Abortgrænsen skifter ved landegrænsen

Foto: Iris.

Af alle etiske grænser har abortgrænsen været den, der gennem historien oftest er blevet sat til debat. For hvornår hvis overhovedet er det i orden at afbryde en graviditet? Svaret er vidt forskelligt fra land til land. Forsker forklarer hvorfor

I Danmark er der fri abort frem til uge 12, i Sverige er det i orden at afbryde et svangerskab i uge 18, og i England kan man vente helt til uge 25.

Etiske grænser forekommer os ofte naturgivne.

Men sandheden er, at de enkelte landes grænser blot er formet af kultur, historisk kontekst og ren og skær tilfældighed, lyder det fra historiker ved Københavns Universitet, Sniff Andersen Nexø, der har skrevet ph.d. om abortlovgivning.

Debatten om abortgrænsen kan groft sagt opdeles i to meget overordnede retninger: den videnskabeligt medicinske, der beskæftiger sig med, hvornår fostret udviser synlige udviklingsgrader, og den moralsk-religiøse, der forholder sig til livet som en ukrænkelig størrelse. Der er og har været mange fortolkninger af, hvornår et foster rent udviklingsmæssigt er et barn, men også den kristne forståelse af, hvornår et liv er bevaringsværdigt, har ændret sig gennem historien. I den gamle kirkelige ret forholdt man sig til, hvornår et foster blev besjælet. Og her var der forskel på drenge- og pigebørn. Et drengefoster blev besjælet efter 40 dage, mens der måtte gå 80 dage før et pigefoster kunne betragtes som besjælet. Det illustrerer, hvordan opfattelsen af liv og retten til liv historisk set har været en foranderlig størrelse, siger Sniff Andersen Nexø.

LÆS OGSÅ: På tværs af de etiske grænser

Hvordan kan det være, at abortgrænserne, er så forskellige fra land til land?

Det er et alment menneskeligt træk at ville ordne verden. Vi vil gerne kategorisere og trække grænser, og der er en tendens til, at når først vi har trukket en grænse, og den har vist det mindste tegn på holdbarhed, så tager vi den til os som noget næsten naturgivent. Men sandheden er, at de enkelte landes grænser selvfølgelig ikke er naturgivne. De er formet af kultur, historisk kontekst og ren og skær vilkårlighed. Da man i Danmark i 1937 først introducerede idéen om abort inden 12. uge, skete det på baggrund af en håndfuld dødsfald blandt kvinder, der havde fået abort efter 12. uge det ville man jo synes var et noget spinkelt empirisk grundlag i dag.

Baggrunden for den engelske abortgrænse, der går helt op til 24. uge, skal derimod findes helt tilbage i folketroen og forklares med begrebet quickening, der beskriver det øjeblik, hvor den gravide kan mærke barnet bevæge sig og derfor må være det tidspunkt barnet besjæles. I dag er de 24 uger ligeså selvfølgelige for mange englændere, som de magiske 12 uger er selvfølgelige for flertallet af danskere. Men begge landes grænser er komplet uforståelige for flertallet af irere, der mener, at livet begynder ved befrugtningen og er ukrænkeligt. Men alle steder vil man med lige stor ret hævde at have fat i den lange ende.

I EU forsøger man at ensrette de etiske grænser, blandt andet når det gælder dyreetik. Kan man forestille sig fælles europæiske abortgrænser?

Det ville være et meget ambitiøst projekt. Abort rammer lige ned i det helt grundlæggende spørgsmål om, hvad liv er, og hvad det menneskelige er. Det er derfor abortgrænser til stadighed bliver debatteret med lige stor passion og intensitet verden over. Det kan ikke udelukkes, at globaliseringen på sigt vil medføre større sammenhørighed og ensrettethed landene imellem, men abort er så dybt forankret i det enkelte lands kultur, religiøsitet og historie, at det er vanskeligt at få øje på muligheden for at nå til en form for enighed, siger Sniff Andersen Nexø.