Et umenneskeligt valg

To af rådets 17 medlemmer mener nu, at det i undtagelsestilfælde bør accepteres at hjælpe håbløst syge mennesker med at afslutte livet. Fem af rådets øvrige medlemmer mener derudover, at aktiv dødshjælp indimellem kan være menneskeligt påkrævet, uden at de dog støtter en lovændring.

Retten til at dø kan alt for nemt blive til en pligt

Det Etiske Råd udsendte i går for første gang siden 2003 en samlet udtalelse om aktiv dødshjælp. Det gjorde rådet på sundhedminister Astrid Krags (SF) anmodning, fordi flere danske meningsmålinger det seneste halve år har vist, at omkring 70 procent af danskerne støtter aktiv dødshjælp.

LÆS OGSÅ: Flertal i Det Etiske Råd står fast på at afvise aktiv dødshjælp

I modsætning til 2003 er rådet denne gang ikke længere enige om at afvise aktiv dødshjælp. To af rådets 17 medlemmer mener nu, at det i undtagelsestilfælde bør accepteres at hjælpe håbløst syge mennesker med at afslutte livet. Fem af rådets øvrige medlemmer mener derudover, at aktiv dødshjælp indimellem kan være menneskeligt påkrævet, uden at de dog støtter en lovændring.

Den nye uenighed i Det Etiske Råd kan ses som et sindbillede på udviklingen i hele den vestlige verden, hvor de enorme medicinalteknologiske landvindinger i det 20. århundrede har tvunget os til at genoverveje tidligere etiske positioner. Aldrig før har vi været i stand til at holde så mange mennesker i live så længe som nu, og med nye medicinske fremskridt vil denne situation stå mere og mere tydeligt frem.

Udviklingen rejser en lang række nye etiske problemer, hvor hovedspørgsmålet bliver, hvor de nye grænser skal gå. Det vil i første omgang føre til en ubehagelig, men nødvendig diskussion af ressourcer. Hvor meget kan og skal den offentlige sektor tilbyde?

Det næste, mindst lige så ubehagelige spørgsmål er en diskussion af grænsen mellem liv, der er værd at leve, og liv, der ikke er det. Og her er det, at de folkelige pressionsgrupper sætter ind med krav om, at aktiv dødshjælp nu tillades rent principielt som en individuel rettighed.

Alle har ret til en værdig død. Det argument hører man ofte fra folk, der går ind for aktiv dødshjælp. Udsagnet er meget tidstypisk og vidner om et samfundssyn i skred, hvor individet i dag betragtes som autonomt eller selvbestemmende. Vi vælger jo allerede selv uddannelse, partner, religion og karriere, så hvorfor ikke også lade os vælge vor egen død?

Men denne tankegang er meget farlig. Hvis man står over for at skulle vælge sin egen død, så er man i en situation, der med stor sandsynlighed er præget af angst, fortvivlelse og håbløshed. En sådan situation kan aldrig danne et rationelt grundlag for så svært et valg.

Blot det at give mulighed for dødshjælp vil lægge et umenneskeligt pres på patienten, der ved, at også læger og familie er bekendt med dette valg. Som overlæge Ole Hartling engang formulerede det i Kristeligt Dagblad, så kan retten til at dø hurtigt udvikle sig til pligten til at dø, hvis man kan se, at man er en byrde for sin familie. Denne barbariske udvikling bør vi undgå.holm