Hvem skal bestemme over vores død?

Tegning: Rasmus Juul.

Et flertal af danskerne mener, at det skal være lovligt at få hjælp til at dø, hvis man er uhelbredeligt syg. Men politikerne siger nej. Centralt i diskussionen om for og imod står begreber som lidelse, værdighed og selvbestemmelse

For 20 år siden arbejdede sygeplejerske Lisbet Due Madsen på en kræftafdeling. Hun havde netop været på efteruddannelseskursus og lært et spørgsmål, man kunne stille til alvorligt syge mennesker. Det lød: Hvis jeg skal gøre noget godt for dig lige nu, hvad skal det så være?.

En aften blev hun kaldt ind til en yngre kvinde, som lå i sin hospitalsseng uhelbredeligt syg af kræft. Og hendes svar på Lisbet Due Madsens velmenende spørgsmål lød: Så skal du gå hen til medicinskabet, fylde en sprøjte med morfin og give mig det hele på en gang.

Lisbet Due Madsen blev tør i munden og fugtig i håndfladerne. Hun svarede: Det kan jeg ikke, det vil jeg ikke, og det må jeg ikke.

Hun spurgte derfor igen: Hvis jeg skal gøre noget godt for dig lige nu, hvad skal det så være?.

LÆS OGSÅ: Læger: Den naturlige død er afskaffet

Kvinden bad om at få sengen kørt hen til elevatoren og op til hospitalets øverste etage. Igen sagde Lisbet Due Madsen: Det kan jeg ikke, det vil jeg ikke, og det må jeg ikke. Derefter sagde hun:

De to første ting, du har bedt mig om, har jeg ikke kunnet gøre for dig. Nu vover jeg alligevel at spørge dig en gang til: Hvis jeg skal gøre noget godt for dig, hvad skal det så være?.

Kvinden svarede først ikke, men så sagde hun stille: Det er så svært at dø fra sine børn.

Den unge kvinde døde kort efter af sin sygdom, og Lisbet Due Madsen er i dag hospiceleder på Arresødal Hospice. Den erfarne sygeplejerskes pointe med historien er, at ønsket om at dø før tid ofte bunder i eksistentiel lidelse. Og at omgivelsernes opgave er at hjælpe med at bære lidelsen frem for at afslutte den med dødshjælp.

Mange mennesker, som er alvorligt syge af eksempelvis kræft, tænker på den ene side: Bare det snart kunne være slut. Og på den anden side: Bare jeg kunne få lov til at leve. Når man udtrykker et ønske om at dø, er det ofte en måde at sige: Hør på mig!. For denne unge kvinde var tanken om at skulle dø fra sine små børn en ubærlig lidelse. Jeg kunne ikke gøre andet for hende end at tale med hende og lytte og dermed være med til at bære det ubærlige.

Mange læger og sygeplejersker, der arbejder med uhelbredeligt syge eller døende, har stået i lignende situationer. Også pårørende kan fortælle, hvordan de har oplevet et sygt menneske trygle om hjælp til at gøre en ende på livet. Men både drab og hjælp til selvmord er ulovligt i Danmark førstnævnte kan give fængsel op til livstid, mens drab udført efter en anden persons ønske eller hjælp til selvmord straffes noget mildere, nemlig fra bøde og op til tre års fængsel.

Fra tid til anden hører man historier i medierne om syge ægtefæller, der begår selvmord sammen. Eller pårørende, der har hjulpet en mor, ægtefælle eller anden nærtstående til at dø. De få, men opsigtsvækkende sager skaber ofte debat om, hvorvidt vi skal afkriminalisere hjælp til at dø i Danmark. Centralt i debatten står lidelse, værdighed og livskvalitet og ikke mindst autonomi begreber, som alle bliver udlagt forskelligt, afhængigt af om man er for eller imod dødshjælp.

Modstandere og fortalere kan faktisk ikke engang enes om, hvad man skal kalde det. I de fleste andre lande bruger man ordet eutanasi, som betyder god død på oldgræsk. Den mest brugte vending herhjemme er aktiv dødshjælp, som også Kristeligt Dagblad anvender. Modstandere mener dog, at det er positivt ladet på grund af ordet hjælp og foretrækker drab på begæring. Men det klinger uhørt negativt, synes blandt andre Morten Dige, lektor i filosofi ved Institut for kultur og samfund på Aarhus Universitet, som går ind for aktiv dødshjælp.

Det lyder, som om vi skal have ret til at bestille aflivning, når vi ikke gider leve længere. Og det er da et skræmmende scenarium. Det, jeg går ind for, er en mulighed at yde hjælp til at dø, hvis det er åbenlyst og hvis en læge vurderer, at det er det eneste, der kan hjælpe patienten, siger han.

