Den vanskelige død. Endnu en gang

Thomas Reventlow Bruun har beskæftiget sig med kirkeligt arbejde i både ind- og udland. – Privatfoto. Foto: UKENDT/

En ting er at livet vil gøre det af med én, men det kan ikke være lovkrav, at vi kan få hjælp til at gøre det af med livet, mener dagens debattør

Dette debatindlæg er skrevet af Nanna Drejer, speciallæge i intern medicin og geriatri, Svendborg

I SIN gennembrudsroman Jerusalem skriver Selma Lagerlöf blandt andet Det er sandt, at det er let at dø. Det, der er svært, er at leve. Og nu ser vi, at mennesker samler penge ind til at få gjort livet forbi.

Ja, det er der nemlig mulighed for via særlige klinikker blandt andet i Schweiz, hvor der gives hjælp til selvmord. Det kaldes assisteret selvmord.

I Belgien tillades endog aktiv dødshjælp til børn. Børn gør sig sikkert ikke tanker om livet, men ikke desto mindre er der nu ved lov indført aktiv dødshjælp til børn under 12 år i Belgien.

Og atter engang blusser debatten op herhjemme om hvorvidt vi skal have indført aktiv dødshjælp. Svaret fra min side kan siges med et rungende nej! Jeg gad nemlig nok se, hvem der i givet fald skulle udføre en sådan handling.

LÆS OGSÅ: En værdig død vil være en lettelse

Bliver aktiv dødshjælp først legaliseret ved lov, er der jo tale om drab på begæring. En uhelbredelig syg kan med andre ord anmode om at blive slået ihjel med loven om aktiv dødshjælp i hånden. Men ingen læger er i Danmark uddannet til at yde aktiv dødshjælp. Læger er uddannet i at redde liv, ikke at tage liv.

I Danmark har vi allerede en udmærket sundhedslov, der netop giver mulighed for at man kan frasige sig livsforlængende behandling, hvis man kommer i den situation, at man er uhelbredeligt syg og/eller uafvendeligt døende.

Ved at oprette et livstestamente kan den enkelte person tilkendegive, om man ønsker livsforlængende behandling eller ej. Dette livstestamente kan til hver en tid tilbagekaldes, og det er nok så vigtigt, at den pågældende har afklaret sin holdning til livets afslutning med de pårørende, så disse ikke kommer til at stå i en situation, hvor de ikke er bekendt med den syges ønske.

I Danmark har vi efterhånden en række hospicer, som netop er indrettet til at tage hånd om den uhelbredeligt syge og dennes pårørende. På hospice gives palliativ behandling, som blandt andet dækker over smertestillende, angstdæmpende og muskelafslappende medicin foruden sygepleje, fysioterapi og ergoterapi samt samtaleterapi med en præst.

Er vi virkelig nået dertil i vort samfund, at døden bliver til besvær? Har vi heller ingen tid til hinanden i dødens stund? For det er vel i bund og grund et udslag af manglende tid og manglende hænder og berøringsangst over for døden, der får nogle til at ønske aktiv dødshjælp indført.

Vi fødes alene, og vi dør alene. Men det skal vel ikke være et lovkrav, at vi kan få hjælp til at gøre det af med livet, før det vil gøre det af med en?