En enkeltbillet til Zürich

”Hej du. Jeg sidder på mit værelse…”

”Jeg drager af lige om lidt…”

”Ja, det er gået ufatteligt godt...”

I pauserne mellem Kjelds sætninger kan man svagt høre en stemme i den anden ende brumme til svar.

”Nå, men tak for den tid, vi har kendt hinanden. Jeg løber nu. Hej, hej min ven.”

Kjeld slukker telefonen og lægger den i bukselommen. Så går han ud på toilettet. Skyller en beroligende pille ned med lidt vand og går ud af hotellets dør.

I hans journal står, at han lider af en neurologisk degenerering i centralnervesystemet – det kaldes cerebral atrofi, og han har været syg i knap 10 år. Hjernen og rygmarven er angrebet.

”Min lillehjerne skrumper,” forklarer han.

Det er umuligt at sige, hvor længe han har tilbage at leve i. Men Kjeld har voldsomme smerter – mest i benene. Hans gang er stiv, og han støtter sig til en krykke. Han er svimmel. Han bliver let forvirret og bekymret. Han snøvler, når han taler. Og så er han træt.

Kjelds lejlighed i Hvidovre syd for København er ryddelig. Bortset fra det krydsordsblad, der næsten altid ligger fremme på glasbordet foran lædersofaen. Piller i glas og æsker står sirligt ordnet – han spiser syv slags medicin. Blandt andet forskellige morfinpræparater, som han tager hver ottende time.

”Min sygdom er ikke noget, man dør direkte af, men alt det, der bør køre automatisk, sætter efterhånden ud: at trække vejret, blinke, alt det man ikke tænker over. Og til sidst dør man – som regel af organsvigt. Mine smerter kan lindres med medicin, men til sidst er man jo immun, og så er det altså ikke sjovt mere.”

Kjeld er en tynd mand, pænt klædt i skjorte og mørke bukser. Håret er gråt og kortklippet. Han har boet i Hvidovre hele sit liv – på den nuværende adresse de seneste 26 år: En toværelseslejlighed øverst i et treetagers byggeri. Fra den lille altan kan man se ud på grønne plæneflader mellem rækker af rødt murstensbyggeri. Der på altanen har han stået flere gange og overvejet andre muligheder end at rejse knap 1200 kilometer for at dø.

”Jeg har stået derude og kigget ned. Skulle man springe ud? Reb om halsen er jeg ikke vild med. Med piller risikerer man at overleve til frygtelige smerter og blive endnu mere handicappet end før. At springe ud foran et tog er ikke o.k. over for lokoføreren.”

Han har også overvejet at skyde sig.

”Men alene braget. Det turde jeg ikke, når det kom til stykket.”

Kjeld ved ikke, hvor længe han har tilbage – måske et par år.

”Når man ser mig, har jeg ikke et udtryk i øjnene som en, der vil dø i løbet af 14 dage. Det er en sjælden sygdom, og ikke to tilfælde er ens. Men mine sidste år bliver ikke behagelige. Jeg bliver langsomt pint ihjel.”

Og behandlingsmuligheder findes der ikke nogen af, siger han: ”Så ville jeg jo ikke tage livet af mig.”

For halvandet år siden tog han kontakt til Flemming Schollaart, formand for Landsforeningen En Værdig Død, som tidligere har hjulpet to andre danskere til Dignitas-klinikken i Schweiz. I 2011 meldte han sig ind i den schweiziske forening Dignitas, og så sendte Kjeld ansøgningen af sted.

Ventetiden har været hård, og Kjeld har været ved at give op mange gange. Ikke mindst på grund af det omfattende papirarbejde: Dokumentation af sygdommen og oversættelse af personlige papirer. To breve har han skrevet – først et om sin situation og siden et om, hvorfor han gerne vil til Schweiz.

”Min mor lå på plejehjemmet og sagde: ’Kvæl mig, skyd mig, hæng mig. Jeg vil væk herfra’. Det var ikke sjovt at se på. Ingen tvivl om at det er en medvirkende årsag til min beslutning. At ligge i en seng og vente på at dø, mens man bliver passet af nogen, der har det som deres arbejde. Jeg siger bare ’nej tak!’”

