10 bedste nyere film med etisk dilemma

Etik.dk har spurgt filosof og ekspert i etik, Frej Klem Thomsen, om at lave sin helt egen liste over de film, han mener rummer de mest interessante etiske dilemmaer gennem tiderne.

Hvad er et etisk dilemma? Vi bruger ofte udtrykket lidt løst, til blot at beskrive en situation, hvor vi havde svært ved at gøre det rigtige. En fattig studerende, som finder en tabt pung fuld af penge, ved nok godt, at hun bør aflevere den. En gift kvinde som møder en gammel flamme til en fest ved nok godt, at det er forkert at kysse ham. Men filosofisk betragtet er dette ikke etiske dilemmaer. De er bare fristelser.

Et etisk dilemma er en situation, hvor vi kan være berettiget i tvivl om, hvad der er det rigtige at gøre, fordi der er, eller i hvert fald virker til at være, to moralske hensyn, som trækker i hver sin retning. Et simpelt eksempel kunne være en kvinde, som har lovet sin bedste veninde, at de aldrig vil lyve for hinanden, men bliver bedt af venindens mand om at hjælpe med at arrangere en overraskelsesfest. Skal hun ødelægge overraskelsen, eller bryde sit løfte?

Etiske dilemmaer udfordrer os, og tvinger os til at tænke nøjere over, hvad vi mener er rigtigt og forkert, og hvorfor vi mener, at nogle handlinger er rigtige, og nogle forkerte. Det er med til at gøre dem filosofisk interessante, for den type omhyggelig refleksion, er en anden måde at tænke etisk på, end den vi oftest anvender.

Hvorfor er etiske dilemmaer i film interessante? Film er først og fremmest rørende og elementært underholdende, men de kan også hjælpe os ved at skærpe vores etiske refleksion. Når vi engagerer os i en historie, så træner vi vores evne til at identificere os med andre personer, forstå hvordan de tænker og føler, og vurdere deres beslutninger fra forskellige synspunkter – vores og deres. De fortællinger, som sætter deres personer moralsk i knibe kan endnu mere. En fængslende historie som illustrerer et vanskeligt dilemma tvinger os til at tage stilling til et problem, som mange af os aldrig selv vil møde. Denne indlevelse kan fungere lidt som en tur i træningscenteret for vores etiske tænkning. Vi får chancen for at belyse og måske revidere nogle af vores almindelige værdier, fordi de pludselig tager sig anderledes ud, når vi sætter dem i spil i usædvanlige situationer.

Film kan rumme fantastisk stærke og udfordrende etiske dilemmaer. Det nok mest klassiske eksempel er 1982-klassikeren ”Sophie’s Choice”, hvor Auschwitz-fangen Zofia, i Meryl Streeps skikkelse, tvinges til at vælge hvilket af sine to børn hun vil tage med sig, og hvilket som skal overlades til gaskammeret. Nægter hun at vælge, så tager nazisterne begge børn. Men der er masser af andre og nok også mindre kendte eller anerkendte eksempler. Jeg har her samlet 10, som hver for sig er imponerende film, og som illustrerer filosofisk set interessante ideer. I tillæg til deres filmiske kvaliteter kan man tænke på dem som en slags træningsprogram for etisk refleksion. Så hvis du ligesom mig altid har drømt om at dyrke motion på langs i sofaen, med popcorn i skålen, og en god film på fjernsynet, så er det bare med at komme i gang. Rigtig god fornøjelse!

Advarsel! Massive spoilers for alle de diskuterede film!

10) “Stille hjerte” (2014).
”Stille hjerte” er en usædvanlig smuk, velsignet rolig, og imponerende troværdig skildring af en dansk familie, som skal forholde sig til en smertefuld og vanskelig beslutning. Moren, Esther (Ghita Nørby) er uhelbredeligt syg, og har besluttet at hun vil dø, for at undgå den sidste, smertefulde og ydmygende periode af sygdommen. For at dø har hun brug for sin mand, lægen Pouls (Morten Grunwald) hjælp til at sikre, at det sker smertefrit og sikkert.

