Det er en illusion, at vi kan få magt over døden
Ved at gøre døden til et tilvalg i stedet for en tilskikkelse, svigter vi vores medmennesker, når de er allermest sårbare, mener Ole Hartling, overlæge og tidligere formand for Det Etiske Råd. Læs her et uddrag af hans nye bog "Aktiv Dødshjælp - kan vi mere end vi kan magte?"
Der var en lærer, som tog sine elever hen på kirkegården ved solopgang. De skulle se på gravstenene og læse årstallene. Der er et fødselsår og et dødsår. Indimellem er der ofte en bindestreg. Læreren ville minde dem om, at den lille bindestreg er det, som det hele drejer sig om. Den er et helt liv med muligheder og valg og valgmuligheder. Fødslen er en tilskikkelse, døden er en tilskikkelse, men det i midten, det er ikke blot en tilskikkelse, det er også et tilvalg.
Tilskikkelser er de hændelser og livsvilkår eller den skæbne, som vi er underkastet, og som ligger uden for vores magt. Tilvalg og fravalg gælder derimod alle de situationer, som ligger inden for vores magtsfære. Der hvor vi har mulighed for at vælge. Hvor „vi er vores egen lykkes smed“, som de gamle sagde. I dag kunne man sige, at „man er sit eget livs arkitekt“, eller at „man har et livsprojekt“.
Det var en pædagogisk lærer, som ville opdrage sine elever til at blive oplyste, ansvarsbevidste og demokratiske borgere. Det er godt, men det er også tidens besnærende budskab, det rigtige budskab: Jeg vælger, jeg bestemmer. Livet er mit eget. Ingen skal røre ved mine frie valg og ved min frihed. Det paradoksale er, at i vor selvbestemmelses tid, hvor beslutningerne er givet til den enkelte, hvor det hele er lagt i den enkeltes hænder, kan det enkelte menneske selv svigtes.
Hvordan kan det blive et svigt, når hele beslutningsmagten lægges over til den enkelte? Jo, det kan ske, når man midt i respekten for selvbestemmelsesretten og den fri vilje glemmer, at vi alle er sat i en sammenhæng. At vi ikke lever uafhængigt af andre, men i et fællesskab. Det kan ske, når der ses bort fra sårbarheden som et menneskeligt grundvilkår. I hævdelsen af respekt for menneskets selvbestemmelsesret bliver mennesket på en måde overladt til sin egen bestemmelse og altså overladt til sig selv. Det er måske det hårdt trængte menneske med svindende
kræfter og et svindende livsmod. Alene dette at henvise til, at et menneske har sin selvbestemmelsesret, kan derfor bringe afstandtagen og kulde ind i den medmenneskelige relation.
Det svigt kan blive endnu større, hvis man prøver at gøre det, som ellers er tilskikkelser til tilvalg. At få magt over det hele, fødsel og død – foruden livet derimellem – kan blive en opgave, som knap kan løses eller løftes. Mennesket adskiller sig fra dyrene ved at have bevidsthed om tid og om, at det skal dø. Vi ved, at vi lever en vis tid og lever i en tid. Vi ved, at døden er sikker, men det er en viden, som for de fleste ikke er vedkommende – lige nu. Det er en viden, som vi „suspenderer“. Visheden om døden er en „suspenderet viden“, sagde K.E. Løgstrup og forklarede, at det samtidig er en betingelse for at have livsmod og at kunne lægge planer. I almindelighed nytter det ikke at gøre sig mange tanker om døden og heller ikke om, hvornår den indtræder, for døden er alligevel uden for vort handlerum. Den er netop en tilskikkelse. Den er uden for vor magt, den er.
Det er eutanasi ikke. Eutanasi ligger tilsyneladende inden for vor magtsfære. Når vi er magtesløse over for døden, kan vi i det mindste bestemme, hvornår den skal indtræffe. Det giver dog et indtryk af magt midt i magtesløsheden, for det er svært at affinde sig med magtesløshed for det moderne menneske, som har en fornemmelse af at kunne bestemme over liv og død. Det kan måske se ud, som om eutanasi er en accept af døden, men måske er det snarere et ønske om at kontrollere den.
