Irland godkender kontroversiel abortlov

Abortmodstandere demonstrerer foran det irske parlament. Foto: CATHAL MCNAUGHTON Denmark

Kvinder i det stærkt katolske land får nu i særlige tilfælde lov til at få foretaget en abort

Efter en maratondebat til langt efter midnat har det irske parlament vedtaget en historisk lov, der giver en mor ret til at få foretaget en abort, hvis hendes liv er i fare såfremt svangerskabet gennemføres.

Loven blev vedtaget med stemmerne 127 mod 31, skriver BBC.

Flere medlemmer af statsminister Enda Kennys parti, Fine Gael, er modstandere af opblødningen af lovgivningen. Europaminister Lucinda Creighton, indtil for nylig anset som en mulig ny leder af partiet, gik torsdag af, fordi hun nægtede at støtte lovforslaget.

Abortdebatten i det katolsk dominerede land blev genåbnet, efter at en gravid kvinde sidste år døde på et hospital i Irland. Lægerne nægtede at foretage en abort, som sandsynligvis ville have reddet kvindens liv.

Irlands højesteret fastslog i princippet allerede i 1992, at en kvinde har ret til abort, hvis hendes liv er i fare. Men beslutningen er aldrig blevet fulgt op med en lov, som understøtter den.

Sagen udløste voldsom vrede, og flere politikere kaldte dødsfaldet en "skændsel". Amnesty International har også opfordret Irland til at få skabt klarhed i lovgivningen for at undgå en gentagelse af det tragiske dødsfald.

Overhuset i parlamentet er domineret af Fine Gael og ventes at tilslutte sig beslutningen i underhuset. Og derefter kan loven træde i kraft.