Kjelds far levede til gengæld længe. Han blev 90 år. Til sidst var han døv og næsten blind. Han sagde ofte, at han var træt af livet, og i 2001 hængte han sig.

”Vi fandt ham efter to dage. Det var mig, der skar ham ned. Med en køkkenkniv. Jeg var egentlig ikke overrasket, for han ville ikke mere. Da jeg fandt ham, tænkte jeg: Nu er jeg den sidste i leddet. Og så har man jo ikke nogen at dele noget med.”

”Jeg føler mig meget overladt til mig selv. Havde jeg haft en familie, var det noget andet. Men jeg er fuldstændig mutters alene. Og det er svært at stå med det her, når man ikke har nogen,” siger Kjeld.

Ikke kun for selskabets skyld, men fordi at han ville vide, at familien kunne passe ham.

Han har ikke talt med ret mange om, at han ønsker at tage til Schweiz. Men hans nærmeste venner ved det og har alle forsøgt at overtale ham til at lade være.

”De siger til mig: ’De finder måske en kur. Vent og se, om du ikke får det bedre.’ Men det går kun en vej. Og jeg vil gerne af sted, mens jeg selv kan tage beslutningen.”

I Kjelds journal fra Glostrup Hospital står der flere steder, at hans sygdom er ”alkoholisk betinget”. Men det afviser Kjeld.

”Jo, det kan godt være, at mit alkoholforbrug i perioder har oversteget Sundhedsstyrelsens anbefalinger, men jeg har kørt både bus og taxa uden problemer. Min mor led på samme måde, og hun drak aldrig noget som helst. Jeg tror ikke, den her sygdom har noget med min livsstil at gøre,” siger Kjeld og tilføjer:

”Selv hvis det skyldtes alkohol, at min hjerne degenererer, er det jo ikke noget, jeg kan ændre på nu.”

Kjeld vender igen og igen tilbage til sit livs store fortrydelse:

”Jeg har haft flere gode chancer for at blive gift, der er flere kvinder, der gerne har villet. Men jeg er altid bakket ud. Og det betaler jeg for i dag. Jeg ville gerne have haft en familie og nogle børn. I min tilstand er det for sent. Der var så meget, man kunne have gjort.”

Kjeld havde en kæreste i 12 år, han ofte taler om, og som han kalder ”sit livs kærlighed”. Hun hed Lis, og de mødtes på et danseværthus i Hvidovre. Hun havde allerede to døtre.

”Og hun gjorde det klart, hun ikke ville risikere at blive enlig mor til en mere, så der skulle ikke være børn.”

Men i 2003 gik forholdet i stykker. De var uenige om, hvor de skulle bo, og der var også knas med økonomien.

”Vi voksede nok fra hinanden,” siger Kjeld.

De har ikke set hinanden i årevis. Og Kjeld tumler med ideen om at møde Lis en sidste gang inden rejsen sydpå.

”Hun ved ikke, hvor syg jeg er. Jeg har overvejet at ringe til hende og invitere hende ud på restaurant. Men det ville være en desperat handling. Jeg prøver at lade være med at gøre noget, jeg ville fortryde bagefter.”

Kjeld er biologisk far til en datter på 29 år. Men de har kun haft meget sporadisk kontakt. Han boede aldrig sammen med hendes mor, som havde sociale problemer. Datteren blev bortadopteret. Og selv om Kjeld har skrevet med hende for nogle år siden via Facebook, blev det ikke til noget med at ses. Hun har sit eget liv nu med en lille datter, uddannelse og lejlighed på Frederiksberg. Hun har den familie, hun ønsker, har hun forklaret Kjeld.

”Man kan ikke støve noget op, der ikke er der,” som han udtrykker det.

Der, hvor han boede før, var han utryg. Det er han ikke her.

”Men alle, der bor her, sidder og venter på at dø. De er mellem 80 og 100 år gamle alle sammen. De sidder og synger og spiller banko i fællesstuen om en pose flæskesvær.”

Fra sit køkkenvindue kan han se over til den del af plejecentret, hvor hans mor døde.

”Der lå hun de sidste fire år i et smertehelvede. Jeg skal også af med livet, men jeg gider ikke dø her.”