Selvom man i dag har mange muligheder for at afhjælpe fysisk smerte og ubehag, kan den åndelige lidelse i visse tilfælde være umulig at lindre, mener han.

Med til billedet hører tab af værdighed og færdigheder samt det psykiske forfald og den fysiske degeneration, som visse måder at dø på indebærer. Det kan smertebehandling ikke afhjælpe. Der er nogle måder at dø på, som simpelthen er uacceptable for mennesker, siger Morten Dige.

Både fortalere og modstandere skeler til lande, hvor aktiv dødshjælp eller assisteret selvmord allerede er indført.

Det første sted i verden var i 1994 i den amerikanske stat Oregon, der gjorde det lovligt for læger at assistere selvmord. Endnu to amerikanske stater, Washington og Montana, har siden lovliggjort assisteret selvmord.

I Europa var Holland i 2002 det første land til at lovliggøre aktiv dødshjælp dog efter at det havde været straffrit for læger i årtier at yde hjælp til at dø. Siden har også Belgien og Luxembourg indført lignende lovgivning.

I Schweiz er aktiv dødshjælp ikke tilladt, men det er lovligt at yde hjælp til selvmord, hvis det gives ud fra uegennyttige motiver, og hvis selvmorderen selv foretager handlingen. Siden 1990 har et stigende antal organisationer tilbudt at hjælpe uhelbredeligt syge til selvmord. Kun den ene organisationen Dignitas tager imod udlændinge, og indtil videre har tre danske statsborgere benyttet sig af muligheden.

LÆS OGSÅ: Helt uenige om aktiv dødshjælp: Folket er for, politikerne imod

I Danmark er det lovligt for en læge at undlade at behandle eller stoppe med behandling, hvis man vurderer, at det er udsigtsløst, fordi patienten er uafvendeligt døende. Man må også gerne smertelindre eller bedøve patienten i et omfang, hvor den medicin, der lindrer, på et tidspunkt bliver givet i doser, så man dør af det.

Grænserne i feltet diskuteres dog hele tiden, fordi lægernes muligheder for at behandle og holde i live hele tiden rykker sig, og Det Etiske Råd har flere gange taget stilling på området.

I september 2012 kom Det Etiske Råd med sin seneste udtalelse om eventuel lovliggørelse af aktiv dødshjælp. Det skete efter anmodning fra sundhedsminister Astrid Krag (SF). Og til forskel fra alle tidligere udtalelser, hvor et enigt råd har været afvisende, var 2 af de 17 medlemmer tilhængere af en lovændring under forudsætning af, at man først foretog et gennemgribende udredningsarbejde. Resten af rådet var imod.

En af modstanderne er Thomas Ploug, professor i etik ved Institut for kommunikation på Aalborg Universitet.

Jeg kan godt få øje på situationer, hvor det kan være rigtigt at hjælpe mennesker til at dø. Men diskussionen handler for mig ikke om, hvorvidt der findes sådanne situationer, men om, hvorvidt det skal introduceres i det danske sundhedsvæsen. Og der er jeg modstander. Først og fremmest fordi jeg er bange for, at der lægges pres på mennesker for at vælge døden til, fordi den syge føler sig uønsket. For eksempel fra pårørende. Og bare et enkelt dødsfald, som ikke er ønsket, er et for mange. Sat på spidsen vil jeg hellere have et menneske i live med smerter. Smerter kan vi nemlig gøre noget ved, siger han.

Frem for aktiv dødshjælp pegede flertallet i Det Etiske Råd på, at den palliative indsats i Danmark burde opgraderes altså den professionelle lindring af mennesker med uhelbredelige sygdomme. Palliation udføres alle steder i sundhedsvæsenet, men på et specialiseret niveau på både særlige hospitalsafdelinger, af teams og på hospice, og formålet er netop at forebygge, undgå eller reducere lidelse. Er indsatsen god nok, vil meget få ønske at afbryde livet før tid, lyder antagelsen.

Per Sjøgren er overlæge ved Rigshospitalet og professor i palliation. Han sidder også i bestyrelsen for den internationale organisation European Association for Palliative Care. Ifølge ham halter Danmark langt bagefter, når det gælder optimal lindring af lidelse hos uhelbredeligt syge patienter, selvom vi har set store forbedringer på området de senere år. Men uanset at Danmark havde de optimale forhold på området, ville det næppe fjerne visse menneskers ønske om at komme fra livet før tid.

