Abort-modstand spirer i Danmark

Det er Tove Videbæk, medlem af Kristendemokraterne og abortmodstander, som står bag det nye kristne netværk. - Foto: stock.xpert

Mens tusindvis af kvinder i Danmark hvert år får foretaget en abort, melder flere ikke mindst unge sig i kampen mod fri abort

Efter lang tids dvale og et stort frafald er der i dag atter fremgang hos modstanderne af abort. Der kommer flere unge organiserede abortmodstandere, og samtidig er der ved at blive dannet et nyt kristent politisk netværk, som blandt andet skal diskutere abortmodstand.

Det nye kristne netværk bliver dannet som modsvar til et andet tværpolitisk netværk, som sætter fokus på religiøse kræfters modstand mod fri abort. Et netværk, som blev omtalt her i avisen i sidste uge.

Det er Tove Videbæk, medlem af Kristendemokraterne og abortmodstander, som står bag det nye kristne netværk.

Det er forfærdeligt nok, at vi har så mange aborter i vores eget land. Vi behøver ikke udbrede retten til abort til andre lande, som jeg forstår, at netværk for fri abort i Folketinget har til hensigt at gøre, siger Tove Videbæk.

Det kristne netværk vil både blive tværpolitisk og tværkirkeligt, og det bliver præsenteret omkring maj-juni i år.

Vi kommer til at beskæftige os med kristne værdier og etik på alle livsområder. Der vil være mennesker fra alle steder, og fra flere politiske partier fra begge sider af midten, siger hun.

Retten til Liv, der er imod abort og har omkring 2700 medlemmer, oplever en stigende tilslutning til organisationens kerneområde modstanden mod fri abort. Ifølge landssekretær Ellen Højlund Wibe er der stadig flere tilmeldinger til end udmeldinger af organisationen. Det seneste år har op mod 100 unge meldt sig ind i foreningen to ud af tre tilmeldinger i foreningen er unge under 18 år. Og det er markant flere end normalt.

Unge har en begejstret tilgang til tingene. Hvis man trykker på de rigtige knapper, lader de sig lettere rive med. Det betyder ikke, at de ikke mener det. De har en tendens til at engagere sig helhjertet, når de føler, at der er en sag at kæmpe for. Jo ældre vi bliver, jo mere ser vi alle mulige nuancer i sager og skal derfor tænke os om 10 gange, før vi måske bliver engageret, siger hun.

Ud over forskellige aktioner tager Retten til Liv tager også ud på efterskoler og skoler.

Respekt for Menneskeliv, der har eksisteret siden indførelsen af den fri abort i 1973, har i dag 1500 medlemmer mod godt 2000 for 10 år siden.

Vi har en del, som desværre er så gamle, at de dør. Derfor daler medlemstallet. Og desuden tager folk ikke skridtet og melder sig ind. De tror ikke, det hjælper noget. Vi er nogle sløve padder i Danmark, siger foreningens formand Ingegerd Riis.

schnabel@kristeligt-dagblad.dk