Aktiv og passiv dødshjælp. Gør din stilling klar, inden det er aktuelt
SPØRGSMÅLET OM aktiv dødshjælp er igen aktuelt. Den 23. august så vi i tv en 53-årig chauffør, der plæderede godt for sit ønske om aktiv dødshjælp, uden at det dog derved blev rigtigt. Passiv dødshjælp har flere gange været nævnt i debatten, uden at man egentlig er gået nærmere ind på, hvad passiv dødshjælp drejer sig om. Debat om spørgsmålet mangler. Den korte forklaring, som også er ganske dækkende, lyder: "Passiv dødshjælp er afbrydelse af livsvigtig behandling."
Spørgsmålet om aktiv og passiv dødshjælp var oppe for en del år siden, da der blev mulighed for at holde patienter næsten ubegrænset i live. Forhenværende statsminister Hilmar Baunsgaard (R) kom til at ligge i koma i cirka 10 år, hvilket ikke kan virke tillokkende for nogen. Blandt andet for ikke at ende som en grøntsag blev der givet mulighed for at få afbrudt livsbevarende, men nyttesløs behandling. Hvis man er uden bevidsthed i en sådan situation, kan man imidlertid hjælpes af et såkaldt livstestamente. Er man ved sin fornufts fulde brug, har man dog altid mulighed for at gøre sin indflydelse gældende.
Det Etiske Råd har frarådet brugen af akut dødshjælp. Erfaringer om nazisternes forsøg, menneskets skrøbelighed, og hvad vi ellers kan finde på, har klogelig fået regeringen til at rette sig efter Det Etiske Råd og forbudt aktiv dødshjælp i Danmark. Mange eksperter mener også, at aktiv dødshjælp vil komme til at virke som en glidebane mod en for let holdning til døden.
Selvfølgelig kan der forekomme tilfælde, hvor et flertal af befolkningen vil finde aktiv dødshjælp rimelig. Faktum er imidlertid, at passiv dødshjælp ligesom aktiv dødshjælp i masser af tilfælde kan føre til hurtig død.
Smertestillende behandling gives i dag i stor udstrækning til lidende og især døende patienter. Ikke alene fører det til lindring, men også tit til død. I begge tilfælde er resultatet som regel uafvendeligt, da passiv dødshjælp som nævnt afbryder patientens livsbevarende behandling.
Er man ude af stand til at tage stilling, kan et livstestamente sikre en mod at blive holdt kunstigt i live. Det skal registreres på Rigshospitalet og respekteres af læger.
Livstestamentet giver tre muligheder: 1) "Jeg ønsker ikke livsforlængende behandling, hvis jeg er i en situation, hvor jeg er uafvendelig døende. 2) Jeg ønsker ikke livsforlængende behandling i tilfælde af, at fremskreden alderdomssvækkelse, sygdom, ulykke, hjertestop eller lignende har medført en så svær invaliditet, at jeg varigt vil være ude af stand til at tage vare på mig selv. 3) Jeg ønsker under den i punkt 1 nævnte at blive holdt fri for smerter med smertestillende midler, selv om det skulle medføre risiko for fremskyndelse af dødstidspunktet. Alle tre muligheder kan vælges, eller man kan nøjes med en eller to."
Sidstnævnte procedure er efterhånden ret almindelig på danske hospitaler. Hvis man i livstestamentet har givet udtryk for, at man ikke ønsker behandling, hvis døden er uafvendelig, skal lægerne altid rette sig efter det.
Er man ved bevidsthed, og kan man selv fremsætte ønsker, skal de respekteres, og livstestamentet træder først i kraft, når læger og pårørende ikke kan komme i kontakt med en og næppe vil komme det igen.
Familie eller venner bør orienteres om, at man har taget en sådan beslutning. Derfor er det en god idé, mens man endnu er i stand til det, at beslutte, hvordan man vil forholde sig. Indtræffer situationen uforberedt, kan den være svær for omgivelserne at tackle. For de pårørende er det en hjælp og sikkerhed, hvis et livstestamente foreligger. Læger skal kontakte Rigshospitalet for oplysning.
Hvad nazisterne foretog sig under Anden Verdenskrig, fortæller lidt om, hvad der kunne ske dengang, og tænker man på menneskets skrøbelighed, kan det måske også ske fremover. Efter mit indtryk er en fastholdelse af forbud mod aktiv dødshjælp i langt de fleste tilfælde det rigtigste.
Svend Grundtvig,
Platanbuen 5,
Ballerup