Selvom vi kan blive dygtigere herhjemme, er det et falsum, hvis man påstår, at alle smerter kan lindres. Og det er jo ikke nødvendigvis smerter, som bringer folk til de her beslutninger. Det kan lige så godt være eksistentiel lidelse, angst, ulidelig kvalme, eller at man bare intet kan mere, siger Per Sjøgren.

Selv har han kun nogle ganske få gange i sin lange lægelige karriere mødt patienter, der ønskede at tage livet af sig og som holdt fast i beslutningen.

Jeg er grundlæggende imod aktiv dødshjælp, også når jeg hører, hvordan det foregår i andre lande eksempelvis Holland. Alene kontrolapparatet er jo omfattende, og alligevel kan man ikke gardere sig imod fejl, siger Per Sjøgren, der også peger på, at der ville opstå nye etiske problemstillinger, hvis man indførte aktiv dødshjælp.

De store problemstillinger omkring fødsel og død kan man ikke lovgive sig ud af der vil altid være modhager, og selvom det lyder som løsningen på visse etiske kvaler, vil det skabe nogle nye. Diskussion om etikken ved livets afslutning hører aldrig op.

Et af de grundlæggende argumenter i modstanden mod aktiv dødshjælp er det klare kristne bud: Du må ikke slå ihjel. Og faktisk er alle religioner modstandere af dødshjælp og selvmord. Men spørger man danskerne, er der et overvældende stort flertal for at indføre aktiv dødshjælp den seneste spørgeundersøgelse lavet i et samarbejde mellem TrygFonden og Palliativt Videncenter viste i januar, at 71 procent af os går ind for aktiv dødshjælp.

Politisk er sagen dog en ganske anden. Ingen partier har aktiv dødshjælp som mærkesag, omend 19 procent er for, hvis man spørger medlemmerne enkeltvis.

Helle Timm er kultursociolog og leder af Palliativt Videncenter. Hun mener, at vi skal løsne op for diskussionen af for og imod ved i højere grad at vende alle vinkler af vores viden.

Der er sket en bevægelse herhjemme fra at være totalt afvisende til, at man åbner for en mulighed for at ændre på den danske lovgivning. Jeg tror, det skyldes, at samfundet udvikler sig, og at vi i Danmark altid er følsomme over for, hvad der sker i landene omkring os.

Uanset hvor meget vi skruer op for professionel hjælp, støtte og lindring til mennesker med livstruende sygdom og deres pårørende, vil der altid være en lille gruppe, hvor det ikke lykkes, mener hun.

Spørgsmålet er, hvad vi skal gøre for den gruppe, der ikke kan se meningen med eller bære at leve. Det er lille hjørne, vi snakker vi om. Men det er et meget stort spørgsmål.

Generelt bevæger samfundet sig på mange områder væk fra absolutte værdier, der er båret frem af fællesskabets etik og moral, og hen mod mere autonome værdier, hvor det er den enkeltes ret, der står i centrum. Og netop selvbestemmelsen er et kerneargument for mange fortalere for aktiv dødshjælp.

Jørgen Carlsen, højskoleforstander på Testrup Højskole ved Aarhus og medlem af Det Etiske Råd, er et af de to medlemmer, der ved rådets seneste udtalelse åbnede op for aktiv dødshjælp som en mulighed i Danmark. Han mener, det kan være en barmhjertighedsgerning over for et andet menneske at afbryde en livsbane. Og han peger på det paradoksale i, at vi hylder selvbestemmelse undtagen i døden.

Vi børster tænder, spiser vitaminpiller og dyrker motion hele sundhedsdebatten handler om at få os til at etablere ansvar for vores egen sundhed. Men når man nærmer sig det ultimative, så skal man slippe kontrollen og være from og finde sig i, at naturen går sin gang. Det er uigennemtænkt, og det er dobbelt tale.

Helle Timm mener også, det er vigtigt at respektere den enkeltes rettigheder, men det er uløseligt bundet sammen med hensynet til den nærmeste familie og resten af samfundet, siger hun.

Autonomi er vigtig men det er fællesskab også. På trods af at individualisering er en drivkraft i samfundet, lever vi i sociale fællesskaber, og hverken meningen eller meningsløsheden er løsrevet fra fællesskabet. Derfor skal vi undersøge nærmere, hvor folk er henne, når de står i den her situation, komme ned i substansen og kortlægge, hvad det vil sige at være så syg. Der er så mange ting, vi bør blive klogere på, for at forstå det her dilemma, siger Helle Timm og tilføjer:

Der kommer aldrig fred, ro og orden på det her område. Det er svære spørgsmål, og derfor er vi nødt til at blive ved med at drøfte dem gerne på et stadig mere kvalificeret grundlag.