Ruth Evensen censureret af YouTube

Ruth Evensen, lederen af Faderhuset. - Foto: Mette Frandsen.

Internet-videokanalen YouTube har fjernet Ruth Evensens musikvideo om abort. I stedet har hun lavet en ny, mildere version

For stærk kost.

Sådan har mange danskere vurderet den video, som Faderhusets leder Ruth Evensen har produceret og lagt op på videokanalen YouTube, og som kunne ses på k.dk i går.

Derfor står der nu, når man prøver at klikke sig ind på Ruth Evensens musikvideo på YouTube:

"Denne video er blevet fjernet, fordi den overtræder YouTubes politik om stødende og afskyvækkende indhold".

LÆS OGSÅ: Faderhuset synger om abort i ny video

På en YouTube-video kan besøgende på hjemmesiden markere videoer som upassende. Det har så mange gjort, at YouTube har valgt at fjerne videoen.

Ifølge Ruth Evensens hjemmeside er den provokerende video, som kæder abort sammen med koncentrationslejre og massemord, lavet, fordi hun dermed håber at "kunne være med til at redde menneskeliv", skriver hun på hjemmesiden.

Nu, da den er blevet fjernet, siger hun til berlingske.dk:

"Det er meget tankevækkende, at folk kan tåle at se rå sex og brutal vold, men de kan ikke tåle at se sandheden omkring aborter".

"Det er en alvorlig sag at dræbe sit eget barn. Det er noget, der går lige i hjertet på folk, og det er derfor, de bliver så sure. For de ved ikke, hvordan de ellers skal reagere," siger Ruth Evensen.

TEMA: Abort

TEMA: Faderhuset

Som reaktion på videoens fjernelse, har hun hurtigt fået lagt en ny version af sangen ud på YouTube. En version med samme tekst, men knap så voldsomme billeder.

Videoen i sin oprindelige form kan stadig ses på Ruth Evensens hjemmeside her.

Og herunder kan den censurerede version ses:

.