Det er slutningen af januar, og Kjeld er klædt i sorte bukser og grå rullekrave sweater. I stuen står en rollator, han for nylig har fået til at komme rundt med, når balancen svigter, og smerterne er for store. Men han bruger mest sin krykke til at støtte, når han går. Eller rettere stavrer. Hans ben er stive, og han må gå med dem lidt ud til siden for ikke at falde. Han har i en periode fået antidepressiv medicin, men det gjorde ingen forskel, siger han.

”Alt det, der har givet mig livsglæde, har jeg ikke noget tilbage af. Jeg er stadig helt sikker på, at Schweiz er løsningen.”

Men sagen er blevet forhalet, fordi der et sted i Kjelds journal står, at han ”virker uligevægtig”. Derfor har Dignitas krævet en særskilt erklæring på, at Kjeld psykisk er i stand til at træffe beslutninger.

Hverken hans neurolog eller hans praktiserende læge vil underskrive sådan et stykke papir, da han fortæller, hvad det skal bruges til.

”De ville ikke underskrive min dødsdom, sagde de. Min egen læge sagde, at hendes opgave er at behandle folk – ikke slå dem ihjel. Men denne her sygdom kan jo ikke kureres.”

Kjeld opsøger derfor en psykiater, som efter en række samtaler har givet ham en lægeerklæring på, at han er beslutningsdygtig. Den sender han til Dignitas.

I april 2013 får Kjeld et brev med posten på tykt, gult brevpapir fra Dignitas: Hovedkontoret i Zürich giver grønt lys til at tage imod Kjeld. Han beslutter at tage derned i maj måned. Så kan han lige nå at få sin 61 års fødselsdag med.

”Tanken om, at man er helt svækket fysisk, men stadig kan tænke, er skræmmende for mig. Jeg har ikke lyst til at vente på, at jeg ikke kan komme ud af sengen selv. Lægen har sagt til mig: ’Du skal lære at leve med din sygdom’. Men det har jeg ikke lyst til. Jeg savner jo bare mit gamle liv. Hvis jeg var ældre, kunne jeg acceptere en vis svækkelse af mine funktioner, men jeg er ikke ret gammel. Jeg har ikke lyst til at ligge i en seng og mærke savlet løbe ud af munden på mig.”

I slutningen af april får Kjeld den endelige dato fra Schweiz: Onsdag den 22. maj skal han møde til et lægeinterview på et hotel lidt uden for Zürich. Dagen efter er der endnu en lægekonsultation. Og fredag den 24. maj er klinikken klar til at tage imod Kjeld.

Kjeld kan ikke tysk, og han har derfor overladt den praktiske del af rejsen til Flemming Schollaart fra Landsforeningen En Værdig Død: At bestille enkeltbilletten til Zürich og hotelværelset samt sørge for korrespondancen med Dignitas.

”Og så ledsager han mig derhen. Han er ikke det nære familiemedlem, jeg ønsker mig. Men når det ikke kan være anderledes.”

Kjeld skal bare indbetale de sidste penge – for medicin, lægeundersøgelse, papirarbejde og bedemand.

”Det er makabert, at man skal betale sin egen død og begravelse, inden man tager af sted. Det ville da være mere rimeligt, at de fik en bankgaranti, som blev udløst, hvis alt gik som det skulle.”

Inden afrejsen har Kjeld brugt tid på at få afsluttet papirarbejdet i sit liv: Han har skrevet testamente og fået det tinglyst. Han har efterladt nogle penge til sin bedste ven, en nordmand han har kendt i mange år, og et legat til Flemming Schollaart, så han kan fortsætte sit arbejde for aktiv dødshjælp. Resten skal gå til Hospice Forum Danmark. Urnen skal sendes til kirkekontoret ved Risbjerg kirke i Hvidovre, hvor han også vil begraves på de ukendtes plæne. Indboet skal køres på lossepladsen. Og hans død skal annonceres i Hvidovre Avis.

”Jeg tror ikke på noget. Og jeg har ikke været medlem af folkekirken i mange år. Men måske får man efter døden svar på nogle af de ting, man har undret sig over: For eksempel hvad der er bag planeterne. Det kan også være, at man genfødes som noget andet. Man har jo svært ved at forestille sig, at der ikke er noget bagved. Det kan være, det bliver det rene helvede. Det kan også godt være, at det bliver den rene lykke.”

