For og imod: Præsters holdning til aktiv dødshjælp

Tre ud af fire præster er imod aktiv dødshjælp, viser en rundspørge, som Kristeligt Dagblad har fået lavet. Mød to præster, der er hhv. for og imod aktiv dødshjælp, ved at bladre her i billedserien

Ja. Intet menneske skal vride sig af smerte ind i døden, mener sognepræst i Grundtvigskirken i Esbjerg Loa Skovgaard Vibe Christensen

Ja, fordi livet efterhånden har nogle mønstre, som kan gøre det svært at leve. Og den viden, vi får omkring sygdomme og den manglende mulighed for at behandle, gør livet sårbart. Og det er måske uforeneligt med liv for nogen. Det er svært at sætte en grænse for, hvornår det skal tillades. Jeg har ikke nogen faglig forudsætning for at sætte den, men samtidig ved jeg, at der er mennesker med sygdomme, som kan diagnosticeres, men hvor der intet kan gøres for at lindre deres smerter. Skulle de mennesker ytre ønske om at ende deres liv, så mener jeg, at det skal være muligt for den syge at få ordentlig hjælp til det. Det skal bero på en lægelig vurdering, og den vurdering skal være ukrænkelig, så lægerne har 100 procent frihed til at vurdere, om patienten vitterlig er en kandidat til aktiv dødshjælp. For alle mennesker kan jo presses, også læger.

Hvordan sikrer man, at lægerne ikke bliver presset med penge til at godkende aktiv dødshjælp?

Det er svært, men lægerne må handle i god tro og dokumentere deres afslag eller tilladelse til aktiv dødshjælp. Afgørelsen skal bero på forskellige uafhængige lægers vurderinger. Men det er vigtigt, at vi hører de mennesker, for hvem livet ikke er en mulighed mere, fordi de ikke kan overskue livet. Hvis de har gode grunde, skal de have hjælp til at dø. Vi griber i forvejen ind i livet, for eksempel når vi forlænger det ved at give en ny nyre eller en ballonudvidelse af blodårerne. Livet går ikke altid sin naturlige gang.

Men nogen mener, at det er mord, og det strider mod alt, hvad kristendommen siger om dette. Hvad siger du til det?

LÆS OGSÅ: Tre ud af fire præster er imod aktiv dødshjælp

Jeg har forståelse for, at folk har den holdning. Den deler jeg ikke. For der er forhold, der simpelthen gør, at man ikke kan leve. En sygdom som Huntingtons sygdom, hvor hjernen populært sagt går i forrådnelse, forårsager meget smerte. Her er det kun ved at slå ihjel, at man kan hjælpe. Rigtig mange ender med at begå selvmord, for sygdommen er arvelig, og mange har derfor set deres forældre gå i forfald. Når vi ikke kan gøre noget for at hjælpe, skulle aktiv dødshjælp være en mulighed.

Men kan det ikke meget nemt blive en glidebane?

Jo, glidebanen er, hvis aktiv dødshjælp ender, som vi ser det med den fri abort i dag, hvor man nærmest kan få en kønsscreening, så man vælger abort på grund af kønnet. En bodybuilder, der har dyrket sin krop hele livet, men som ser den henfalde, når han er 60 år, skal selvfølgelig ikke kunne få aktiv dødshjælp, fordi han føler, det er uforeneligt med liv. Det kan ikke være en gyldig grund til at begå medicinsk selvmord på en klinik eller sygehus, og det kan alderdom heller ikke være.

Men er den kristne opgave ikke at tage vare på livet i stedet for at afskaffe liv?

Jeg er af den opfattelse, at livet fortsætter, når vi er døde. Men nej, vi skal ikke for alt i verden tage vare på livet, hvis livsformen er uforenelig med liv. Vi har en kultur, der siger, at vi helst skal leve for evigt. Men det kan aldrig lade sig gøre. Så man skal tage døden på sig, når den kommer, og det skal man kunne gøre under ordnede forhold i stedet for, at familien finder en med et reb om halsen i garagen.

475 procent af præsterne er imod aktiv dødshjælp, mens 71 procent af befolkningen går ind for aktiv dødshjælp. Hvorfor den store forskel?

Der vil nok være en overrepræsentation blandt præster, som mener, at livet er ukrænkeligt. Jeg tror desuden, at mange har mødt mennesker, der føler sig til overs, og som selv mener, de lige så godt kunne dø. Den erfaring gør, at nogle præster mener, at livet skal have mere værdighed, uanset hvordan det leves. Jeg mener, at livet skal leves i den bredeste fortolkning af værdighed. Men et sygt menneske med kort, smertefuld tid tilbage skal have lov til at ende sit liv under ordentlige forhold. For nogle mennesker er deres sygdom ikke forenelig med livet og dets afslutning, hvor smerterne ofte er for store. For døden kan ikke altid lindres. Og den erfaring kan danne baggrund for et ønske om at dø. Det er ikke meningen, at noget menneske skal vride sig af smerte ind i døden.

