Grethe Jensen: Hullet i maven forsvinder aldrig

Det er vigtigt at få talt om og bearbejdet sin abort, mener Grethe, der for 30 år siden fik foretaget en provokeret abort og gjorde alt for at fortrænge det. Hun mener, at man må se aborten i øjnene og leve med den. – Foto: Mette Frandsen

Som 26-årig blev Grethe Jensen gravid for anden gang. I begyndelsen glædede hun sig, men senere besluttede hun sig forat få en abort. I dag, 30 år efter, kæmper hun stadig med sorg, skyld og depressive tanker

Grethe går stille ind på lægens kontor. Hun føler sig helt tom indeni og registrerer næsten ikke, hvad der sker omkring hende. Det er tid til at tage hjem, fortæller lægen. Grethe kigger op.

Var det en dreng eller en pige? spørger hun.

Det er i år 30 år siden, Grethe fik foretaget en abort. Forud var gået ugers bekymringer, angst og ensomhed, der til sidst førte til en beslutning om at få fostret fjernet.

Det er mærkeligt, jeg spurgte efter kønnet. Der må jo have været noget i mig, der ønskede at lære barnet at kende ... Da jeg kom hjem igen, sad jeg bare stille og kiggede ud i luften. Jeg var så ked af det, og jeg havde nogle tanker og følelser, jeg slet ikke kunne give udtryk for.

Grethe sukker og ser tænksomt ud i rummet. I den lille stue kaster reoler og stole mørke skygger på en ellers solrig dag. Hun fandt aldrig ud af, om det var en dreng eller pige, hun dengang aborterede.

I dag er Grethe 57 år, gift med Poul og mor til to voksne døtre. Bor i et lille hus på Sjælland og har et familieliv, hun er glad for. Men ikke alt er, som det burde være. Med sig i bagagen har hun nogle følelser, som hun ikke kan blive af med. Vrede, sorg, smerte. Sådan har det ikke altid været. Som ung, nyuddannet lærer så fremtiden lys ud.

I 1972 blev jeg gift med min dejlige Poul, og i 1975 fik vi vores første datter, Lise. Vi boede i en lille lejlighed med kun to værelser og uden varmt vand.

Grethe smiler og ler.

Det var så hyggeligt. De år ser vi tilbage på som noget helt særligt.

Tilbage i 1975 har den lille familie ikke mange penge, men de klarer sig, og et års tid efter fødslen beslutter Grethe sig for at blive hjemmegående.

Det var lidt hårdt at gå hjemme. Jeg har altid spillet meget fodbold, men holdt op, da vi fik Lise. Så på et tidspunkt fik jeg muligheden for at komme med på en fodboldtur. Det var første gang, jeg skulle af sted på egen hånd, efter jeg var blevet mor.

Grethe glæder sig til turen og tager sammen med en flok fodbolddamer færgen til en nærliggende ferieø. Men det er ikke kun bølger og blæst, der møder hende på båden.

Pludselig stod jeg over for en mand, der havde alt det, som jeg savnede ved Poul. Karsten var akademiker, uddannet på universitetet, og vi havde et intellektuelt møde, jeg nok aldrig har haft med Poul.

Grethe bliver forelsket. Tilbage hos Poul går hun til bekendelse. Hun har fundet en anden.

Det ender med, at Lise og jeg flytter fra Poul. Vi finder en lille lejlighed, og et års tid efter flytter Karsten ind hos os.

Trods en omtumlet start på forholdet har Grethe og Karsten det godt sammen. Lise ser sin far hver 14. dag, og Grethe arbejder atter som lærer. Men så en dag forandrer alt sig: Grethe opdager, at hun er gravid.

Først blev jeg egentlig glad og syntes, det var dejligt. Det var bestemt ikke planlagt, men jeg har altid gerne villet have mange børn. Og jeg syntes ikke, Lise skulle være enebarn ret længe, fortæller Grethe.

Men glæden varer kort. Karsten er arbejdsløs og går med planer om, at familien skal flytte. Han vil gerne tilbage til sin fødeø eller flytte til København for at læse videre. De nye planer kommer helt bag på Grethe. Hun ved ikke, hvad hun skal stille op.

Jeg ville ikke flytte Lise væk fra sin far. Karsten så ikke noget problem i det, og han mente også, vi sagtens kunne klare et lille barn mere. Han var friluftsmenneske og kunne jo bare tage barnet med på ryggen, når han skulle ud i naturen, mente han.

Grethe trækker lidt på smilebåndet.

