Det perfekte barn dyrkes

Etisk problem, at rekordmange vil abortere efter 12. uge.

Aldrig før har så mange gravide kvinder søgt om at få lov til at få en sen abort som nu, og det er skræmmende. De regionale abortsamråd registerer antallet, fordi der skal en særlig tilladelse til at abortere et foster efter 12. uge, der er grænsen for fri abort. Gravide kan få en sen abort, hvis fosteret har en alvorlig lidelse, eller moderen befinder sig i en særlig vanskelig social situation.

Det høje tal på knap 1000, som blev omtalt i gårsdagens avis, har været konstant stigende, efter at alle gravide siden 2003 er blevet tilbudt ultralydscanninger omkring 11. uge og misdannelsesscanninger sent i graviditeten, typisk omkring 20. uge.

Resultatet er, at forældrene til fostre med alvorlige handicap som Downs syndrom vælger dem fra, og at der i dag stort set ikke fødes børn med disse handicap. Hvor forældre tidligere accepterede de børn, der nu en gang blev sat i verden, er tolerancen for det uperfekte barn blevet problematisk mindre.

Alle forældre ønsker at få raske, velskabte børn. Men udviklingen smager af en ubehagelig form for befolkningshygiejne, hvor alle ikke-normale sorteres fra, og hvor det perfekte barn dyrkes. Det er i snæver forstand en økonomisk fordel for samfundet, at så få misdannede børn som muligt sættes i verden. Det signal, der med muligheden for de mange sene aborter sendes fra samfundet til den gravide kvinde og hendes mand, er, at de bærer et særligt ansvar, hvis de enten helt vælger scanningen fra eller ikke vil abortere det foster, der ved scanningen viser sig af være deformt eller skadet.

Hvor det tidligere i høj grad blev anset for samfundets opgave at hjælpe forældre med at tage sig af det handicappede barn, kan man frygte, at det med udviklingen i højere grad gøres til forældrenes ansvar alene. Når de ikke ville abortere fosteret, eller helt fravalgte at få det undersøgt, må de selv bære den økonomiske byrde ved at have sat et handicappet barn i verden.

Samfundet risikerer at udvikle en brutalitetskultur med vidtrækkende perspektiver som følge af dels den fri abort på levedygtige fostre, dels det voksende antal aborter på handicappede fostre.

Med dem er forståelsen af samfundet som et fællesskab, der tager sig af de svageste, herunder de fysisk og psykisk handicappede, kommet under pres. Den politiske retorik om handicappede som en tung post på de kommunale budgetter viser lidt om udviklingen.

Der finder en forråelse og dehumanisering sted, når livet og et nyt lille menneske ikke længere opfattes som et mirakel og noget, der gives, men derimod som en forældrebeslutning, der tages. Det har farlige perspektiver, når mennesket gør sig til herre over livet.

bjer