portræt side 7

Nej, for livet er en gave fra Gud, og det er ikke op til os at gøre os til herre over livet. Jeg sætter ikke spørgsmålstegn ved menneskers ret til at tage deres eget liv hvad individet gør ved sin egen gave, blander jeg mig kun i, hvis nogen spørger mig til råds. Men idet du går ind og hjælper et andet menneske til at dø, er du med til at gøre dig til herre over livet. Jeg kender mennesker, der er lammede, men som er glade for deres liv hver dag. Der er mulighed for smertelindring og hjælp til at bære lidelsen. Jeg er selv født med en hjertelidelse og har været igennem flere operationer. Jeg kender til smerter og ved, hvad jeg taler om. Men jeg har selvfølgelig ikke været derude, hvor smerten er ubærlig.

Men gør vi os ikke i forvejen til herre over livet, når vi giver en ny nyre eller opererer hjertet for at forlænge livet?

Der er ikke noget i Bibelen, der siger, at vi ikke kan udnytte den viden, vi har. Gud har skabt os i sit billede med en hjerne, der kan udvikle sig, og et samfund, der kan bygge på en masse ekspertise og viden. I min forståelse af livet som gave fra Gud kan jeg kun være imod aktiv dødhjælp.

Er der ikke ingen forhold, der gør, at man simpelthen ikke kan leve længere?

Jo, hvis det drejer sig om gamle og syge mennesker, der ikke kan mere, og som kun holdes i live ved at give lidt sondemad. Der kan man godt lade være med at give sonde, og i løbet af kort tid vil de indre organer lukke ned. Men aktiv dødshjælp, hvor man giver en sprøjte eller nogle piller, kan i mine øjne ikke forsvares.

Alternativet er for nogen selvmord, og det vil ofte være de pårørende, der finder den døde, måske hængende i garagen. Kan aktiv dødshjælp ikke være en hjælp her, så man også skåner de pårørende?

Hvis en person ønsker at tage sit eget liv, er der mulighed for gøre det på andre måder end at hænge sig selv i garagen, hvor de pårørende finder en. Jeg går ikke ind for selvmord, men anerkender ethvert menneskes valg. Og hensynet til de pårørende er ikke grund nok til at tillade dødsklinikker. Man bliver nødt til at spørge sig selv om, hvornår aktiv dødshjælp er en hjælp til de pårørende, der ikke kan klare det mere, og hvornår det er en hjælp til den person, der har lidelsen. Men det er ikke os, der skal tage livet i egne hænder slet ikke andres liv.

Hvis et menneske virkelig ikke ønsker at leve mere, fordi personen måske har en sygdom, som ikke gør livet værd at leve, hvorfor skal han eller hun så tvinges til det?

Der er det op til ethvert menneske selv at bestemme, om han eller hun vil leve eller ej. Det behøver man ikke blande andre ind i. Der er flere sygdomme, som er rigtig slemme, og hvor mennesker kommer derud, hvor de ikke ønsker at leve mere. Huntingtons og Alzheimers for eksempel. Ved Alzheimers kan de ikke selv gøre noget ved det, for de er ikke selv klar over, hvor slemt det er. Derfor bliver den også kaldet de pårørendes sygdom. Men det skulle jo nødigt være de pårørende, der fik deres ønske opfyldt om, at vedkommende med Alzheimers skulle have aktiv dødshjælp. Det kan meget nemt blive en glidebane.

Dyr kan godt blive aflivet, fordi man synes, det er uforsvarligt og uetisk at lade dem leve. Hvorfor kan mennesker så ikke få samme mulighed?

Der er forskel på mennesker og dyr i skaberværket. Vi har en forpligtigelse til at passe på dyrene og et ansvar for at hjælpe dem, når smerterne er for slemme. Det er noget andet med et menneske. Mennesker har deres egen fri vilje og kan tage deres eget liv. Det kan jo være, at det menneske skifter mening i morgen og gerne vil leve. Men så er der ingen mening i at skifte, hvis man ikke er her mere. Den fortrydelse er så menneskets eget ansvar. Hvis ansvar er det, hvis man får hjælp til at dø på en dødsklinik?

475 procent af præsterne er imod aktiv dødshjælp. Blandt befolkningen går 71 procent ind for aktiv dødshjælp. Hvorfor den store forskel?

Vi præster har vores liv og virke inden for det etiske felt. Det er noget, vi overvejer meget, fordi vi har døden inde på livet. Og i præstestanden er der nok en større del, der har en fast tro på Gud og livets forkrænkelighed. Det, tror jeg også, afspejler sig i svarene.

Sognepræst i Esbjerg Loa Skovgaard Vibe Christensen går ind for aktiv dødshjælp. Foto: privat - sendt til redsek ekstern 2. juli
Sognepræst i Tappernøje Nete Ertner Rasmussen er imod aktiv dødshjælp. Foto: privat - sendt til redsek ekstern 8. juli