Jeg tænkte for mig selv, Grethe, hvad er det, du har rodet dig selv ud i? Hvor er hans ansvarsfølelse henne, hvis han mener, han bare kan rykke en toårig ud af det miljø, hun allerede er revet ud af én gang? Jeg begyndte at indse, at Karsten måske blot var en døgnflue, men hvis vi ikke tog med ham til hans fødeø eller til København, hvad så? Ville jeg kunne klare at være alene med to små børn og skulle håndtere to fædre? Det kunne jeg ikke overskue, siger Grethe stille og fortsætter:

For mig handlede det om, at jeg manglede kærlighed og støtte fra Karsten. Jeg følte mig alene, og så er det nemt pludselig at tabe kærligheden til barnet. Så går man fra, at det er et barn til, at det er en klat blod.

Grethe bestiller en tid hos lægen. Hun vil have en abort. Beslutningen har hun taget uden at drøfte den med Karsten, og han accepterer den stiltiende. Da dagen oprinder, kører han hende til sygehuset, hvor han dagen efter henter hende igen. Fosteret er fjernet, men problemerne er ikke væk. Grethe begynder at få det dårligt.

Senere har Poul fortalt mig, at jeg om aftenen tager Lise på armen og kører hjem til ham. Jeg har åbenbart banket på hans dør, fortalt ham om aborten, og at jeg havde det dårligt. Der sker ingenting imellem os, og næste dag tager jeg hjem til Karsten igen.

Grethe stirrer ud i luften. Stemmen er tilbage i en for længst fortrængt tid. Udenfor synger fuglene smukke serenader ind ad den åbne havedør, og i den lille tætte have blomstrer tulipaner og syrener. Duftende og indbydende ser de ud, ivrigt higende efter at sprede glæde og begejstring hos husets beboere. Men Grethe synes langtfra at bemærke lyset og farverne udenfor.

Det var, som om der var noget forandret hos Karsten og mig. Jeg var ked af det, og vi begyndte at skændes om vores økonomi og om, hvordan Lise skulle opdrages. Vi kunne stadig heller ikke finde ud af, hvor vi skulle bo. Og indeni mig voksede følelsen af afmagt og tomhed.

Halvandet år efter aborten flytter Grethe og Lise hjem til Poul igen. Grethe mangler tryghed i sit liv og kan ikke længere overskue at bo sammen med Karsten. Samtidig mærker Grethe en uro i sit indre. Hvad den skyldes, ved hun ikke. Men den er der.

Jeg kan huske, jeg en dag læste en artikel i Alt for Damerne om en mor, der havde fået en ufrivillig abort. Om hvor hårdt hun syntes, det var at se andre børn og mødre med barnevogne. Bagefter sad jeg længe stille og tænkte. Jeg syntes, det måtte være forfærdeligt at miste et barn, tænk, hvis jeg mistede Lise, det kunne jeg slet ikke bære. Men Lise ville jeg jo også gerne have, det ville jeg jo ikke med det barn, jeg aborterede. Så det med at sørge... det gjaldt nok ikke for mig ...

Grethe tænker sig om et øjeblik.

I dag ved jeg, at jeg har brug for at sørge over aborten. Men det vidste jeg ikke dengang.

I 1982 bliver Grethe gravid igen. Som ved de to foregående graviditeter er hendes umiddelbare reaktion glæde og taknemmelighed. Og denne gang varer det ved. Foråret 1983 kommer Grethe og Pouls anden datter, Anne, til verden. Men lykken forsvinder brat. Et halvt år efter fødslen går Grethe ned med en depression, og tilstanden forværres hurtigt. Grethe indlægges med en fødselspsykose.

Det var en frygtelig tid. Jeg kunne ingenting. Ikke tage mig af min datter, ikke tage mig af mig selv. Poul måtte sidde i gyngestolen om natten og passe Anne. Jeg havde ingen kræfter.

Grethe stirrer tomt ud i luften.

Der var mange ting inde i mig selv, der skulle bearbejdes. Det, at jeg er skilsmissebarn, mit dårlige forhold til min mor og flere ting. I min familie har man aldrig været vant til at snakke om følelser. Det lærte jeg ved at gå til psykolog. Hun lærte mig at sætte ord på den knude, jeg havde inde i mig selv hullet i maven.

I 1983 forbinder lægerne ikke fødselspsykosen med Grethes tidligere abort, og Grethe gør det endnu heller ikke selv der er så mange andre ubearbejdede ting, der presser sig på. Efter behandlingen udskrives Grethe og kommer tilbage på jobbet. Men bedringen varer kort. Inden længe får Grethe det igen dårligt, og arbejdet må atter opgives. Noget er stadig ikke, som det skal være.

Jeg var deprimeret og havde svært ved at overskue hverdagen. Det var en hård tid, hvor jeg led af dystre tanker og angstanfald, fortæller Grethe og fortsætter:

Hvis ikke det var, fordi jeg var begyndt at gå i kirke, tror jeg ikke, jeg var kommet igennem det. Det var, som om der var en kamp mellem lys og mørke inde i mig. Og så pludselig var jeg der, hvor jeg måtte gribe fat i den sidste livstråd, jeg havde.

