Juridisk abort: De stakkels mænd kan nu helt fralægge sig ansvaret

©PHOTOPQR/OUEST FRANCE/J. FOUQUET. VB LE 13/01/2005 ILLUSTRATION FEMME ENCEINTEGROSSESSE *** Local Caption *** Foto: colourbox.com

O, hvilken mandighed. Og hvilken egoisme, som intet ansvar vil påtage sig, selvom der dog har været to personer om at skabe og dermed tage ansvar for det barn, som er i vente, skriver læser i debatten om mænds ret til juridisk abort

Dette debatindlæg er skrevet af Henning Hansen, fhv. politiinspektør, Esbjerg V

Det seksuelle samliv er det fineste, som er nedlagt i os mennesker. Ikke blot til slægtens beståen, men som en helt naturlig del af det ægteskabelige samliv. Ægteskabet er jo netop en sammensmeltning af krop og sjæl.

Paulus skriver det så smukt: I må ikke unddrage jer hinanden, hvis I da ikke er blevet enige om det for en tid (1. Kor. 6, 5). Ægteskabet har altid været et hegn om noget værdifuldt, nemlig det seksuelle samliv.

LÆS OGSÅ: Snydt til faderskab: Skal mænd have ret til juridisk abort?

Ud fra dette værdifulde dannes de etiske normer i samfundet. Således er ægteskabet en af samfundets vigtigste grundpiller. Men det som er sandt og værdifuldt, vil altid være genstand for angreb af tidsånden, særligt hvis det er bibelsk begrundet. Sten for sten fjernes grundvolden. Følgerne er ikke til at tage fejl af.

Vi ser børn med en ødelagt identitet. Voksne som ikke fungerer, fordi styrken i et godt familieliv er væk. Så er vejen åbnet for et egoistisk selvliv, hvor alt netop handler om, hvordan jeg realiserer mig selv uden hensyn til andre.

På en helt selvfølgelig måde skrives der i dagspressen om de mange sidespring, som finder sted i forbindelse med julefrokoster med videre. Det ville være befriende, om der i stedet blev talt og skrevet om seksuallivet, som noget værdifuldt i ægteskabet. Tænk, hvis dagspressen i december måned bragte en stor artikel om at værne om de ægteskabelige værdier. Men ak, en sådan overskrift sælger ikke, så derfor forbliver det nok kun ønsketænkning.

Nu kan vi så i Kristeligt Dagblad den 3. januar læse om mandens ønske om en juridisk abort, hvis han mener sig snydt af kvinden. Man forestiller sig, at kvinden åbenbart kan bringe manden i den vildfarelse, at hun bruger prævention, hvilket så efterfølgende viste sig at være løgn. Ak ja, måske burde jeg forbigå det emne i tavshed. Men nej, tåbeligheder må frem i lyset og bedømmes ud fra, hvad der er ret og sandt.

Ønsket om juridisk abort er en frugt af det egoistiske selvliv. Tænk, hvis det blev gennemført. Igen vil det blive barnet, som kommer til at lide under et sådant mandigt svigt. Barnet har krav på både en mor og en far, men far har altså mulighed for at fravælge sig ansvaret. Kan vi forestille os, at manden kun har et situationsbestemt ansvar, hvor barnets krav om en far er tilsidesat? Nej vel?

Det er ikke kun ønsket om juridisk abort, som er forkasteligt. Den egoistiske mand har formentlig forinden forsøgt at få kvinden til at få afbrudt svangerskabet. Hvis det så ikke lykkes, så kan han bruge pressionsmidlet om juridisk abort. Han kan sige: Du kan bare føde, men det bliver aldrig mit barn. Du får ikke børnebidrag af mig. Det kan han sige til kvinden, men dybest set siger han jo til sit barn: Du har ikke mig som far.

Mange børn ønsker på et eller andet tidspunkt at opsøge deres ophav. Det kan være med til at hele dem som mennesker og dermed styrke deres identitet. Den mulighed vil altså ikke være til stede, hvis far juridisk set ikke eksisterer. For sådanne børn vil der kun være terapi tilbage, som dog aldrig vil kunne erstatte ham, som er løbet fra sit ansvar.

O, hvilken mandighed. Og hvilken egoisme, som intet ansvar vil påtage sig, selvom der dog har været to personer om at skabe og dermed tage ansvar for det barn, som er i vente.