Håndkøbstest afslører barnets køn før abortgrænsen

”Vi oplever i dag langt hyppigere, at par gerne vil have et bestemt køn, og nogle melder det også helt direkte ud,” siger Birgit Thalwitzer, der mener, at flere par i dag er fokuserede på at kontrollere og planlægge graviditeten ned i mindste detalje. Foto: Scanpix

Jordemoder: Gravide køber test, som kan vise barnets køn flere uger inden abortgrænsen ved 12. graviditetsuge. Det åbner muligheden for abort på grund af køn. Politikere vil nu undersøge, om testen kan forbydes

For 180 kroner kan gravide bestille en test over internettet, så de hjemme på badeværelset kan tjekke det kommende barns køn allerede ved 10. graviditetsuge. Det amerikanske firma IntelliGender udbyder testen, som måler hormonerne i moderens urin, og efter 10 minutter skifter til orange, hvis barnet er en pige, og til grøn, hvis det er en dreng.

Jordemoder Birgit Thalwitzer er leder af firmaet jordemoder.dk, der har klinikker i Fredericia og Odense. Hun oplever et par gange om måneden, at par benytter sig af den amerikanske kønstest.

”Vi oplever i dag langt hyppigere, at par gerne vil have et bestemt køn, og nogle melder det også helt direkte ud,” siger Birgit Thalwitzer, der mener, at flere par i dag er fokuserede på at kontrollere og planlægge graviditeten ned i mindste detalje:

”Dette fokus på vished er nok en udløber af, at mange er vant til at planlægge og styre deres liv. Parrene har fået uddannelse, hus og bil, og det hele skal meget gerne passe ind i nogle rammer for, hvordan det perfekte liv ser ud,” siger hun. Problematikken ligger i forlængelse af sidste uges oplysninger om det danske rejsebureau KirurgiRejser, der markedsfører kønsselektion til danske par på en fertilitetsklinik i Cypern. 
Hos jordemoder.dk laver man kønsscanninger fra uge 14 i graviditeten, og Birgit Thalwitzer har de senere år oplevet, at vordende forældre er begyndt at efterspørge scanningerne tidligere end ellers.
”Det er etisk problematisk at foretrække ét køn fremfor et andet. Og det bliver kun ekstra problematisk, hvis det så viser sig, at testen har vist forkert, og man så har handlet på det,” siger hun. 

Charlotte Wilken-Jensen er ledende overlæge på Hvidovre Hospital og bekræfter, at der er fagligt belæg for, at testen kan vise barnets køn helt ned til 10. graviditetsuge. Hun ser dog ikke noget problematisk i, at forældre benytter sig af den mulighed. "Mit indtryk er, at det vigtigste for par i Danmark er at få sunde og raske børn. Derfor foretager vi nakkefoldsscanninger, og på den baggrund er der så nogle, der fravælger børn. Vi oplever ikke, at folk går efter kønnet, det er ikke noget, der fylder,” siger hun. 

Formand for Det Etiske Råd Jacob Birkler mener, at køns-testen i højere grad er en principiel diskussion end et reelt problem:

”På den ene side er testen meget betænkelig og problematisk, og på den anden side er den ikke. Det er betænkeligt, at vi kan vide besked om kønnet så tidligt i graviditeten, fordi det åbner for muligheden for provokeret abort alene på grund af barnets køn. Men reelt er det måske et mindre problem. Der er stor forskel på at tage en test og få en abort. Det er muligt, at en test kan blive udbredt, men det betyder ikke, at den afstedkommer provokeret abort. Testen handler måske mere om nysgerrighed end om provokeret abort,” siger Jacob Birkler. 

Hos Dansk Folkeparti vil man nu se på muligheden for et forbud mod kønstest, lyder det fra partiets sundhedsordfører Liselott Blixt.
Også fra SF’s sundheds-ordfører, Özlem Cekic, er meldingen klar: 

”Vi går ind for et forbud mod kønstest inden for de lovgivningsmuligheder, vi har i Danmark, og hvis det ikke er muligt ad den vej, så skal vi kigge på europæisk lovgivning. Vi må som politikere have mod til at gå i front for at regulere ting, som markedet ikke regulerer selv. Ved at tillade de her ting, så åbner man for en glide-bane. For hvor går grænsen, hvis man pludselig får mulighed for at fravælge liv på grund af køn? Vi bliver nødt til at markere en grænse,” siger hun.