinanden, og derfor er det simpelthen ikke muligt at træffe en individuel beslutning om at dø eller lade dø, uden at det også griber ind i andre menneskers liv

"DANSKERNE ØNSKER aktiv dødshjælp legaliseret". Således kunne man læse i en artikel den 14. maj 2011 bragt i Kristeligt Dagblad. Desværre har den helt almindelige borger sjældent tid til at stoppe op og reflektere over, hvorvidt det egentlig er noget vi går ind for eller ej.

I hverdagens travlhed er det alt for fristende at skubbe realiteterne til side med en "det sker ikke for mig"-attitude, for hvem bryder sig egentlig om at tænke på sig selv og sine allerkæreste i en situation, hvor vi tvinges til at overveje et intenderet farvel?

LÆS OGSÅ:Danskerne ønsker aktiv dødshjælp legaliseret

Døden tager jo som bekendt hverken hensyn til parathed eller alder. Faktum er, at jeg i en alder af blot tretten år havde mistet min far, som måtte give op over for kræften, der i løbet af få måneder havde invaderet hans alt for unge krop. Uretfærdigt! Han havde jo hele livet foran sig og hvorfor lige ham?

Jeg blev relativt hurtig klar over, at jeg næppe ville få et tilfredsstillende svar, men måtte i stedet nøjes med at erfare, at livet aldrig kan tages for givet. Den ellers så uproblematiske og naive "udødelige" indstilling til tilværelsen, som de fleste børn bærer rundt på, blev med et slag taget fra mig.

BAGGRUND: Vigtigt at vide om aktiv dødshjælp

Men det var ikke gjort med det. For jeg erindrer også talen om den høje dosis medicin som den eneste udvej for at gøre en ende på elendigheden og smerterne. Og jeg husker den mærkelige ambivalente følelse, der opstod i min krop, fordi det tydeligvis blev forventet af omgivelserne, at jeg måtte acceptere nødvendigheden af denne handling.

Flammen blev slukket. Men ilden bærer jeg videre, og derfor har jeg aldrig helt kunnet slippe den tanke, at vi ofte agerer meget autoritetstro, når vi står ansigt til ansigt med fagfolk inden for lægevidenskaben. Jeg har for eksempel læst om Milgrams skræmmende laboratorieforsøg, som har vist, hvad professionel autoritet kan føre til. Elektriske stød indgik i eksperimenter, som faktisk viste, at mennesker er i stand til at slå ihjel og begå grusomheder, blot fordi en autoritær person i hvid kittel garanterer for, at alt er under kontrol. Hvem var egentlig personen i den hvide kittel, der accepterede eller anbefalede at give min far den sidste dødelige dosis?

Spørgsmålet kommer for evigt til at svæve i det uvisse, for jeg søger ikke længere efter svaret. Det vil næppe være forkert at påstå, at jeg for længst har sluttet fred med tanken om, at alle implicerede helt sikkert har handlet ud fra, hvad de følte var det rigtige på det givne tidspunkt og ikke mindst i den kontekst, de befandt sig i, da min far døde.

Uagtet at det måske ville lykkes for mig at få placeret et ansvar, kan jeg jo alligevel ikke ændre på fortiden, og derfor bliver det kun af fremtidig betydning for mig at få undersøgt,hvilke motiver og handlinger der bør lægges til grund, når det gælder spørgsmål om livets opretholdelse.

Vi mennesker indtager jo forskellige positioner, når vi pludselig står midt i en etisk konflikt, hvor vi for eksempel tvinges til at tage stilling til livets ukrænkelighed. En typisk position i denne debat er, at vi besidder retten til at bestemme over vores eget liv. Jeg er både enig og uenig, hvilket er en skræmmende erkendelse, fordi det samtidig betyder, at jeg er nødt til at gå på kompromis med illusionen om mennesker som absolutte frie væsener.

Jeg tror nemlig på, at vi skaber vores identitet i kraft af andre, og derfor er det simpelthen ikke muligt at træffe en individuel beslutning om at dø eller lade dø, uden at det på en eller anden måde griber ind i andre menneskers liv. Derfor mener jeg heller ikke, at det er den døendes eget ønske om at dø, der er det vigtigste her, men derimod den påvirkning, der sker i omgivelserne, hvis vi legalt får lov til at anmode om hjælp til at dø.