Filmens centrale etiske dilemma er således, hvordan vi skal forholde os til aktiv dødshjælp. På den ene side mener vi normalt, at det er noget nær det værste en person kan gøre, at slå et menneske ihjel. På den anden side så ønsker Esther at dø, og vi mener også normalt, at det er vigtigt at respektere personers autonome valg. Endvidere er det nok det bedste for Esther at dø. Det liv hun har tilbage, er et liv som i meget begrænset forstand eller slet ikke er værd at leve. Flere smerter, mere afmagt, det gradvise tab af sig selv, og alle de ting som gjorde livet meningsfuldt.

Hvordan skal vi afveje det intuitivt problematiske ved at slå ihjel mod personers autonomi og velfærd? Filmen giver ikke et entydigt svar, men viser fornemt, at der kan være situationer, hvor svaret ikke er så enkelt som især modstandere af aktiv dødshjælp traditionelt har ment.

9) ”Ex Machina” (2014)
”Ex Machina” er en stramt komponeret, begavet og gennemført æstetisk sci-fi thriller fra den nære fremtid. Caleb (Dohmhal Gleason) besøger sin chef, geniet Nathan (Oscar Isaac), i dennes afsidesliggende villa, og møder en kunstig intelligens (AI) som Nathan har skabt, robotten Ava (Alicia Wikander). Caleb hjælper Nathan med en række tests af Ava, men opdager også at hun blot er den seneste i en serie af AI’er. Når Caleb er færdig med at undersøge hende vil hun, ligesom sine forgængere, blive deaktiveret og slettet, så Nathan kan bruge erfaringerne til at bygge en ny og bedre. Ava er så menneskelig og charmerende, at Caleb bliver forelsket i hende, og indvilliger i at hjælpe hende med at flygte. Det går naturligvis grueligt galt.

Filmens centrale etiske dilemma er, hvordan vi skal behandle menneskeskabt kunstig intelligens. På den ene side, så mener vi ikke i almindelighed, at de teknologier som mennesker bygger har moralske rettigheder. På den anden side, så er det svært at forklare, hvorfor en AI som kan drømme, lide, frygte døden, og ønske at leve, præcis som mennesker, ikke skulle kunne stille samme etiske krav. Hvis det er tilfældet, så er Nathan seriemorder, og Caleb gør det eneste rigtige ved at hjælpe Ava med at undslippe.

Men hvor går grænsen for hvor menneskelig en AI skal være, for at den kan gøre krav på moralsk status? Og hvordan ved vi, om en AI faktisk har tanker, følelser og selvbevidsthed, eller det bare ser sådan ud? Hvis Ava ikke har, så er Nathan uskyldig, og Caleb i færd med at slippe et stykke farlig teknologi fri på en uforberedt verden. Filmen giver ingen nemme svar, men masser af spænding og udfordring for vores etiske forforståelse.

8) ”Thank You For Smoking” (2005)
”Thank You For Smoking” er et stærkt underholdende, sort, satirisk drama, som følger den amerikanske anti-helt Nick Naylor (Aaron Eckhart), der arbejder som lobbyist for den amerikanske tobaksindustri. Hans talegaver gør ham til en ekstremt succesfuld forsvarer, der afværger støt stigende politisk pres for at begrænse tobakssalg. I en ikonisk åbningsscene konfronteres han på live-tv med en kræftsyg dreng, og vender situationen til at fremstå som den bekymrede beskytter af unge, cementeret med et smilende håndtryk med drengen.

Filmens centrale, etiske dilemma er, hvor grænsen går for vores ansvar for vores ytringer. I almindelighed mener vi, at det er vigtigt, at alle har mulighed for at sige, hvad de vil, så længe de ikke decideret lyver eller gør skade (det klassiske eksempel er at skabe falsk alarm i et fyldt teater ved at råbe ”Brand!”). Men som filmen så effektivt illustrerer, og som købmænd, politikere, og advokater altid har vidst, så er retorik et ofte utrolig magtfuldt redskab, som kan have stor indflydelse på vores eget og andres liv.

