Sene aborter skal ikke slås ihjel først

I hvert tiende tilfælde af sene aborter viser det aborterede foster livstegn.

Det er et skråplan, at sundhedsministeren foreslår dødssprøjte

I forsommeren offentliggjorde Det Etiske Råd en udtalelse om abort af sene fostre. Den handlede om, hvorvidt fostre, der aborteres efter den 12. uge, som er grænsen for fri abort, skal slås ihjel med en sprøjte, inden de kommer ud af moderlivet.

LÆS OGSÅ: Abort: En statsbetalt folketragedie

I anslået hvert tiende tilfælde viser det aborterede foster livstegn, og det kan være belastende for både forældrene til barnet og for sundhedspersonalet. På nogle af landets hospitaler tilbydes den aborterende kvinde, at fosteret kan få en kaliumindsprøjtning, en slags saltvandssprøjte, i hjertet. Derved dør fosteret af hjertestop, inden det aborteres.

Nu har sundhedsminister Astrid Krag (SF) meddelt, at hun mener, at denne sprøjte bør være et tilbud ved alle sene aborter, hvis lægerne skønner det rigtigt, selv Det Etiske Råd var delt i spørgsmålet.

Den beslutning bør ministeren ændre. Selvom nogle vil hævde, at det er underordnet, om fosteret slås ihjel, mens det ligger i livmoderen, eller om det først dør, når det kommer til verden ved en provokeret abort, må det fastholdes, at sundhedsvæsenets centrale opgave er at redde menneskeliv.

Kaliumsprøjten er en dødssprøjte, der slår fosteret ihjel, inden det dør af aborten. At udbrede brugen af den har karakter af aktiv dødshjælp, og der er forskel på at slå aktivt ihjel og lade et foster dø. At indføre sprøjten er et lille skridt på vej mod yderligere forråelse og nedgørelse af menneskelivet.

LÆS OGSÅ: Husk nu virkeligheden fra før 1973

Hele abortspørgsmålet er et minefelt af etiske dilemmaer, og de sene aborter er det ikke mindre. En del sene aborter har til hensigt at redde kvindens liv. De er forståelige, men heller ikke etisk uproblematiske.

En anden del af sene aborter bevilges, fordi fosteret ikke er levedygtigt eller har svære handicap, herunder Downs syndrom. Abort af disse fostre handler ikke om varetagelse af fostrenes tarv, men alene om varetagelse af forældrenes tarv. De er langt mindre forståelige.

Den sidste gruppe af sene aborter gælder fostre, der er levedygtige, men aborteres, fordi kvinden socialt set ikke er i stand til at tage sig af barnet. De aborter burde forbydes helt. I stedet skulle børnene fødes og adopteres væk.

Det er fostre inden for alle tre kategorier, som sundhedsministeren nu giver grønt lys for kan blive aflivet med en sprøjte, inden de aborteres.

Des ældre et foster bliver, des større etisk værdi tillægges det af samfundet, men dybest set er et foster retsløst, indtil det fødes. Det er uholdbart. Det påhviler samfundet at skabe bedre beskyttelse af fostre. Sundhedsministerens beslutning om at udbrede en dødssprøjte er et skridt i den forkerte retning. bjer