Grethe begynder at søge hjælp hos forskellige religiøse personer og organisationer. En dag læser hun en tekst fra en amerikansk nyreligiøs bevægelse. Teksten handler om forældre, der har fravalgt abort.

Der var noget i mig, der bare fuldstændig vendte sig. Det gik pludselig op for mig, at jeg havde haft et valg. Jeg kunne have valgt at beholde barnet, fortæller Grethe stille.

Langsomt går det op for Grethe, at depressionen har spor tilbage til aborten i 1978.

Jeg begyndte at forstå, at mine problemer ikke kun skyldtes min fødselspsykose, forholdet til min mor, og det at jeg er skilsmissebarn. Der var altså et eller andet mere, men der gik lang tid, inden jeg opdagede, at den tomhed og afmagt, jeg følte inde i mig selv, skyldtes aborten.

Grethe tier et øjeblik, før hun fortsætter:

Det er svært at se på igen. For så skal man jo kigge på sig selv, hvor følelsesløs man har været, hvor lidt plads man har haft i sit eget hjerte til andre end sig selv.

Hun sukker og trækker vejret dybt. Kigger lige frem og blinker fast. På væggen bag ved hende smiler glade pigeansigter. Grethe og Pouls døtre pryder stuen, selv når de ikke er til stede. Men det er, som om, der mangler én.

Det værste er, at der jo ingenting er tilbage af det barn. Der står blot en lille notits i min lægejournal om, at jeg fik en abort i 1978. Det er det hele. Det er utroligt ensomt.

I dag har Grethe svært ved at forstå, at ingen af de læger eller psykologer, hun har været i kontakt med, spurgte ind til hendes følelser omkring aborten. Efter indgrebet blev der ikke snakket om andet end prævention og ved behandlingen af den efterfølgende psykose blev aborten heller ikke nævnt som noget, der skulle bearbejdes, fortæller Grethe.

Når jeg ser tilbage nu, er det klart, at jeg var efterladt i et stort tomrum, hvor jeg ikke forstod mine egne reaktioner og fortrængte dem. Jeg troede, at det nok bare var mig, der var noget i vejen med. Det havde været godt med et klogt menneske, der havde snakket tingene igennem med mig efterfølgende.

Men ingen fra sundhedsvæsnets side tog initiativ til en samtale om Grethes abort. Først da Grethe for nylig selv kontaktede en privat terapeut om emnet, fik hun åbnet for og behandlet tanker, følelser og sorg, der er forbundet med aborten.

Det låg, jeg havde trukket ned over hele aborten, havde jeg brug for at få blødt op. Efter en abort er det nødvendigt med intensivt arbejde for at komme helt igennem den, fortæller Grethe og fortsætter eftertænksomt:

Men inderst inde tror jeg faktisk aldrig, man bliver til et helt glad menneske igen. Der vil altid være et tomt sted, der er meget sorgfuldt.

Alligevel mener Grethe, det er vigtigt at få talt om og bearbejdet aborten. Fortrængningen af det skete var for hende det, der udløste depressionen, og det var en medvirkende årsag til fødselspsykosen, mener hun. Hvis man skal undgå sådanne oplevelser, må man se aborten i øjnene og leve med den. For Grethe har det været en stor hjælp at se fosteret som et lille barn. Og give det et navn.

Jeg ved jo ikke, om det er en dreng eller en pige, men jeg har valgt at kalde ham David. Og det, at han har et navn, betyder, at jeg kan begynde at elske ham og bede for ham. Det åbner op for mit hjerte, fortæller Grethe.

Sidste år tog Grethe og hendes mand en tur til Vestjylland, hvor de besøgte den nu nedlagte abortmindelund ved Kaj Munks gamle barndomshjem i Vedersø.

Det var en stor hjælp, for det var et sted, jeg kunne gå hen og sige undskyld. Også for at få afsluttet det her. Jeg har jo ikke noget sted, hvor jeg kan mindes det barn, for det har jo intet gravsted. Men i abortmindelunden kunne jeg sætte en blomst og mindes det barn og sige undskyld. Og bede.

Grethe kigger op og fæstner blikket mod lyset ude i haven.

Jeg har fortrængt aborten i så mange år, men lige så stille bliver der blødt op i mit indre. Når jeg taler om det, kan jeg mærke, hvor ked af det jeg faktisk er. Men for hvert lille skridt bliver der blødt op.

livogsjael@kristeligt-dagblad.dk

Alle navne i artiklen er opdigtede af hensyn til personernes anonymitet.