Døden er en tilskikkelse, men kunne det være sådan, at idéerne om eutanasi fortrænger døden ved at ville gøre den til et tilvalg? Om et valg kan vi tale for og imod og om, hvornår og hvordan vi skal træffe valget. En tilskikkelse kan vi ikke gøre noget ved, knap nok tale om eller drøfte. Derfor har den engelske jordemoder Jennifer Worth en pointe, når hun i sin bog Midt i livet fra 2010, siger: „Det er overraskende, at mange mennesker, som ikke er i stand til at tale om døden, er mere end parate til at tale om eutanasi. Og de gør det med en selvsikker viden om at kende alle svarene.“
Vi taler gerne om eutanasi og diskuterer dens berettigelse og de eventuelle betingelser og regler for den, men vi taler ikke om døden, for vi kan ikke diskutere dens berettigelse, og den er ikke underkastet vore regler. Vi taler med andre ord hellere om, hvad vi mener, vi kan få magt over, og hvor vi har handlemuligheder, end om vores magtesløshed. Der er blandt andet mulighed for at tale og sige noget om eutanasi i de tilbagevendende meningsmålinger og spørgeundersøgelser om emnet. Der er efterhånden udført mange af dem.
I Danmark og i mange andre lande debatteres det, om eutanasi skal lovliggøres, det vil sige, om man uden retsforfølgelse og straf skal kunne tage et medmenneske (en patient) af dage, såfremt visse betingelser er opfyldt. Debatten forløber i bølger, som kommer og går. Ikke sjældent begynder en bølge på baggrund af et enkelttilfælde, som omtales i medierne, og hvor enhver kan se stor lidelse og meningsløshed. Det beskrives i rystende detaljer og males med få nuancer. Så kommer forslagene om, at lovliggøre eutanasi som svar på det, man har kaldt lidelsens problem. Tilfældige mennesker på gaden interviewes, og der laves hurtigt etablerede meningsmålinger. De viser i reglen flertal for en lovliggørelse, og der rejses krav om, at nu må politikerne lytte til folkets stemme. I efterdønningerne høres enkelte skeptikere, men også de bølger lægger sig, og der er atter stilhed om emnet en tid.
Hvorfor tøver beslutningstagerne, når nu medierne så tydeligt viser, hvad folk ønsker? Og når nu argumenterne for en legalisering er så indlysende? Jeg gentager dem: Man skal undgå ubærlig lidelse, og man skal respektere selvbestemmelsesretten. Så hvorfor ikke få vedtaget en sådan lov, som naturligvis skal udformes med omhu og klare regler? Men hvor klare kan de gøres? Erfaringer fra udlandet viser, at alle regler indeholder vurderinger og skøn, så de alligevel fører til uskarpe og skønsbehæftede afgørelser. Enkeltmenneskers skæbner er forskellige, og mellem liv og død er der gråzoner. Et dødsforløb bliver ikke mere sort eller hvidt ved at blive tvunget ind i et regelsæt, som skal give én ret til at afslutte det.
En af fejlkilderne ved meningsmålingerne er, at spørgsmålet i almindelighed stilles til raske, som flertallet af den almindelige befolkning nu engang er. (Ja, der kan være forskellige gebrækkeligheder, og med de brede sygdomsdefinitioner, vi har i dag, er det måske de færreste, som er helt raske). Men de fleste er hverken alvorligt syge eller døende eller har svært brug for hjælp. De fleste klarer sig selv og er altså i det store og hele raske, og det vil de helst blive ved med at være. De kender til alvorlig og dødelig sygdom fra pårørende, fra besøg på hospitalet, fra beretninger eller fra medierne og tænker, at de ved, hvordan det er selv at være alvorligt syg. De tager stilling ud fra forestillingen om alvorlig sygdom. I meningsmålingen formuleres spørgsmålet om eutanasi i overensstemmelse med, at det er „godt ment“, og jeg har endnu til gode at se en meningsmåling, som er udformet værdineutralt.
