Ville du købe en dødspille?

Pills

Pills

Formanden for Det Etiske Råd stiller spørgsmålet: Ville du købe en dødspille?

Lad os forestille os den ultimative form for aktiv dødshjælp: Vi indfører en dødspille. Den kan købes i ethvert apotek. Nej, i ethvert supermarked. Den ligger frit fremme til salg overalt, hvor vi kommer. Vil du købe pillen?

Umiddelbart er det let at forestille sig en salgssucces. Ikke fordi vi ønsker at afslutte livet, men fordi vi kunne have et ønske om at have pillen liggende, hvis situationen byder det nødvendigt. Hvis livet på et tidspunkt bliver ubærligt eller ulideligt, ved vi, at pillen ligger i medicinskabet.

LÆS OGSÅ
: Er genoplivning af ældre altid livshjælp?

Her står vi ved et centralt argument i debatten om aktiv dødshjælp. Argumentet, der går på, at vi ikke vil ende som en grøntsag eller på anden måde lide en såkaldt uværdig død. Døden er derfor noget, vi gerne vil håndtere i opløbet.

Argumentet skjuler motivet om at ville kontrollere livet og ikke mindst døden, når den nærmer sig. Tanken opstår som et ønske om selv at kunne beslutte, hvornår livet skal stoppe, og derfor kunne idéen om en dødspille være en besnærende tanke.

|Det interessante ved dette ønske er, at selvom vi tror, at døden bliver det største ønske, når den kommer tæt på, er det ofte det modsatte, som er tilfældet. Jo mere vi nærmer os døden, desto mere kæmper vi ofte for livet. Det er på afstand, at vi hurtigt kan få en tanke om et fuldstændig uudholdeligt liv i en miserabel sygdomssituation.

Samtidig er det, når vi betragter andre udefra, at vi ønsker livets afslutning. Alene det at gå forbi et ældrecenter kan få os til at tænke: Hvordan holder de det ud, de har da ikke noget liv længere?, fordi det fra distancen kan minde om en levende bisættelse. Her kan man få den tanke, at dødspillen vil blive en sællert.

LÆS OGSÅ: Vigtigt at vide om aktiv dødshjælp

Men nej. Livets logik er en ganske anden. Det forunderlige ved menneskelivet er, at styrken i menneskets dødsønske ikke har en direkte forbindelse med dets lidelser. Det er ikke sådan, at jo mere syg man bliver, desto hurtigere vil man gerne herfra. En pointe, jeg ofte har fået bekræftet i mødet med døende på flere af landets sygehusafdelinger.

I modsætning til hvad man kunne forvente, er det sjældent sådan, at jo værre man har det, desto stærkere ønsker man at dø.

Vi kender alle til påskønnelsen af egen vores sundhed, når vi ser andre lide under svær sygdom. Samtidig kan vi få en tendens til at overføre vores egen livsdom ned over den syge: Hvad er det dog for et liv?, Gid hun dog snart må få fred, eller Der er jo ingen værdighed tilbage og så videre. Men patienten selv bliver ved med at leve, selvom døden lægger andre planer.

En af de største misforståelser i debatten om aktiv dødshjælp er efter min mening tanken om, at de døende ligger på stribe med et ønske omaktiv dødshjælp og vil være de første til at sluge dødspillen, hvis den lå på natbordet. Det er på ingen måde tilfældet, selvom jeg selvfølgelig ikke er blind for, at ønsket kan opstå. Men selv i situationer, hvor jeg personligt har tænkt Hvad er det dog for et liv?, har patienten levet til døden og fyldt livet på vejen derhen.

Så nej, vi skal selvfølgelig hverken producere eller markedsføre dødspillen. I stedet skal vi leve med døden som en del af livet og som det vigtigste hjælpe hinanden i livet på vejen derhen.

Etisk set bliver skrevet på skift af tidligere formand for Det Etiske Råd Erling Tiedemann, forstander på Testrup Højskole og idéhistoriker Jørgen Carlsen, lektor og formand for Det Etiske Råd Jacob Birkler, tidligere medlem af Det Etiske Råd Klavs Birkholm og tidligere folketingsmedlem Tove Videbæk

STORT TEMA: Aktiv dødshjælp