ER DET OVERHOVEDET RIMELIGT – også selvom ønsket er reelt fra alle sider – at forenes med tanken om intenderet dødshjælp? Næppe, men hvorfor i grunden ikke? I det mindste må jeg begrunde mine begrænsninger og intuitioner rationelt med henblik på at retfærdiggøre denne holdning. Det er ikke nok blot at henvise til pligt eller god vilje, jeg må naturligvis begrunde min begrænsning og revidere min intuition om nødvendigt.

Et samfund, hvor det er muligt at slippe livet, fordi det bliver svært, smertende og uudholdeligt, finder jeg skræmmende, fordi vi i stedet burde arbejde på at skabe nogle rammer, hvor vi legalt kan opnå plads til at rumme de følelser, som selve livet bringer, hvad enten det er sorg, glæde eller smerte.

Når alt kommer til alt, så er det vel i grunden netop disse følelser, som får os til at mærke, at vi er i live. Hvis vi ikke giver plads til at mærke og rumme disse følelser, så bliver vi næppe helt bevidste om vores eksistens i denne verden.

At undslippe følelserne er det nemmeste at gøre, men hvis vi alle bare tager livet af os selv eller hinanden, hver eneste gang vi oplever smerte eller modgang, får vi da et underligt afstumpet og mekanisk liv.

Hvorfor ikke bare glæde os over, at teknologien og videnskaben har hjulpet os til, at vi i vores del af verden ikke længere behøver at dø i smerte? Den passive dødshjælp eller den smertelindrende dødshjælp, som tillades i dag, har ingen anden intention end at lindre den døendes smerter, alternativt undlade behandling, hvis den døende selv ønsker dette.

Det er muligt, at der findes læger, som allerede tilbyder den døende en høj dosis medicin, der hurtigere får døden til at indtræffe, og smerten til at forsvinde. Men det betyder vel ikke, at vi skal legalisere denne handling? For hvad nu hvis lægens motiv er at skaffe ledige sengepladser hurtigst muligt og derved spare samfundet for de omkostninger, der er forbundet med at have den døende patient liggende i længere tid?

Smerten ved at miste forsvinder jo ikke blot ved at begrave de døde. Nej, den bliver til en del af vores personlighed og måde at tænke og handle på. Hvad enten vi kan lide at tænke på det eller ej, så er vi nødt til at bære rundt på sorgen og smerten resten af livet, og erfaringen er derfor iboende i os.

AT LEGALISERE DEN AKTIVE dødshjælp vil kunne skabe nogle uhensigtsmæssige udfordringer, fordi vores kommende generationer vil blive født ind i et samfund, hvor en del af den objektive virkelighed vil være spredt fra forrige generationers accept af den aktive dødshjælp.

Hvis aktiv dødshjælp legaliseres, vil retten til denne langsomt socialiseres og reproduceres ind i os og derigennem komme til at fremstå som noget legitimt. Derved kan der let komme til at opstå et pres på de mennesker, som ikke er i stand til at tilegne sig en sådan norm.

Bliver den aktive dødshjælp den "normale" praksis, vil tilhængere sandsynligvis forsøge at projicere skyld og skamfølelse over i både de pårørende og i den døende patient. Og den døende kan ende med at opfatte sig selv som en byrde og efterlades reelt uden mulighed for at foretage et selvstændigt valg.

Med andre ord opstår en risiko for legitim accept af, at samfundet ikke længere behøver at acceptere og rumme omsorgen for de døende. Indførsel af aktiv dødshjælp vil skabe en utilgivelig glidebane for vores kommende generationer, hvor distancering til dødeligt syge patienter ubevidst vil øges.

Dette scenarie kan næppe være i vores interesse, så overvej venligst mere end en gang, om vi overhovedet må tillade at betragte den aktive dødshjælp som en hjælp!

Marlene Kristoffersen er seniorkonsulent, HD(O) og filosofistuderende på Københavns Universitet