Aktiv dødshjælp - debatten, der ikke vil dø

Spørgsmålet om aktiv dødshjælp kan nemt give kynismen vind i sejlene, mener Søren Peter Hansen, provst og medlem af Det Etiske Råd. Foto: colourbox.com

Det fatale ved diskussionen er, at vort samfund i stigende grad går aggressivt til værks mod de i forvejen svage

PASSIV DØDSHJÆLP er at lade naturen gå sin gang, når enhver videre behandling er udsigtsløs. Formentlig har man alle dage praktiseret passiv dødshjælp.

Aktiv dødshjælp er et moderne fænomen: at gribe ind i livet for at fremprovokere døden. Og dog!

LÆS OGSÅ: Stigende accept af aktiv dødshjælp

Baggrunden for debatten om aktiv dødshjælp skyldes to forhold: dels en avanceret medicinsk teknologi, der kan komme til kort, dels en svækkelse af den humanistisk-kristne anskuelse, som frakender os retten til selv at råde over liv og død. I nogle lande er aktiv dødshjælp allerede legaliseret.

Spørgsmålet er, hvad der kan tale for aktiv dødshjælp? Ønsket om aktiv dødshjælp fremkommer i de situationer, hvor livet er blevet ubærligt for den enkelte. Det kan være ulidelige smerter, ingen kan gøre noget ved, fysisk såvel som psykisk.Det kan være oplevelsen af, at livet slet og ret ikke er værd at leve.

I ALLE TILFÆLDE må vi dog skelne. Det betænkelige ved for hurtigt at hjælpe en anden til at dø er, at vi dermed slipper for at finde andre og bedre løsninger, samtidig med at vi bekræfter håbløsheden.

I første omgang burde vi fremskynde oprettelsen af flere hospicer, i så fald ville problemet blive meget mindre og antage en marginal skikkelse. Hospicer vil i langt de fleste tilfælde kunne give døende mod på at leve den sidste (måske lange) tid.

LÆS OGSÅ: Fynbo anklaget for at hjælpe far med aktiv dødshjælp

DER VIL DOG ALTID være et ganske lille antal mennesker, som uhjælpeligt finder livet ubærligt.

Det kan være mennesker, som lider under smerter, ingen smertehjælp kan fjerne. Det kan være mennesker, som blot finder, at nu kan det være nok!

Men det er marginaltilfælde, som vi på ingen måde kan lovgive om. Det fatale ved diskussionen om aktiv dødshjælp er, at vort samfund i stigende grad går aggressivt til værks mod de i forvejen svage. Sproget og tonen skærpes mere og mere i de offentlige debatter.

Sociale netværk nedbrydes, vi har ingen nye (fælles) visioner om at hjælpe andre til at leve menneskeligt og værdigt til det sidste. I sådanne situationer vil vi let kunne opfatte aktiv dødshjælp som en nem og billig løsning på et problem!

Spørgsmålet om aktiv dødshjælp kan nemt give kynismen vind i sejlene.