Tobaksrygning er livsfarligt. Tusindevis af mennesker dør mange år tidligere end de ellers ville, fordi de ryger. Men er Nick Naylor ansvarlig for deres død, når han forhindrer lovgivning med sine argumenter? På den ene side gør han en forskel – lovgivningen ville være vedtaget, og mange mennesker overleve, hvis han havde ladet være. På den anden side er det ikke ham, som stemmer loven ned. Det gør de politikere, som han har overtalt. Er det så deres ansvar i stedet? Filmen er først og fremmest sjov – den lader karaktererne være ekstreme, og illustrerer problemerne med glimt i øjet – men den viser også, at vi måske ikke har helt den grad af frihed, til at sige, hvad vi har lyst til, som vi nogle gange tror.

7) ”Prisoners” (2013) og 6) “Watchmen” (2009)
Film nummer 7 og 6 deler et tema i etiske dilemmaer, men er derudover meget forskellige film. ”Prisoners” er en mørk, klaustrofobisk og nervepirrende thriller, der følger faren Keller (Hugh Jackman) og politibetjenten Loki (Jake Gyllenhaal) i jagten på den person som har kidnappet Kellers lille datter og hendes veninde. Politiet finder en mistænkt, Paul (Alex Jones), men han viser sig at være udviklingshæmmet, og politiet opgiver mistanken. I desperation kidnapper Keller Paul, og underkaster ham tortur, for at tvinge ham til at fortælle hvor pigerne er. Det viser sig imidlertid, at sandheden er endnu mere grufuld, end Keller mistænker.

”Watchmen” er en tilsvarende mørk superhelte actionfilm. Heltene Rohrschach (Jackie Earle Harley) og Nite Owl (Patrick Wilson) jagter en morder, som tager livet af superhelte, i en dystopisk variant af 1970’ernes USA. Filmen holder sig æstetisk tæt op ad Alan Moore og David Gibbons prisvindende tegneserieforlæg, leverer ekstremt velkomponerede action-scener, og fortæller en kompliceret, nuanceret historie der springer i tid og perspektiv. Den er, mener jeg, den hidtil bedste film i en overfyldt og ind imellem lidt letbenet genre. I filmens klimaks konfronterer de to helte deres tidligere allierede, Ozymandias (Matthew Goode), som afslører sin plan om at udføre et ekstremt ødelæggende angreb på menneskeheden, for derved at afværge den umiddelbart forestående atomkrig mellem USA og Sovjetunionen.

Det centrale etiske dilemma i ”Prisoners” og ”Watchmen” er spørgsmålet om, hvornår målet kan hellige ellers utænkelige midler. Keller underkaster en udviklingshæmmet ung mand tortur; Ozymandias myrder millioner af mennesker ved at sprænge storbyer i luften. Keller gør det for at redde to uskyldige børn, inden de dør i et fangehul hos en bestialsk kidnapper; Ozymandias for at redde menneskeheden fra en altødelæggende atomkrig. Ofte vil vi være tilbøjelige til kategorisk at afvise, at tortur og terror nogensinde kan retfærdiggøres. Filmene illustrerer, at der er ekstreme situationer, hvor det ikke er givet, og dermed at vores etik er mere kompleks, end vi ofte antager.

5) ”The Matrix” (1999)
”The Matrix” er en af de film, som har gjort allerstørst indtryk på mig. Den var så banebrydende i sit filmsprog, sine action-scener, og sin filosofiske dybde (efter filmstandarder, naturligvis), at min første indskydelse efter at jeg havde set den var, at jeg var nødt til at se den igen, så hurtigt som muligt. Filmen følger hackeren Neo (Keanu Reeves), som opdager at vores verden er en computersimulation. Han befries fra simulationen af Morpheus (Laurence Fishburne), og vågner op i en dyster fremtid, hvor kunstige intelligenser har vundet en krig mod menneskeheden.

