- Jeg vil sige ordentligt farvel

Helge Adam Møller satte for alvor gang i debatten om aktiv dødshjælp med et læserbrev i Kristeligt Dagblad i tirsdags. -- Foto: Claus Peuckert Denmark

Den konservative Helge Adam Møller havde for 20 år siden spørgsmålet om aktiv dødshjælp helt inde på livet, da hans far fik tre-fire meget svære måneder, før han døde. Politikeren var dog tilhænger af aktiv dødshjælp mange år tidligere

Golfkøllerne står i et hjørne af kontoret. Dem håber den 67-årige konservative folketingspolitiker Helge Adam Møller at kunne bruge mange år i endnu.

– Jeg håber at blive mindst 100 år, og mine døtre på 13 og 15 år ved allerede, hvad jeg ønsker mig til den tid. Jeg ønsker mig nemlig en elektrisk golfvogn, så jeg kan køre rundt og spille golf 10 år mere, siger Helge Adam Møller og ler.

Han har sat gang i debatten om aktiv dødshjælp med et læserbrev i Kristeligt Dagblad. Han slår til lyd for, at mennesker selv skal kunne bestemme, hvornår de vil herfra, i hvert fald hvis de er uhelbredeligt syge.

– Jeg håber ikke, at mit sidste halvår bliver sådan, at jeg ikke er mig selv mere. Forstået sådan, at jeg ikke kan genkende mig selv eller mine nærmeste, at jeg skal mades gennem en sonde, at jeg har smerter og ikke kan genkende mine børn eller mine søstre, og at jeg skal have skiftet ble tre gange om dagen. Det ville jeg ikke have det godt med, siger Helge Adam Møller.

Han tilføjer, at han fuldt ud respekterer, at andre kan se anderledes på det – han kunne bare ønske, at modstandere af aktiv dødshjælp udviste samme tolerance.

Det sidste er en spids hentydning til de seneste dages ophedede debat i avisen, hvor flere skribenter har spurgt til, om han overhovedet ved, hvad det er, han foreslår.

Det mener den konservative politiker selvsagt, at han gør.

Han præsenterede sit synspunkt offentligt på det konservative landsråd i efteråret og blev modsagt af partifællen Tove Videbæk.

Han tog også ordet som privatist ved Folketingets åbning i oktober for at forfægte den aktive dødshjælp, når nu folketingssalen for en sjælden gangs skyld alligevel var godt fyldt op.

Det indlæg fik han efter eget udsagn mange positive reaktioner på, både fra ministre, partifæller og oppositionspolitikere.

Men hvor stammer hans holdning fra?

– Så langt tilbage jeg kan huske, har jeg haft den holdning. I hvert fald de seneste 35-40 år har jeg ment, at det burde man have mulighed for.

Jeg er et menneske, der gennem min opvækst har lært, at det enkelte menneske bør have ansvaret for sin egen skæbne og sin egen tilværelse i så høj grad som muligt. Jeg ved godt, at man kan være født heldig eller uheldig og med bedre eller dårligere evner, men generelt mener jeg, at man selv har et kæmpe ansvar for, at man får et så godt liv som muligt.

Og at dem, man omgås, også får et så godt liv som muligt, siger han.

– Selvom jeg er kristen, er jeg ikke kristen på den måde, at jeg tror, at Vorherre ene har skabt verden. At det er Ham, der alene har ansvaret for at bestemme, hvornår vi skal herfra.

Han pointerer, at han har fået henvendelser fra præster, som er enige med ham, og fra nogle, der er uenige.

– Første gang, det med aktiv dødshjælp kom ind på livet af min familie og mig, var, da min far (oberst Adam Møller, red.) døde i en alder af 77 år for 20 år siden.

– Det sidste halvår var for ham, undskyld udtrykket, et Helvede. Hans store ønske var, at det skulle være forbi.

– Min far var soldat og folketingsmedlem gennem mange år, og han var et stærkt menneske. Han led det sidste halve år meget under, at han, der tidligere kunne alt, kunne mindre og mindre og blev mere afhængig af andre.

– Det passede ham ikke, og de sidste tre-fire måneder sagde han faktisk til min mor, mine søstre og mig, at vi ikke måtte komme og besøge ham på Rigshospitalet, hvor han lå. Han ville simpelt hen ikke modtage besøg.

– Hvordan reagerede vi på det? Vi kom der ikke, og det fortæller vel noget om den respekt eller kærlighed, vi havde. Det var fars ønske, og først to-tre uger før han døde, tog jeg derud. Det var næsten ubærligt, men selv om det var imod min fars ønske, gjorde jeg det alligevel, og det gjorde mine søstre også.

– Jeg er sikker på, at min fars store ønske var, at han havde kunnet afslutte det tre-fire måneder før, fortæller Helge Adam Møller.

Han er overbevist om, at hele den nære familie havde det på samme måde.

Vi vender tilbage til sammenhængen mellem tro og holdningen til dødshjælp.

Helge Adam Møller indrømmer, at man selvfølgelig dårligt kan gå ind for aktiv dødshjælp, hvis man tror på en skabende Gud, som holder det hele i gang. Men hans forståelse af kristendommen er en anden.

– Sådan noget som næstekærlighed og det meste af det, der er udtrykt i De Ti Bud, er en del af kristendommen. Det med at vende den anden kind til, at gøre godt mod sin næste, det ligger dybt i mig, og det lå dybt i min opdragelse. Jeg tror, flere ville blive lykkelige, hvis de levede efter de regler, siger han.

Vi taler om anden side af kristendommen, nemlig det med at vi er magtesløse, og lidt udfordrende kunne man spørge, om det ikke er godt for os at blive konfronteret med egen skrøbelighed og forkrænkelighed?

Handler det altid om at komme af med ulykken og smerten så let som muligt?

–Nej, man lærer mest af sine fejltagelser, men dette her er det sidste. Hvor meget kan man lære af at lide i de sidste to måneder af sit liv? Det har jeg svært ved at se formålet med, svarer han.

Helge Adam Møller bor i Næstved, og han tager ofte toget til København. Der går ikke en måned, uden at toget bliver forsinket på grund af "personpåkørsel", som det hedder i DSB-jargon.

De mange selvmord bruger han som et argument for den aktive dødshjælp. Hvilket imidlertid rejser spørgsmålet, om han generelt mener, at mennesker skal have ret til at tage livet af sig selv – også når de ikke er alvorligt syge.

Det ville jo være den logiske konsekvens af synspunktet om, at mennesket skal bestemme selv.

For første gang i interviewet tøver Helge Adam Møller med sit svar.

Han er tilhænger af, at vi lytter til erfaringerne fra Belgien og Holland, hvor folk kan ønske sig i døden, for eksempel via et testamente.

Dermede skal to læger uafhængigt af hinanden fastslå, at den uhelbredeligt syge ønsker aktiv dødshjælp. Men en generel accept af selvmord for alle?

–Det er det, de kan i Schweiz, men der er dog også andre ting, der skal opfyldes.

– Det ved jeg ikke, det har jeg ikke gjort min stilling helt klar til endnu. Men det med uhelbredelig sygdom er det største problem for mange mennesker. Der er min holdning helt afklaret, også for mig selv. Hvis jeg selv magter det den dag, og hvis det ikke er lovliggjort, vil jeg helt klart foretrække at samle min familie og sige farvel på en ordentlig måde, siger Helge Adam Møller.

Så skulle ingen kunne være i tvivl.

Hoffmann@kristeligt-dagblad.dk