Meningsmålingerne fører da også ret konstant til, at mere end halvdelen og ofte mere end tre fjerdedele af de adspurgte siger ja til aktiv dødshjælp. 70-80 % ses ikke sjældent. Jeg er ikke i tvivl om, at det, som mange i virkeligheden svarer på, er, at hvis de skulle vælge, synes de ikke, at de selv eller andre mennesker skal lide, og derfor er det ikke mærkeligt, at procenten bliver høj.
Ser man nærmere efter, er det altså tydeligt, at spørgsmålet er ledende. Det indeholder simpelt hen de to hovedargumenter, jeg har omtalt, for aktiv dødshjælp: at undgå ubærlig lidelse og at respektere selvbestemmelsesretten. Hertil kommer, at selve ordet dødshjælp er et plusord – det handler om hjælp. Ubærlig lidelse kan ikke bæres, derfor ubærlig. Når der ingen muligheder er for, at patienten kommer sig, er der jo ikke mere at stille op. Og ordene frivillig og velovervejet viser netop hen til gode begreber som selvbestemmelse og en fri vilje.
At noget er frivilligt, er på forhånd godt. Ikke nogen tvang her, det er et tilbud. Det er frihed. Velovervejet er også godt. Ikke en forhastet afgørelse, men en grundig og omhyggelig beslutningsproces, gennemført af det kompetente og vælgende menneske. Med bare en lille omformulering af spørgsmålet ville man antagelig få andre svarprocenter. Det kunne lyde: „Mener du, at det skal være tilladt under visse omstændigheder at slå alvorligt syge patienter ihjel?“
Jeg har altså erstattet udtrykket „aktiv dødshjælp“ med „slå ihjel“, og alene den formulering vil gøre det klart, hvad det egentlig er, man ønsker lovliggjort. Måske vil nogle endda svare: „Nej, ikke slå ihjel … men gerne aktiv dødshjælp!“ For det er ikke sikkert, at de adspurgte ved, hvad aktiv dødshjælp er. Altså at det betyder at slå ihjel, dræbe eller aflive. Nej, det er endda sikkert, at mange ikke ved det.
En bekendt sagde til mig, at han var tilhænger af aktiv dødshjælp, for da hans far lå for døden, holdt lægerne op med at behandle, så hans far fik fred, og det var godt. Jeg forklarede ham, at det både er i overensstemmelse med god lægegerning og lovligt at ophøre med en behandling, som ikke længere kan hjælpe en døende patient, og at det altså ikke er aktiv dødshjælp. „Aktiv dødshjælp er at slå patienten ihjel,“ sagde jeg. „Nåh ja … men nej, det går jeg da ikke ind for!“ sagde han så.
Hvordan skal patienten slås ihjel ved eutanasi? De fleste forestiller sig, at det vil ske ved indgivelse af et giftstof. Her er et ældre eksempel, som er ret udførligt beskrevet i lægetidsskriftet The Lancet. Den 22. september 1996 døde den tidligere tømrer Bob Dent, fra byen Darwin i Australien, 66 år gammel. Han blev den første patient, der fik aktiv dødshjælp ifølge den lov, som kortvarigt var gældende i delstaten Northern Territory. Den blev vedtaget 1. juli 1996 og ophævet igen knap et år senere i april 1997 af den føderale regering. Bob Dent havde kræft.
På den fastlagte dag blev han tilsluttet et intravenøst dropsæt, som hans praktiserende læge, Philip Nitschke, havde konstrueret. Lægen havde lavet et styresystem med en computer: Fem skærmbilleder toner frem, og patienten skal for hvert billede ved at trykke på mellemrumstangenten svare ja for at gå videre. På første skærmbillede forklares tilkoblingen. Næste skærmbillede fortæller om medicinen, som er to sovemidler, og til sidst giften, der lammer vejrtrækningen. På tredje billede spørger computeren: „Er De klar over, at hvis De trykker ja, vil De få en dødelig indsprøjtning?“ På fjerde skærmbillede: „Er De fuldt ud klar over, at hvis De trykker ja ved næste skærmbillede, vil De dø?“ Og på femte billede: „Om 15 sekunder får De en dødelig indsprøjtning.“
Philip Nitschke udtalte efter Bob Dents død, at eutanasi ultimativt er den største ting, man kan gøre for et menneske. At det er ultimativt, er sandt.