Kjeld sidder på en bænk på Hvidovre Havn – i lys skindjakke med solbriller i panden. Han spiser en isbåd og drikker cola. Ind imellem læner han hovedet tilbage, lukker øjnene og nyder solen.

Han overvejer, hvad det kan komme til at betyde, at han har taget sit eget liv.

”Jeg er ikke ved at blive hellig, men der står jo i Bibelen, at kun Gud må tage liv. Og jeg kan jo ikke lade være med at tænke på, hvordan der bliver set på mig bagefter, fordi jeg har begået selvmord.”

Han tænker også meget over, hvordan han har levet sit liv.

”Det er klart, jeg gør regnskabet op. Har jeg været sød nok? Jeg har ikke været perfekt, men jeg har heller ikke været et dumt svin. Jeg har aldrig været oppe og slås og har aldrig været ond mod kvinder eller dyr.”

Fredagen inden rejsen skal han til frisøren, for som han siger: ”Selv om man skal dø, skal man da se ordentlig ud.”

Ellers har han ingen planer for den sidste uge af sit liv.

”Jeg skal det samme som de sidste mange år: Ingenting.”

I dagene før rejsen overvejede Kjeld at ringe til forskellige bekendte for at sige farvel. Men han lod være.

”Jeg ville ikke bekymre dem. Og så ville de også bare forsøge at overtale mig til ikke at tage af sted. Det orker jeg ikke, for jeg har taget beslutningen. Nogen ville nok også tro, jeg forventede medlidenhed. Og det ønsker jeg ikke.”

Den eneste, der kender til rejsedatoen, er hans ven, nordmanden. Til personalet på plejecentret har han sagt, at han skal på ferie i Sydeuropa.

”De forventer, at jeg kommer hjem. Og det gør jeg jo også. Bare i en urne.”

Det regner voldsomt, og Kjeld er bekymret for, om flyveren kan lette. Han er også bange for at komme for sent til lufthavnen. Men selv om han ankommer mere end to timer før afgang, er han stadig nervøs, da han står i afgangshallen. Han støtter sig til krykken og klapper sig på bukserne og brystlommen – mange gange: ”Pas, penge og billet,” mumler han.

”Det er virvaret. Og jeg er bange for, om de stopper mig i sikkerhedstjek, fordi jeg har så mange piller med.”

Men flyet mod Zurich letter som planlagt 9.40 med Kjeld om bord. Det er hans første rejse til Schweiz.

”Jeg ville naturligvis ønske, jeg havde muligheden hjemme. Men som det er, er jeg hamrende ligeglad med, om det er på Månen eller i Afrika. Det kunne såmænd også godt være en flække i Jylland.”

I Zürich lufhavn bliver han hentet af Flemming Schollaart fra Landsforeningen En Værdig Død, som er kørt ned i sin bil nogle dage forinden. De triller en halv times tid sydpå ad snørklede veje til den lille forstad Forch, hvor de checker ind på et lille hvidkalket alpehotel. Fra restauranten er der udsigt over grønne, nyudsprungne træer, og mod syd kan man skimte sneklædte bjerge. Hotellet ligger i et velhaverkvarter og er velbesøgt af midaldrende par og forretningsfolk, der nyder udsigten og restaurantens gode spisekort. Kjeld spiser en stor frokost med svampesuppe, steg, kartofler og asparges og udbryder:

”Hvis man havde det sådan her hver dag, var der ikke nogen grund til at tage livet af sig. Hvis jeg bare ikke havde så forbandet mange smerter.”

Han er meget nervøs for den første konsultation med lægen fra Dignitas senere på dagen. Men det tager lægen under et kvarter at give den endelige godkendelse. Bagefter sidder Kjeld i hotellets bar. Lægen talte tysk, men Flemming oversatte.

”Det første, han sagde, var: ’Du skal vide, at her i Schweiz er det en menneskeret at tage sit eget liv, hvis man er uhelbredeligt syg.’”

Lægen spurgte Kjeld, om det var helt sikkert, at der ikke var andre, der havde presset ham til at tage livet af sig. Og han skulle høre, om Kjeld havde ændret mening. Kjeld svarede klart nej, og så gik lægen igen. Han kommer igen næste dag til den sidste konsultation. Men det er bare en formalitet: Fredag den 24. maj klokken 11 er Dignitas klar til at tage imod Kjeld på klinikken 25 kilometer derfra.

