Aktiv dødshjælp til livstidsfange sætter belgiske sind i kog

"Jeg er i tvivl om, hvorvidt en mand i forvaring beder om aktiv dødshjælp, fordi han lider ubærligt under sine sindslidelse eller under den situation, som han befinder sig i," siger Wim Distelsmans, belgiens førende eutanasiekspert. Foto: .

Morder i forvaring ønsker at dø, fordi hans sindslidelse er ubærlig for ham. Men er eutanasi svaret på det, som mange mener handler om dårlige fængsler og mangelfuld behandling?

Frank V.D.B. begik for 20 år siden mord og voldtægt. Den sindslidende mand blev efterfølgende dømt til forvaring på ubestemt tid og har siddet i fængslet i Turnhout i Flandern, hvor han for et par måneder siden fik tilkendt aktiv dødshjælp.

Den 48-åriges psykiske lidelser er uhelbredelige og så tunge at bære, at han har fået tre lægers ord for, at han er berettiget til at få hjælp til at gøre en ende på sit liv. Det er ikke sket endnu, men alle formaliteter er opfyldt.

LÆS OGSÅ: Flertal i Det Etiske Råd står fast på at afvise aktiv dødshjælp

Hvis det sker, er det anden gang, at en sindslidende kriminel, der er dømt til forvaring i Belgien, vil få bevilget aktiv dødshjælp på grund af psykiske lidelser, siden landets eutanasilov blev indført for 10 år siden.

Det første tilfælde skete uden offentlighedens viden for et par måneder siden, da en dobbeltmorder fik lov at gøre en ende på sit liv efter ligeledes at have siddet 20 år i fængsel.

Efter det nu er kommet frem på tv-stationen VTM, er der startet en større diskussion ikke om fængsledes ret til aktiv dødshjælp, men om forbrydelse, straf, ressourcer og manglende behandling af sindslidende, der sidder i de almindelige belgiske fængsler.

LÆS OGSÅ:
Skal det være lovligt at yde aktiv dødshjælp?

Selv en af de tre læger, der har godkendt anmodningen, sætter i avisen De Standaard spørgsmålstegn ved, om sagen kunne have været undgået.

Jeg er i tvivl om, hvorvidt en mand i forvaring beder om aktiv dødshjælp, fordi han lider ubærligt under sin sindslidelse eller under den situation, som han befinder sig i, siger Wim Distelsmans, der er en af landets førende eutanasieksperter.

Manden, der startede debatten, sidder i det belgiske senat for det flamske parti N-VA. Senator Louis Ide, der selv er læge, anklager i et debatindlæg på politics.be myndighederne for at overlade sindslidende kriminelle til deres egen skæbne i fængslerne uden den rette omsorg.

Der er 1106 i forvaring i fængslerne. De tager plads fra de almindelige fanger, de bliver ikke behandlet, de er nogle gange til fare for andre fanger og vagter og er ofte i en håbløs situation, skriver Louis Ide, der er af den mening, at Frank V.D.B. vælger aktiv dødshjælp, fordi han ikke får den rette behandling.

LÆS OGSÅ: Støtten til aktiv dødshjælp bunder i uvidenhed

Leder af fængselsvæsenets sundhedsafdeling Frans Van Mol erkender blankt, at der er problemer med at give den rette pleje til sindslidende i fængslerne. Det er en åben dør, han sparker ned, siger han til De Standaard.

Imens raser Frank V.D.B.s advokat over, at hans klient er blevet gjort til frontfigur for en debat, han aldrig har bedt om at deltage i.

Hr. Ide har ødelagt den fred, hvormed en forespørgsel om aktiv dødshjælp fortjener at blive behandlet, og skader min klient og hans families privatliv, siger advokat Jos Vander Velpen til nyhedsbureauetBelga.

Imens stiger presset på myndighederne for at skabe flere specialiserede institutioner, så man ikke som nu fortsætter med at forvare frem for at behandle, som der står i avisen Het Niewsblad.

Måske er eutanasi i nogle tilfælde den eneste udvej. Men for med fred i sindet at kunne acceptere det, skal vi være sikre på, at de forvarede først på alle mulige måder er blevet hjulpet. Og det er i dagens Belgien med alle sine moderne fangehuller absolut ikke tilfældet, skrives der på lederplads.