LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Det nærmer sig aktiv dødshjælp

Læger skal redde liv. Derfor er det ikke etisk tilrådeligt at slå levende fostre ihjel ved en saltvandsinsprøjtning, mener medlem af Det Etiske Råd, Niels Jørgen Cappelørn

Sene provokerede aborter resulterer nogle gange i et lille barn, der trækker vejret og kommer med små spjæt i op til tre og en halv time. Ved de sene aborter er barnet, på grund af svære handicap, ikke levedygtigt, og døden er uafvendelig. Flere læger mener, at vi også i Danmark kan forsvare at give fosteret en saltvandsindsprøjtning i hjertet, som slår det ihjel, mens det stadig er i mors mave.Kristeligt Dagblad har spurgt Niels Jørgen Cappelørn, dr.theol. og medlem af Det Etiske Råd, om det er forsvarligt at give spædbørn den saltvandsindsprøjtning?

Det nærmer sig aktiv dødshjælp. Man må stærkt overveje, om vi ikke begynder at indføre det ad bagdøren. Og hvis vi gør det, gør vi det så, fordi vi ikke kan tåle at se det? Vi må behandle det levende foster som et levende væsen. Det her giver en etisk vanskelighed, men også en lægefaglig vanskelighed. For lægers opgave er at redde liv, men her dræber de liv.

Kvinder får foretaget sene provokerede aborter det er et faktum. Hvordan skal vi sikre os, at det bliver gjort på den mest etisk forsvarlige måde i de tilfælde, hvor aborten er et barn, der lever?

Der må være en respekt for det lille barns liv. Men der må også være en respekt og omsorg for forældrene. Man skal ikke lukke øjnene for, hvad man står med. Jeg tror ikke, man skåner forældrene ved at slå barnet ihjel. Det er vigtigt, at moderen er fuldstændig bevidst om hele forløbet, og at der er en risiko for, at det lever. Hvis det lever, er det mest forsvarligt, hvis hun følger det og holder barnet. Måske kan hun også tale med en præst om, om barnet skal døbes. Der er mennesker, der skal leve med det. For dem er det tab af et barn, de ikke får. Jeg vil gå langt for at vise omsorg for de mennesker, der mister et barn, de har ønsket. De skal ikke føle, at barnet er blevet dræbt, men nærmere, at der ikke var anden vej.

Men man har jo i forvejen besluttet, at barnet ikke skal leve ved at foretage en abort hvorfor kan man så ikke lige så godt være sikker på, at det ikke lever ved at give fosteret en sprøjte?

Selve aborten er en nødløsning. Det er ikke noget, forældrene ønsker. Selve aborthandlingen minder mig mere om passiv dødshjælp, men man må ikke direkte bringe et liv til at stoppe ved at føre en sprøjte ind i hjertet. Jeg tror, man vil have svært ved at leve med det som forælder. Det minder om at slå ihjel. Sprøjten er et drab, hvor aborten er en fødsel.

Man bruger den teknik med en saltvandssprøjte ved fosterreduktion af trillinger hvorfor ikke også bruge den her for simpelthen at skåne forældrene for at skulle forholde sig til det barn, som alligevel dør hurtigt?

Jeg stiller store spørgsmål ved, om det i virkeligheden er sundhedspersonalet, man skåner, og ikke forældrene. For det var jo nemmere for personalet, hvis der ikke kom et levende barn ud. Men der er ingen, der siger, at det skal være nemt. Det primære er at gøre det sådan, at man kan leve med det. Det er ikke etisk tilrådeligt at give den sprøjte. Vejen ud af dilemmaet er, at man sikrer sig, at man ikke har dræbt fosteret på forhånd. Men man skal gøre forældrene opmærksomme på, at det kan være, at det viser tegn på liv, og så skal de have lov til at holde det, indtil det dør.

schnabel@kristeligt-dagblad.dk