”Så missionen er lykkedes,” siger Kjeld, som nipper til et stort glas portvin.

”Jeg sveder og fryser på samme tid. Jeg er lettet. Endelig er jeg overbevist om, at alt er i orden. Man kan ikke sige, at jeg er jublende lykkelig, så ville der jo være noget galt med mig. Men jeg har valgt det bedste alternativ,” siger han og fortsætter:

”Det er ikke sjovt at kende sin dødsdag. Døden skulle jo helst komme som en overraskelse. Så det er da surrealistisk.”

Kjeld får lyst til at få lidt frisk luft, men han tager ikke mere end et par skridt ned ad vejen fra hotellet, så er han ved at vælte. Flemming Schollaart når i sidste øjeblik at gribe ham i armen.

”Den her dag har tappet mig for kræfter. Nu vil jeg fejre det med en ekstra morfinpille,” siger Kjeld og går ind og lægger sig i stedet.

”Nej, nej, nej. Det er lykkedes over al forventning. Lægen i går sagde, det tager fire minutter. Fra man drikker giften. Og jeg er da bange for de fire minutter. Men ellers er jeg ikke bekymret mere. Jeg vil gerne have det overstået.”

Lægen fra dagen før kommer igen midt på dagen til den anden konsultation. Nu har han udskrevet recepten på den dødbringende medicin. Ifølge Kjeld spørger lægen igen, om han er sikker? Det er han. Lægen kører igen efter mindre end 10 minutter. Og så har Kjeld resten af dagen foran sig.

Det er den sidste dag i hans liv, og hans største ønske er at få spaghetti bolognese til frokost. Og sådan bliver det: Kjeld får sin livret serveret på en italiensk restaurant centralt i Zürich med udsigt over søen. Selv om han siger, at han ikke har nogen appetit, spiser han op og søber det sidste sovs med en skive brød.

Bagefter spadserer han med besvær under de blomstrende kastanjetræer langs søen tilbage mod bilen. Han ser på ænderne og på mennesker, der går forbi. Mødre med barnevogne, forretningsfolk og familier.

”Jeg bliver misundelig, når jeg ser alle de raske mennesker,” siger han.

”Når man er ung, tror man, at man er udødelig. Jeg ville gerne have haft en god familie, nogen at komme hjem til. Men det kan ikke hjælpe noget at ærgre sig.”

Det mest påfaldende ved Kjelds sidste dag er, hvor afslappet det hele foregår. Han kalder det selv ”den mærkeligste ferie”, han har været på. Han spiser og snakker. Kun en sjælden gang imellem bliver han en anelse nervøs eller vemodig. Som da han hen under aften sidder i hotellets foyer og puster ud efter bilturen til Zürich.

”Tiden er gået usandsynligt hurtigt i dag. Nu nærmer de barske realiteter sig,” siger han og tilføjer:

”Selvfølgelig er jeg bedrøvet over, at jeg skal forlade livet. I morgen ligger jeg måske i et køleskab med en seddel om tåen. Det er mærkeligt at tænke på.”

Han vender igen og igen tilbage til, hvad der mon sker, når han dør.

”Det ville være dejligt at tro på noget. Det ville jeg gerne. Men det gør jeg ikke. Jeg tror, det er ligesom at tage en sovepille – man sover bare længere.”

Men Kjeld taler ikke hele tiden om det, der skal komme. Aftenen går med anekdoter: om damer, drukture og arbejdskammerater. Rejser med Lis, god mad og hans gamle biler. Røverhistorier. Og præcis 12 timer inden sin aftale med Dignitas, rejser han sig fra bordet i restauranten:

”Jeg vil slå en streg, børste tænder og tage en sovepille. Godnat.”

”Jeg har sitren og uro i kroppen. Lige nu kunne jeg godt tænke mig en elefantøl for lige at blive bedøvet en lille smule. Men de har kun sådan noget tyndt sprøjt hernede.”

Kjeld tager sig ekstra god tid med kaffen. Så betaler han sin regning i receptionen. Går ind på værelset og lukker sin kuffert. Derefter sætter han sig på sengen og foretager det sidste telefonopkald til sin gode ven. Mens han taster, mumler han: ”Jeg vil lige høre hans stemme en sidste gang.”

