Svaret på smerten er ikke dødshjælp

Et civiliseret samfund prøver at fjerne lidelserne, ikke de lidende

I en på alle måder usædvanlig serie har Kristeligt Dagblad i de seneste tre uger belyst emnet dødshjælp, både forstået som aktiv dødshjælp og assisteret selvmord. Vi har beskrevet holdninger, metoder og problemer hos de parter, der involveres, når et samfund tillader nogle borgere at fremskynde andre borgeres død. Men især har vi i grundige portrætter fortalt om mennesker, der enten har fået hjælp til at dø i udlandet eller ønsker at få det her i landet.

LÆS OGSÅ: Derfor skriver vi om Kjelds assisterede selvmord

Det slående er, at disse personers lidelseshistorier ikke har ret meget til fælles. Ikke engang dét at være uafvendeligt døende. En har med sikkerhed et invaliderende og dødeligt sygdomsforløb foran sig, men muligvis år at leve i i stadig mere hjælpeløs tilstand. En anden har helt sikkert mistet livslysten, men har på det mere fysiske plan alene nogle diffuse lidelser og er efter alt at dømme ikke terminalt syg. Og så er der dagens store beretning om den alvorligt syge, men absolut ikke døende 61-årige Kjeld Rasmussens rejse til Schweiz, hvor han for en uge siden fik hjælp til at tage sit liv på en professionel dødsklinik.

Det er dødshjælpens ansigter. Det er skæbner af en art, vi vil komme til at se og høre meget mere til, hvis Folketinget retter ind efter det, som et stort flertal af vælgere siger, at de ønsker: legalisering af dødshjælp i Danmark.

Kristeligt Dagblad mener, at Folketinget bør tøve og fastholde sin modstand.

LÆS OGSÅ: En enkeltbillet til Zürich

Ingen af de mennesker, vi har beskrevet, bør dø eller burde være døde, fordi de frygter at ende deres liv med utilstrækkelig smerte-lindring eller manglende menneskelig omsorg. Og ingen fortjener at skulle føle sig overflødige og uønskede, fordi de ikke længere fungerer fysisk. Et civiliseret og i Danmarks tilfælde ovenikøbet rigt samfund sørger for sine medlemmer, også når de er ensomme og syge, og også når dén tilstand bliver rigtigt besværlig og dyr. Det er i bund og grund en ulykkelig udvikling i vores kultur, der har fremmet idéer om, at døden er løsningen på livets smerte, den være sig åndelig eller fysisk.

Dette er ingen belærende og nedladende holdning til de skæbner, vi har beskrevet. Tværtimod. Men det er en indsigelse mod den opfattelse, de portrætterede tydeligvis selv bærer på, deres store forskelligheder til trods: at det uperfekte, syge og, ja, lidelsesfulde liv er mindreværdigt. At det med et ord, der meget sjældent defineres og derfor bare er blevet et tomt mantra er uværdigt. Noget, der skal renses ud.

Det er lidelserne, ikke den lidende, der skal fjernes. Palliation, lindring for uhelbredeligt syge, er meget langt fremme og under stadig udvikling. Hospicebevægelsen er glædeligt nok i vækst, og med nok sengepladser på hospicer ville den sidste del af livet for mange syge kunne lettes så meget, at en kunstigt fremskyndet død ikke længere behøver at fremstå som den mindst ringe løsning. Endelig skyldes en del af støtten til aktiv dødshjælp, at mange fejlagtigt tror, at døende mennesker herhjemme holdes i live alt for længe. Det gør de ikke. Passiv dødshjælp, ophør af udsigtsløs behandling, er fuldt lovlig i Danmark og overflødiggør i praksis mange af de bekymringer, der nærer støtten til den aktive dødshjælp.

Vi mener, at de skæbner, vi har beskrevet, fortjener at leve med hjælp, smertelindring og omsorg, uanset hvor udsigtsløst de ser deres eget liv.

Ja, samfundet har begrænsede ressourcer. Men med aktiv dødshjælp som en mulighed bliver det efter nogen tid til en uudtalt samfundsmæssig forventning, at mennesker med kostbare behandlingskrav forstår, at de bør takke af. Dét samfund behøver vi ikke fremskynde.jd