Abort strider mod samfundsetik
Mange kvinder kæmper med psykiske eftervirkninger efter provokeret abort, og de bliver ikke taget alvorligt. Det mener psykolog, katolik og diakon Bjørn Håkonsson, der i dag taler på en konference
Hver femte af de kvinder, der får foretaget en provokeret abort, får efterfølgende så store psykiske problemer, at de har behov for hjælp. Men når de henvender sig til psykologer og læger efterfølgende, får de at vide, at det ikke kan passe.
Det siger dansk-fødte Bjørn Håkonsson, der siden 1989 har boet i Sverige, hvor han til daglig arbejder i familierådgivningen i den katolske kirke i Malmø. Diakon og psykolog Bjørn Håkonsson har i en årrække beskæftiget sig med de psykiske eftervirkninger af abort, som han mener, er stærkt undervurderede. I dag taler han på en konference i Vejle, som de to danske abortmodstanderforneinger, Landsbevægelsen Respekt for Menneskeliv og Retten til Liv arrangerer. Kristeligt Dagblad har mødt ham på forhånd til et interview om synet på abort.
Hvorfor er du optaget af abortspørgsmålet?
Som nyuddannet psykolog kom jeg i kontakt med et par, der var på vej til at få en abort. De havde ønsket sig børn i nogle år, og nu var hun endelig blevet gravid. Men på grund af skænderier havde de ombestemt sig og ønskede en abort. Jeg tog en åben samtale med kvinden og spurgte, hvordan hun havde det og så smeltede polarhavene. Det viste mig, hvor lidt der skal til for at påvirke disse store beslutninger. Naturligvis var jeg også prædisponeret, fordi jeg er katolik og dermed har en naturlig abortskepsis.
Du siger, at mange får psykiske problemer og ar på sjælen efter abort hvordan ved du det?
Al forskning på området er meget ideologisk og bærer præg af forskernes egne holdninger. Men hvis man kigger på talmaterialet alene, viser det ofte det samme resultat nemlig at halvdelen af alle kvinder, der har fået en abort, aldrig vil gøre det igen, fordi det har været så belastende, og for omkring 20 procent er det så slemt, at de har behov for hjælp, fordi de kæmper med skyld over at have slået deres eget barn ihjel. Konklusionerne bliver meget forskellige på disse rapporter, men tallene er stort set de samme.
I de sidste syv år har jeg arbejdet som rådgiver i den katolske kirkes rådgivning, og spørgsmålet dukker hele tiden op i rådgivningen. Enten direkte eller som et underliggende problem, hvor det siden hen viser sig, at det bunder i, at der har været abort i familien.
Er du imod abort i en hver situation?
Ja, for jeg mener, at samfundet har til opgave at beskytte borgerne, og fratager samfundet nogle borgere livet nemlig de ufødte børn, handler det i strid med sin etik. Selv i voldtægtssituationer synes jeg, at det er bedst, at kvinden får barnet, for hvis hun både skal bearbejde voldtægten og samtidig kæmpe med skyldfølelsen over at have slået et barn ihjel, bliver det virkeligt svært. For kvindens skyld er det bedst, at hun får barnet, for selvom voldtægten er hæslig, kan hun i det mindste sige til sig selv bagefter, at hun gjorde noget godt ved at redde et uskyldigt barn.
Men der forekommer jo uønskede graviditeter hvad skal vi stille op med dem?
I alle andre situationer hvor mennesker er i krise, hjælper vi dem, og det må vi også gøre med de kritiske graviditeter. Først må man diagnosticere krisen og dernæst løse den, så alle involverede individer herunder også det barn, der skal fødes ind i noget, der ser ud til at være noget rod kommer igennem den.
Du taler om barnet hvad med kvindens ret til at bestemme over sin egen krop?
Jeg mener, at vi skal styrke hvert eneste menneskes ret til at bestemme over egen krop, men siden den seksuelle revolution har kvinder fået mindre og mindre ret til at bestemme over egen krop. Kvinder bliver krænket igen og igen, og det allermest kvindelige nemlig graviditeten, bliver skåret væk. Retten til at bestemme over kroppen er helt fundamental, og den begynder ved retten til at bestemme over sin egen seksualitet. Kvinder skal have lov til at være kyske uden at blive mobbet, men i stedet har man givet mændene endnu en undskyldning for at tale sig fra ansvaret. Mændene sidder og griner, mens kvinderne må gennemgå en abort med efterfølgende svære psykiske problemer.
Hvordan ser du abortdebatten i dag?
Vi lever i kølvandet på de store kulturelle omvæltninger i 1960erne og 1970erne, og i dag er det dem, der kæmpede for den fri abort, der er overlæger. De har ideologiske skyklapper på, og det gælder også mine egne fagfæller psykologerne. På studiet lærte vi en masse om seksuelle overgreb på børn og reaktioner på voldtægt, men abort blev aldrig nævnt. Men den nye generation er mere villig til at diskutere abort. De er ikke for eller imod, og de er ikke specielt kristne. De taler om abort med stor åbenhed og er ikke bange for at kalde det, der er i maven, for et barn. Selv unge feminister siger lige ud jeg slog mit barn ihjel.