Få minutter efter er samtalen forbi.

Klokken er et par minutter over 11, og det støvregner. Luften er iskold, da Kjeld vakler over parkeringspladsen. Han giver hånd til farvel.

”Ha’ det godt. Tak for denne gang.”

Han sætter sig ind i bilen med krykken på skrå. Da døren smækker, og bilen starter, synker han lidt sammen i sædet. Gennem bilruden kan man se Kjelds ansigt, mens bilen forsvinder op ad den snoede vej. Og hans hånd. Han vinker.

Samme dag klokken 13.34 drak Kjeld et glas med 15 gram pentobarbital opløst i en deciliter vand på Dignitas klinik syd for Zürich. Seks minutter efter var han død.

Kristeligt Dagblad har her bragt en usædvanlig og uden tvivl kontroversiel artikel om en dansk mand, 61-årige Kjeld Rasmussen, som rejste til Schweiz og begik assisteret selvmord.

Artiklen er den sidste i avisens serie om dødshjælp.

Ligesom forskellige former for dødshjælp i sig selv rejser en række centrale etiske problemer, gør dagens artikel det også. Det er en del af avisens etiske retningslinjer, at vi kun helt undtagelsesvis omtaler selvmord. Vi vil ikke risikere, at læsere bruger en selvmordsomtale som anledning til at tage deres eget liv. Samme etiske retningslinjer har de fleste andre medier. Men denne sag er undtagelsen. Et stort flertal af danskere er i de senere år blevet tilhængere af dødshjælp, som de mener skal indføres herhjemme under en eller anden form. Derfor har vi vurderet, at emnet skal belyses grundigt. Vi synes, at det som medie er vores pligt at fortælle offentligheden om, hvad der foregår, og hvordan det foregår, når der foretages aktiv eller assisteret dødshjælp.

Dødshjælp er lovlig i stadig flere lande og tager flere former. I Schweiz har dødshjælp form af assisteret selvmord. Her udskriver lægen den dødelige medicin, som patienten så selv tager. Også udlændinge kan få hjælp til at dø på en schweizisk klinik, og i skrivende stund har fire danskere taget sig af dage på denne måde. Kjeld Rasmussen døde med hjælp fra en schweizisk læge. Han kunne formentlig have levet med sin alvorlige sygdom i en række år endnu, men valgte døden.

Journalist Line Vaaben fik kontakt til Kjeld Rasmussen otte måneder før hans død. På det tidspunkt havde han i mere end et år haft en ansøgning liggende hos den schweiziske dødshjælpsorganisation Dignitas, fordi han led af en uhelbredelig sygdom. Siden mødtes journalisten ofte med ham og interviewede ham om hans beslutning. Han fik stillet mange kritiske spørgsmål, herunder også til om han ville tale med psykolog eller præst, der måske kunne forhindre ham i at gennemføre sit forehavende. Det ville han ikke. Han var målrettet i sin beslutning. Kristeligt Dagblads opgave er at være observatør og ikke aktør. Vi ringede ikke selv til præsten eller myndighederne for at fortælle om hans forestående assisterede selvmord. Selv om hans beslutning blev udfordret løbende af vores journalist, ønskede han ikke at ændre den. Det respekterede vi. Ikke fordi vi synes, at hans beslutning var rigtig, men fordi mediets rolle er at iagttage og beskrive.

Avisens journalist og fotograf har været sammen med ham og hans hjælper i Schweiz i dagene og timerne op mod hans død, hvilket han selv sagde, at han var taknemmelig for. Vi har på avisen drøftet, om vi som medie påfører os et medansvar for Kjelds død ved at skrive hans historie, men vi har på intet tidspunkt hjulpet ham på vej mod hans fatale beslutning. Hverken økonomisk, praktisk, menneskeligt eller på anden vis.

Avisens journalist og fotograf har ikke fulgt ham til selve dødslejet og beskriver det ikke. Der har vi sat en etisk grænse.

Vi har diskuteret, om artiklen om Kjeld Rasmussen og de øvrige artikler i serien om dødshjælp kan inspirere andre til at gøre det samme, selv om det ikke har været vores hensigt. Det vil vi desværre aldrig kunne udelukke. Men vi mener, at der er tale om en vigtig principiel og politisk problemstilling, som retfærdiggør omtalen.