Filmen tager fat i en lang række interessante filosofiske temaer om kunstig intelligens, fri vilje, og skepticisme. Filmens centrale etiske dilemma er imidlertid et ofte overset mindre plot: En af Neos allierede, Cypher (Joe Pantoliano), forråder ham, for at slippe ud af den virkelige verden og tilbage i den simulerede. Den virkelige verden er heller ikke særlig attraktiv: beskidt, klaustrofobisk, primitiv og på konstant flugt fra de militært overlegne maskiner. Cypher ønsker sig et luksusliv i simulationen, uden erindring om den virkelige verden. Hvis vi et øjeblik ser bort fra det ukontroversielt ækle forræderi som er prisen, så er det interessante spørgsmål, om det er et godt eller et skidt valg? På den ene side er der ingen tvivl om, at han vil være mere lykkelig i illusionen. Men på den anden side, så er det netop kun det – en illusion. Mange vil intuitivt mene, at det diskvalificerer hans lykke, at den er baseret på en illusion. Men det er overraskende svært, når man tænker efter, at forklare hvorfor.

4) “Oblivion” (2013)
”Oblivion” er en overset science-fiction perle, med en visuelt spektakulær billedside, og et utroligt smukt soundtrack produceret af franske M83. Samtidig fortæller den en intens og overraskende historie, som elegant rejser en hel række interessante filosofiske temaer. Selv Tom Cruise er ikke så uudholdelig, som han ind imellem kan være.

Filmen foregår i 2077 efter en ødelæggende krig mod fjendtlige rumvæsener. Jack Harper, (Tom Cruise) er en af de få tilbageværende, som bevogter en stribe kraftværker på jorden. Jack plages af erindringer, som han ikke kan placere eller forstå, indtil et rumskib styrter ned med en kvinde, Julia (Olga Kurylenko), som viser sig at være den kæreste, han husker fra en fjern fortid. Jack indser, at det meste af hvad han troede, er løgn: Det var rumvæsnerne, der vandt, og Jack er ikke et menneske, men en klon, Jack 49, som hjælper dem med at suge de sidste ressourcer ud af jorden.

Det centrale etiske dilemma i filmen er spørgsmålet om personlig identitet. Jack 49 er ikke den oprindelige Jack, som var kæreste med Julia, men enkelte minder har overlevet rumvæsenernes omprogrammering, og knytter ham til den person den oprindelige Jack var. Jack 49 gør oprør, fordi han identificerer sig med Jack, og vil beskytte Julia. Men det er ikke klart, om han faktisk har de forpligtelser, som motiverer ham, for er han Jack eller ej?

I én forstand er svaret indlysende: den oprindelige Jack er død og borte, og Jack 49 er kun en klon. I en anden er forstand er svaret lige så indlysende det modsatte: Jack 49 er i grove træk fysisk identisk med Jack, har flere og flere af hans erindringer, og deler hans værdier. Hvis den oprindelige Jack havde mistet nogle erindringer, så ville vi fortsat identificere ham som Jack, så hvorfor skulle Jack 49 så ikke også kunne være Jack? ”Oblivion” er kort sagt en god film, hvis du gerne vil være forvirret på en interessant måde.

3) ”Never Let Me Go”(2010)
“Never Let Me Go” er en slags social-realistisk sci-fi film fra en alternativ fortid. Kathy (Carey Mulligan) vokser op på en institution for kloner, hvis skæbne det er at donere organer, når der bliver brug for dem. Hun forelsker sig i Tommy (Andrew Garfield), og filmen følger deres korte liv, og deres kamp for skiftevis at undgå og acceptere deres skæbne. Ligesom sit forlæg, Kazuo Ishiguros roman, har filmen en eftertænksomhed og klarhed i både filmsproget og fortællingen, som giver plads til de følelsesmæssige nuancer og etiske overvejelser.

Filmens etiske dilemma er et af de mest interessante problemer i moderne moralfilosofi: spørgsmålet om hvordan det påvirker vores etiske forpligtelser, når vi kan bringe andre væsener til verden. Tommy repræsenterer det almindelige synspunkt: at det er moralsk forkert at bringe klonerne til verden, kun for at slå dem ihjel. Kathy anlægger resigneret det modsatte synspunkt. Klonerne i filmen findes kun, fordi deres organer en dag vil blive høstet. Givet at de har udmærkede, om end lidt korte liv, så virker det pudsigt at sige, at det ville være bedre for dem, hvis programmet blev lukket, og de slet ikke fandtes. Og hvis det ikke er værre for klonerne, at blive bragt til verden og dø unge, end slet ikke at få lov til at leve, hvordan kan det så være forkert? Filmen præsenterer fornemt begge sider, og lader seeren selv tænke videre.

