Sen abort skaber voldsom debat

Jordemoder undersøger gravid kvinde med ultralydsscanning. - Foto: Jens Astrup

Hvor stort et handicap må et foster have, før en sen abort er i orden? Det debatteres nu forskellige steder, efter at Kristeligt Dagblad i lørdags fortalte om en sen abort begrundet i en manglende underarm

Lisbeth Holt Lenskjold var ved at falde ned af spinning-cyklen, da hun lørdag morgen læste Kristeligt Dagblad, mens hun sveddryppende trampede i pedalerne. I avisen kunne hun læse om Julie F. Rask Larsen, der havde valgt en sen provokeret abort i England, fordi hendes kommende barn manglede venstre underarm. Et handicap, som den cyklende psykolog i Nordjylland kender særdeles godt. Hun har nemlig levet i 45 år med netop den skavank, efter at hun som baby var udsat for en brandsårsulykke.

Mine forældre havde således ikke det svære valg, men måtte håndtere det som et vilkår, at jeg nu manglede venstre hånd og halvdelen af underarmen, siger Lisbeth Holt Lenskjold.

Hun har svært ved at forstå, at Julie F. Rask Larsen valgte sit barn fra på grund af de mange begrænsninger, hun frygtede, det senere ville støde ind i.

Selv har Lisbeth Holt Lenskjold klaret sig igennem livet uden et eneste hjælpemiddel andet end en selvlavet plekter, da hun som barn spillede guitar.

Protese har hun bevidst valgt fra, og som barn både sjippede og cyklede hun, ligesom hun skød med bue og pil, jonglerede og byggede huler. Hun dyrkede et utal af sportsgrene og påbegyndte psykologistudiet lige efter studentereksamen.

Her udnyttede jeg mit handicap råt og fik dispensation for nogle erhvervspoint. Havde jeg ikke fået det, havde jeg taget et job og skrabet de nødvendige point sammen, siger Lisbeth Holt Lenskjold.

Siden hun blev færdig som psykolog, har hun haft arbejde på almindelige vilkår, og i de seneste 18 år har hun haft sit eget firma. I fritiden er hun ivrig jæger, ligesom hun også bestiger bjerge. Er der da slet ingen begrænsninger?

Jo, da jeg var yngre, ville jeg have langt hår, men kunne ikke selv flette det pænt. Og i dag stryger min søde mand mit tøj, fordi jeg synes, det går for langsomt, siger hun.

Lisbeth Holt Lenskjold understreger, at hun er for fri abort og også synes, at det er i orden, at man har lov til at få en sen provokeret abort, hvis der er noget alvorligt galt med barnet. Selv blev hun da også scannet, da hun for 18 år siden ventede sin søn. Men det skal ikke overlades til den enkelte kvinde at træffe beslutningen om en sen provokeret abort på grund af handicap, mener hun, der også påpeger, at kvinden kan få vanskelige psykologiske efterveer, når hun vælger en abort, efter at hun har mærket liv.

I den situation kan man som kvinde og par være i krise og være tilbøjelig til at kigge på mangler. Det er svært at vurdere, hvad er er et dårligt liv. Hvis det unge par en dag får et barn, som er helt uden handicap, er det en tung bagage for det at vide, at dets storebror blev valgt fra, fordi han ikke var helt perfekt. Det bliver et åg for det levende barn, og historien vil altid være et slæbespor for familien, siger Lisbeth Holt Lenskjold.

Flere andre har reageret ligesom Lisbeth Holt Lenskjold, fordi de selv er handicappede. De fortæller om gode liv trods lidelser, der er langt alvorligere, og flere forældre til handicappede børn fortæller, at de ofte har ønsket, at deres barn bare manglede en arm frem for det mentale handicap, det slås med.

En af dem er Mette Skovbakke. Hun havde for 10 år siden svært ved at blive gravid, og da det lykkedes med lægernes hjælp, blev det til en trillingegraviditet. Mette Skovbakke fik tilbud om at få fjernet et af fostrene, idet det er risikabelt for såvel mor som børn, når der er tre, men det ønskede parret ikke. Det valg lever familien i dag med konsekvenserne af, idet deres datter på ni år er multihandicappet, mens de to brødre er sunde og raske.

Vores datter fik ikke den næring, hun havde brug for under graviditeten, men vi ville ikke have valgt hende fra. Børn er en gave. Der går ikke en dag, uden at jeg ønskede, at hun havde et mindre handicap, men der er ingen garantier her i livet, siger Mette Skovbakke.

Hun er fortørnet over, at Julie F. Rask Larsen og hendes mand har klaget til Folketingets sundhedsudvalg over, at de ikke kunne få en sen abort i Danmark og siger:

De har et luksusproblem, og deres livssyn er både naivt og fattigt. Men når dé skal høres af Folketingspolitikerne, skal vi andre også og så må de tage nogle øretæver.

Det synspunkt deler hun med mange, fremgår det af debatten på Kristeligt Dagblads hjemmeside, hvor der dog også er flere, som støtter det unge par, der valgte aborten.

Læs den omfattende debat her og deltag også selv i debatten.