Et fosters etiske status

©PHOTOPQR/LE REPUBLICAIN LORRAIN/SIARI Karim ; illustration femme enceinte, echographie Foto: Siari Karim.

Hvordan håndterer vi disse senprovokerede aborter og hvilken etisk status tillægger vi dem, spørger formand for Det Etiske Råd Jacob Birkler

I Danmark har vi en liberal abortlovgivning, der giver ret til provokeret abort indtil 12. graviditetsuge, og under særlige omstændigheder kan der også gives tilladelse til senprovokeret abort efter uge 12.

Men hvordan håndterer vi disse senprovokerede aborter? Hvilken etisk status tillægger vi dem? Er der tale om biologisk affald, på linje med amputerede lemmer, eller små mennesker, hvortil der kræves en begravelse? I det danske sundhedsvæsen er der stadig meget forskellig praksis, hvorfor spørgsmålet kræver at blive belyst.

Fra et etisk synspunkt er der mange hensyn og grundværdier, der strides i kampen om vores opmærksomhed. Nogle forældre vil kunne ytre ønske om en begravelse af fostret, hvilket blandt andet kan være betinget af fostrets alder og ikke mindst af, hvorvidt der er tale om en spontan eller provokeret abort.

Der kan således være situationer, hvor det ene forældrepar ønsker en begravelse til et foster i uge 14, hvor et andet forældrepar ikke deler samme ønske, selvom der er tale om et foster i uge 19. I sidste tilfælde vil fostret ofte blive behandlet som biologisk affald.

Men hvor er grænsen for begravelse? Giver det eksempelvis mening at tilbyde begravelse før abortgrænsen, og vil vi i så fald samtidig kunne tillade at et andet foster behandles som biologisk affald i uge 21? Hvem bør beslutte, hvordan udstødte fostre behandles?

Et svar kunne være at lade forældrene beslutte, hvordan fostret skal håndteres. Men det kan meget let virke krænkende. Man kan således forestille sig følgende spørgsmål: "Ønsker I jeres udskrab/foster begravet eller behandlet som biologisk affald?". Eller: "Ønsker I at benytte vores tilbud om begravelse af fostret i vores fosterplæne eller blot en mere diskret kremering med efterfølgende bortskaffelse af asken?".

Spørgsmålene kan virke krænkende og despektfulde, hvad enten der er tale om spontan eller provokeret bort. Samtidig kan det virke en smule modstridende aktivt at ville stoppe liv for derefter at ønske en anstændig begravelse.

Men problemet er, at hvis vi ikke spørger forældrene om en begravelse, kan det også virke krænkende. Hvad enten vi begraver fostret i en fosterplæne på kirkegården eller lader det ende som biologisk affald, kan det stride mod forældrenes ønske.

Fra en etisk vinkel bliver spørgsmålet: Hvem er det egentlig, vi gerne vil respektere? Et muligt svar kunne være, at såfremt der er tale om et menneske, skal der også blive tale om en begravelse. Men er det abortgrænsen, der bestemmer, hvornår der er tale om et menneske?

Et er sikkert: Vi har behov for at lade en etisk debat slibe vores linser, så synet på mennesket efterlader et menneskesyn, der giver grænser for begravelse. Ud fra denne debat skal der skabes en fælles praksis på de danske sygehuse, hvilket bør reguleres i dialog mellem sundhedspersoner og politikere. Der bør således skabes grænser for begravelse ved livets afslutning såvel som ved livets begyndelse.

Jacob Birkler er lektor, ph.d. og formand for Det Etiske Råd