Cencur af abortfilm: En ny trussel mod åndsfriheden

Samlet set handler dette (Abortdebatten red.) om, at private og ikke mindst store internationale virksomheder i stadig stigende grad er styrende for, hvilke informationer og holdninger, vi møder, skriver debattøren

Kirkeligt set er i dag skrevet af teolog og generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen.

Den 1. oktober besluttede Dansk Reklamefilm at tage Abortlinjens film af plakaten. Det skete angiveligt efter en voldsom reaktion blandt biografgæster. Filmen er i medierne blevet omtalt som en anti-abortfilm; en beskrivelse, som i et vist perspektiv er okay.

Men udtrykket skjuler i nogen måde filmens egentlige ærinde: Den inviterer kvinder, der overvejer abort, til at henvende sig med henblik på alternativ rådgivning. Foreningen Retten til Liv er blevet kritiseret for at lade de konkrete kvinder i stikken i kampen mod abort. Abortlinjen og filmen nuancerer i det mindste det billede.

LÆS OGSÅ: Åndsfrihed består i at give sin modpart frihed

Nu vil jeg lade filmen og abortspørgsmålet ligge og koncentrere mig om en vigtig dagsorden, som ligger lige under: Det billede, forløbet tegner af vilkårene for offentlig kommunikation i dagens samfund.

Sagen er, at det var en kommerciel virksomhed, som formodentlig ud fra en forretningsmæssig kalkule besluttede sig for at droppe filmen. For hvis man vil sælge sine varer, er det jo ikke en god idé at provokere kunderne for meget. Det er en privat virksomhed i sin gode ret til, hvilket ligestillingsminister Manu Sareen (R) da også bemærkede i et interview på TV 2.

Hvis man ser bort fra spørgsmålet om, hvordan ministeren havde reageret, hvis det var nogle af hans holdningsmæssige venner, der var blevet behandlet på denne måde, overser ministeren et mere fundamentalt spørgsmål. Nemlig at stadig større dele af den offentlige kommunikation foregår på disse forretningsmæssige vilkår. Og det påvirker altså åndsfriheden i samfundet.

For at tage et eksempel, der ikke handler om den såkaldt kirkelige højrefløj: Når forfatteren Peter Øvig Knudsen får problemer med Apples netbutik iBooks, fordi der er billeder af nøgne mennesker i hans bøger om hippierne, er det samme mekanisme. Og dette er måske et endnu større problem, idet Apple er en stor global spiller. Øvig er naturligvis ikke tvunget til at bruge iBooks for at kommunikere, men det er en meget stor platform, han mister.

Eller når samme Apple efter pres fra lobbyorganisationer tager en app af programmet, som vil guide homoseksuelle mennesker til at ændre driftsretning. Det afgørende er ikke, om man har sympati for appen eller ej, men enhver bør kunne indse, at nogle mennesker mister en vigtig moderne kommunikationsplatform.

Samlet set handler dette om, at private og ikke mindst store internationale virksomheder i stadig stigende grad er styrende for, hvilke informationer og holdninger, vi møder. Da disse virksomheder naturligvis skal sælge varer til så store grupper som muligt, vil de søge mod mainstream i deres holdninger og prioriteringer. Disse virksomheder har dermed noget uniformerende over sig. Og derfor vil mindretal i stigende grad komme i klemme hos dem.

Retten til Liv behøver naturligvis ikke benytte sig af biografreklamer, men alle bør kunne gennemskue, at der er tale om betydelige indskrænkninger i råderummet. Især hvis adfærden breder sig.

De store elektroniske platforme giver også nye muligheder for at holde øje med afvigere. Jeg har kendskab til en virksomhed, der satte en akademisk medarbejder under pres, fordi vedkommende havde deltaget i en konference, hvor der blev sat spørgsmålstegn ved evolutionsteorien. Virksomheden havde googlet sig frem til denne oplysning og fandt, at den pågældende konference passede dårligt til virksomhedens brand.

Alt dette handler om vilkårene for åndsfriheden i den moderne verden. Da jeg for et par år siden deltog i udarbejdelsen af 21 teser om åndsfrihed, blev det hurtigt tydeligt for mig, at teserne måtte koncentrere sig om de klassiske åndsfrihedstemaer: Hvilke rammer staten bør sætte for idékamp i et samfund og hvilke spilleregler, vi bør tilkende hinanden.

Men det var lige så tydeligt for mig, at der dermed blev en række moderne faktorer, som faldt uden for synsfeltet. Det handler i hvert fald om tre faktorer: de private virksomheders, internationaliseringens og de sociale platformes roller i åndsfriheden.

Jeg føler mig virkelig ikke sikker på, hvad der skal gøres ved det. Og om det overhovedet er muligt. Men samfundet har tidligere af økonomiske grunde grebet ind over for monopoldannelser og lovgivet mod karteller.

Vi er i det mindste nødt til at forholde os til de ideologiske karteldannelser, som er undervejs både i vores land og globalt. Hvis vi ikke synliggør dem, er vi med sikkerhed i deres magt.