Nej til begravelse af aborterede fostre

I selve begravelsen, hvor de døde overgives til Gud, ligger en eksplicit anerkendelse af, at der er tale om nogen og ikke noget, skriver Søren Stidsen.

Kirken skal ikke trøste den dårlige samvittighed, skriver cad.theol. Søren Stidsen

DET ER MED DYB FORUNDRING, jeg følger sagen om begravelse af aborterede fostre. Hvor meget jeg end vender og drejer tingene, kan jeg ikke finde rimelighed eller antydning af stringens i de tanker, der ligger bag.

Lad mig dog starte med at understrege, at denne forundring ikke gælder for begravelsen af fostre efter spontane aborter. Her skal vi som kirke tilbyde al mulig støtte og trøst. Det tror jeg, vi gør bedst ved at bruge det almindelige begravelsesritual, hvis der ønskes en begravelse. Mit indlæg her gælder udelukkende begravelse af fostre fra provokerede aborter.

I den kristne kirke har vi en lang række ritualer. Vi bruger dem i mange sammenhænge, og et ritual har altid to målgrupper: mennesker og Gud. I mange af vore ritualer kommer vi for at overgive os selv i Guds hænder i en situation, som vi ikke kan bære. Vi kommer, fordi vi trænger til hjælp, trøst og måske også tilgivelse.

I den almindelige begravelse er der de pårørende, som skal trøstes. De overgiver den døde i Guds hænder, så de kan komme videre med deres egne liv med fred i sindet. Den døde selv er på en underlig måde ikke part i ritualet. Han er allerede kommet videre, men de efterladte overgiver ham til Guds nåde.

NU TALES DER SÅ om et ritual for begravelse af fostre. Hvem er parterne? Hvad er formålet? Igen må parterne være mennesker og Gud. Der kommer nogle mennesker til kirken, som ønsker ... Ja, hvad er det, de ønsker?

Er det trøst? I så fald: trøst i hvilken sorg? Sorgen over, at det barn, de ønskede, var handicappet? Sorgen over, at de i deres egoisme fandt det ubekvemt at få et barn nu? Sorgen over, at de slog deres eget barn ihjel?

Ingen af disse former for sorg er reelt sorg. Det er dårlig samvittighed, og den må kirken aldrig trøste bort. Hvis det er det, de ønsker, må de finde en psykolog. Den, der søger at trøste den dårlige samvittighed væk, giver sin accept af den udførte handling og spærrer vejen til tilgivelse. Kirken har intet at tilbyde disse mennesker. Er det derimod tilgivelse, de ønsker, er de velkomne i kirken. Så har vi et ritual for skriftemål.

Lad os se på den anden part, Gud. Hvad skal Gud ind i sagen for? I kirken begraver vi aldrig noget, vi begraver altid nogen. Vi begraver ikke dukker, bamser, kæledyr, amputerede legemsdele eller bortopererede blindtarme. Vi begraver kun mennesker, personer skabt i Guds billede.

I selve begravelsen, hvor de døde overgives til Gud, ligger en eksplicit anerkendelse af, at der er tale om nogen og ikke noget. Den, der valgte en abort og derefter ønsker at begrave fosteret, skriver selv "drabsmand" på sit visitkort, for selve begravelsen viser, at fosteret var et menneske, at det var nogen.

De, der ønsker et begravelsesritual for aborterede fostre, burde hellere tage konsekvensen af den intuitive indsigt, at fosteret er et menneske.

Den naturlige konsekvens er at arbejde for en afskaffelse af den frie abort. Der gives ikke nogen mellemvej, hvor fosteret frit kan aborteres og så stadig tillægges mere værdighed end en blindtarm.

Søren Stidsen,

cand.theol.,

Vestermøllevej 4,Trige

Mere debat side 12