Abort er dødsstraf for børn

Foto: Iris.

Ketty Dahls roman Veer er et lidenskabeligt indlæg mod fri abort

Det er sjældent at læse en roman, der er så entydig i sit sigte som denne. Hør for eksempel, hvad en af dens centrale skikkelser, journalisten Johannes, siger: Min hensigt er at gøre det fuldstændig klart, at med abort har vi dødsstraf for børn.
Synspunktet deles formodentlig af dem af personerne, som man ikke er i tvivl om står forfatteren nærmest. Bogen er et lideskabeligt indlæg mod fri abort og, må man tro, udelukkende skrevet for sagens og ikke for litteraturens skyld. Det er først og fremmest en bog om holdninger. Og de kommer tydeligere til udtryk end deres repræsentanter. Nuancerede menneskeskildringer er ikke, hvad Ketty Dahl bidrager med.

LÆS OGSÅ: Kras abortkritik overbeviser kun de allerede omvendte

Hun forholder sig nærmest journalistisk til sit tema, som hun belyser ud fra en række relevante udgangspunkter, i et ubesværet og præcist sprog dog undetiden med for stor bredde og uden at lade sig friste af den letteste løsning, den, nemlig, at lade karikaturerne opsluge dem af personerne, der ikke tænker og handler i overensstemmelse med de synspunkter, som romanen er skrevet ud fra. Også abortmodstanderne får fair behandling og vil sandsynligvis i det væsentlige kunne vedkende sig de udtalelser, der tillægges dem.

En anden af hovedpersonerne er præsten Poul Langer, en markant modstander af loven om fri abort. Han fremhæver, hvor umenneskeligt samfundet efter hans mening er blevet efter lovens indførelse; dette, at børn, der ikke lige passede ind i ens kalender eller i ens livssituation, blev kasseret. Han har selv en søn, som er mongol, og som med andre forældre måske var blevet en abort. Ketty Dahl gør meget ud af at skildre ham som det menneske, han er, og med de glæder, han giver, men fortier ikke, at det også kan give problemer at have et handicappet barn.

Spørgsmålet om abort eller ej gøres konkret straks fra de første sider, hvor vi møder en gymnasiepige, der er blevet gravid og insisterer på at få barnet, selvom hun advares mod det, ikke mindst af sin mor.

I lang tid hører vi ikke mere til pigen. Men sent i romanen afrundes endelig historien om hende. Eller snarere det opbyggelige lærestykke om respekt for liv trods det for den gravide lidet praktiske tidspunkt.

Det, der binder romanen sammen, er et mislykket forsøg på at bekæmpe abortloven politisk. Hovedpersonerne mener, at sagen har en alt for tilbagetrukket rolle hos partiet Kristeligt Centrum, der i teorien, men ikke i praksis har abortmodstanden som mærkesag.

Johannes efterlyser mod til at spille ud med den melding, at fri abort skal forbydes og dermed kriminaliseres. Problemet er bare, at abort ikke er en vindersag. Og en sådan har partiet hårdt brug for. Det bekræftes ved det efterfølgende valg, hvor det end ikke kommer i nærheden af spærregrænsen.

Dermed indtræder den totale desillusion: at omgå abortloven politisk lader sig ikke gøre. Men dér lader Ketty Dal ikke romanen slutte. Hun lader den slutte i håbet med et forslag om oprettelse af kristne fællesskaber, hvor kvinder, der er blevet uønsket gravide, kan bo også efter at de har født. Initiativet er ment som et alternativ til abort.

Sentimentaliteten mere end truer, da Poul Langers handicappede søn på de sidste sider ubevidst leder sin far til nogle bibelord, der overbeviser denne om, at han og hans ligesindede i deres søgen efter en anden vej for abortmodstanden handler i overensstemmelse med Guds vilje. (...) de, der håber på Herren, får nye kræfter, læser han blandt andet i Esajas Bog og tårevædet føler han Guds kærlige arm om sin skulder.