2) ”Minority Report”(2002)
”Minority Report” er måske den meste refererede film i den fagfilosofiske litteratur. Steven Spielbergs sci-fi thriller er ellers en på mange måder lidt haltende film. Men et rodet plot, flere lunkne skuespilpræstationer, og visuelle effekter som virkede lidt forældede forhindrer ikke, at den har en relativt sofistikeret repræsentation af meget komplekse etiske problemstillinger.

Filmens hovedperson, John Anderton (Tom Cruise), er leder af et politiprogram, som i 2054 kan forudse når personer vil begå alvorlige forbrydelser, typisk mord. Når det sker griber politiet ind, og arresterer den vordende forbryder før de kan begå forbrydelsen. I filmen viser det sig, at personer i sjældne tilfælde kan undlade at udføre den forbrydelse som er blevet forudsagt, men filmens mest interessante dilemma er spørgsmålet om, hvad vi skal mene om de situationer hvor dette ikke er tilfældet. Er det retfærdigt at straffe personer overhovedet, hvis fremtiden er determineret?

På den ene side tænker vi ofte, at en person kun er ansvarlig for en handling, hvis vedkommende kan vælge at handle eller lade være. Vi mener også, at det er uretfærdigt at straffe personer, for ting de ikke er ansvarlige for. På den anden side er der ikke noget ved verden, som sådan, der har ændret sig, blot fordi politiet i Minority Report kan forudsige fremtiden – det er stadig den samme person, som udfører den samme handling, af de samme grunde, som det altid har været. Hvorfor skulle vedkommende så ikke være ansvarlig? Disse spørgsmål bliver livligt diskuteret, og det er ikke for meget sagt, at der heller ikke blandt forskere er enighed om et svar.

1) “The Fellowship of the Ring” (2001)
“The Fellowship of the Ring” behøver næppe nogen synderlig introduktion. Filmen er baseret på den måske mest berømte fantasy-roman nogensinde, var nomineret til 13 Oscars (og vandt fire), og solgte ca. 50 millioner biografbilletter alene i USA. Den er et visuelt mesterværk, har et fabelagtigt soundtrack, og fortæller et hæsblæsende og medrivende eventyr.

Måske fordi filmen kan og gør så meget andet, så risikerer det etiske dilemma i ”Fellowship of the Ring” let at drukne i vrimlen af fægtekampe, troldmænd, og sneklædte bjerge. Filmens hovedperson, den småborgerlige hobbit Frodo (Elijah Woods), er så ukvalificeret til heltegerninger, som man næsten kan blive. Han er ganske vist kvik og godhjertet, men han er kun en meter høj, komplet ukampdygtig, og har aldrig oplevet andet end sit komfortable gentleman-liv. I den centrale scene står det endelig klart for Frodo, hvor farlig og uoverkommelig en opgave det er, at ødelægge filmens MacGuffin, den magiske ring. Alligevel tilbyder han at tage ringen, og drage afsted, for at gøre hvad han kan.

Frodo er ikke noget særligt. De fleste andre er mindst lige så kvalificerede, som han er til at forsøge at redde verden. Og prisen for at forsøge er høj. Frodo opgiver ikke blot sin bekvemme tilværelse, men sætter livet på spil. Er det rimeligt, at forvente at han skal træffe et sådant valg? Frodos dilemma er vigtigt, fordi vi alle sammen lever med det, i en verden fuld af lidelse og uret. De færreste af os er noget særligt, og vi vælger for det meste komfort, selvom vi kunne forsøge at hjælpe med at løse verdens problemer. Frodo er således fantasy-filmenes Greta Thunberg, og ligesom virkelighedens Thunberg minder han os om, at vi bør overveje, hvornår vi kan tillade os at overlade ansvaret for at gøre verden til et bedre sted til nogle andre, hvem som helst andre, bare ikke os selv.