Vi plejer ikke at slå børn ihjel

Hvordan kan man ved provokeret abort slå fosteret ihjel, samtidig med at man uden videre kalder det for et barn? spørger Carsten Skovgaard-Holm, national chef og fungerende generalsekretær i Luthersk Mission.

Abort-omsorg uden etisk logik. Hvordan kan man begynde at slå det ufødte foster ihjel og så bagefter - hvis barnet utilsigtet "desværre" lever videre - reelt tale om skrøbelighed og værdighed?

LØRDAG DEN 26. MAJ kunne vi på forsiden af Kristeligt Dagblad læse en artikel, som virkelig stillede store krav til den højere etiske logik. Det handlede om omsorg for fostre, der lever efter abort.

Nu er omsorg for menneskeligt liv en god både human og kristelig praksis. Al ære og respekt for det. Det er ikke det, der i sig selv er problemet. Men kæden hopper af, når det handler om provokerede aborter. Med den ene hånd foretager man provokeret abort for at slå fostret ihjel, og med den anden hånd skal man vise omsorg for fosteret, hvis det lever efter aborten.

LÆS OGSÅ: Fostre, der lever efter abort, skal sikres omsorg

I øvrigt er der ifølge artiklen livstegn hos cirka ti procent af de børn, der kommer til verden ved sene provokerede aborter, altså efter 12. graviditetsuge. Det er et chokerende tal.

Egentlig er det befriende, at man i artiklen uden videre kalder fostrene fra sene aborter for børn. For det er jo virkeligheden. Men det er dybt underligt, at man kan gøre det så uproblematisk. Hvordan kan man ved provokeret abort slå fosteret ihjel, samtidig med at man uden videre kalder det for et barn? Børn plejer vi altså ikke at slå ihjel.

Jordemoderforeningens formand siger om omsorgen for de levende, aborterede fostre, at det blandt andet handler om, at et lille barn, som er uafvendeligt døende, bliver behandlet med værdighed. Arbejdspres og travlhed må aldrig betyde, at der ikke bliver givet hjælp til det allermest skrøbelige, vi har.

LÆS OGSÅ: Åbenhed om levende aborter

Hvis det handler om spontan abort, giver det god mening. Men i forbindelse med provokeret abort må snakken om skrøbelighed og behandling med værdighed begynde et step tidligere. Nemlig allerede der, hvor man påbegynder den provokerede abort. Hvordan kan man begynde at slå det ufødte foster ihjel og så bagefter hvis barnet utilsigtet desværre lever videre reelt tale om skrøbelighed og værdighed?

Hvad nu, hvis omsorgen for abortbarnet bliver så god, at barnet overlever? Så er omsorgen vel gået for vidt? Det var jo ikke det, der skulle ske. Lægeligt set er overlevelse af det provokerede abortfoster sikkert teoretisk, men tanken er alligevel etisk påtrængende.

HVORDAN ER VI DOG nået dertil i vores samfund, at vi med stor politisk korrekthed kan tale om omsorg for et provokeret abort-barn, som lever videre en tid efter aborten? Mens vi finder det næsten helt naturligt og nødvendigt at foretage sene provokerede aborter på børn, der kunne leve, hvis de blev født fuldbårne?

LÆS OGSÅ: Norsk hospital praktiserer ulovlige sene aborter

Nye retningslinjer, som Sundhedsstyrelsen har udformet, taler om, at barnet, som lever videre efter den provokerede abort, ikke må lades alene. Jamen, er det ikke netop det, der sker i selve den sene provokerede abort? At det fuldstændig hjælpeløse, skrøbelige og ufødte barn lades alene i forhold til det dræbende indgreb?

I artiklen udtaler en forsker, at de nye retningslinjer blandt andet sender nogle klare signaler om, at man anser det her som et liv, og at man skal tage sig ordentligt af det. Vist er det godt at tage sig af det. Men det er helt uforståeligt, at man kan formulere det på den måde, når selve den provokerede abort går ud på at tage livet af barnet.

Folketingets Ombudsmand, Jørgen Steen Sørensen, taler i forbindelse med de nye retningslinjer om menneskerettigheder. Men hvilke menneskerettigheder har det lille barn ved en sen provokeret abort før iværksættelse af aborten?

Det er, som om vores abortetik når nye efterkristne højder. Eller i bibelsk perspektiv: nye, dybe lavpunkter.