Fostret personificeres gennem vores moderne teknologi

Et forandret syn på fostrets etiske status i retning af en stigende grad af personificering kan måske få en betydning for antallet af provokerede aborter, skriver jordemoder Marianne Axelsen. Her ses et foster i 10. graviditetsuge. Foto: .

Et forandret syn på fostrets etiske status i retning af en stigende grad af personificering kan måske få en betydning for antallet af provokerede aborter, skriver jordemoder Marianne Axelsen

DET HAR VÆRET undervejs længe: Fostrets etiske status er både under forandring, men også til forhandling.

Siden det i 2004 blev et tilbud til alle gravide kvinder at få estimeret risikoen for at få et barn med Downs syndrom, er det virkeligt gået stærkt. Ultralydsscanning af det ventede barn er blevet en almindelig praksis i den tidlige graviditet.

Det medfører naturligt nok stærkere tilknytning til barnet i en tidlig fase. Næsten alle gravide kvinder lader sig scanne og får dermed åbenbaret, at et foster på et tidligt tidspunkt – måske overraskende for nogle – ligner et menneske rigtigt meget. De, der har prøvet det eller været vidne til dette første møde mellem barn og forældre, kan ikke undgå at blive følelsesmæssigt berørt.

I graviditeten er kvinden i en sårbar periode og i konstant forandring både fysisk og mentalt. Denne iboende sårbarhed har været der til alle tider – men er jo helt naturlig og har i sig selv nogle indre helbredende kræfter. Måske er der en dybere mening: Sårbarheden er et vilkår, der hjælper os til at skærpe omsorgen for barnet og for hinanden.

Men vi skaber også en sårbarhed, som bliver til og eksisterer som en del af vores kultur, fordi de vilkår, som vi skaber for børnefødsler, har nogle konsekvenser som ikke nødvendigvis reducerer, men derimod forøger sårbarheden.

Disse vilkår forandrer sig gennem tiden, fordi vi prøver at forbedre livsvilkårene i den gode sags tjeneste ud fra den forhåndenværende viden og den medicinske og teknologiske udvikling. Der er bare visse tiltag og handlinger, som følger med denne udvikling, som vi i begejstring og mangel på omtanke og eftertanke har vedtaget som udiskuterede goder – altså antagelser om, hvad der er godt og derfor bør praktiseres uden større diskussion.

For er det ubetinget et gode, at man tidligt kan se og knytte sig til sit ventede barn? Ja, vil de fleste mene, men det har også nogle konsekvenser, som kan række videre, end man lige troede muligt.

DERFOR ER DET en vigtig og vedkommende debat, der finder sted i Kristeligt Dagblad i disse dage. Med teknologien og overvågningen af graviditeten sker der det, som Sniff Andersen Nexø den 5. marts kaldte en stadig større grad af "personificering" af fostret.

Fostrets erklærede status som "foster" holder ikke mere og medfører altså nye valg, hvis det skal aborteres. Spørgsmålet rejses, om barnet – som før var kategoriseret som et foster – skal behandles som biologisk affald eller som et menneske, der skal begraves.

Selvbestemmelse, information og samtykke, som er enhver borgers ret i sundhedsvæsenet i dette land, kan komme til at blive en forhandling om, hvilken status et foster skal have som følge af en ændret praksis i håndteringen af det aborterede foster.

Ifølge lovgivningen må det blive forældrene og i sidste ende kvinden, der skal afgøre fostrets videre behandling. Det vil sige, at fostrets etiske status i fremtiden meget vel kan blive bestemt af det private skøn.

At dette nok ikke bliver nemt at navigere i hverken for lægfolk eller fagfolk, fremgår med al tydelighed af debatten, men måske kan det medføre "slagside" af den positive slags: at et forandret syn på fostrets etiske status i retning af en stigende grad af personificering måske kunne få en betydning for antallet af provokerede aborter hen imod en reduktion af de godt 16.200, der fandt sted i 2009 i Danmark.

Marianne Axelsen,

jordemoder og cand.scient.,

Küchlersgade 2,

København V