Guide

10 bæredygtige konfirmationsgaver

Den store glædelige dag bringer spørgsmålet op for venner og familie: Hvad skal jeg dog give i konfirmationsgave? Foto: 220

Klimaet er blevet de unges kamp - så hvorfor ikke give de unge konfirmander klimavenlige gaver, der hopper af forbrugsbølgen og med på gør-det-selv-bølgen? Etik.dk bringer her en uopfordret ønskeliste fra den klimabevidste konfirmand

Selvom man gerne vil være bæredygtig, kan man stadig give årets konfirmander både elektronik, naturoplevelser og æstetik. Etik.dk giver her 10 bud på klimavenlige konfirmationsgaver.

Elektronik der holder

1.

En iPhone 6 udleder næsten 4 gram CO2 pr. opladning. Selvom det ikke lyder af meget i forhold til de største klimasyndere, så løber det hurtigt op, når der skal snappes og chattes dagen lang. Derfor er en solcelleoplader en oplagt gave til den unge konfirmand, der aldrig mangler andet end strøm på mobilen. Derudover er den praktiske oplader næsten uundværlig på rejser, festivaller eller andre eventyrer.

2.

En af de helt store belastninger på miljøet er smartphones, men når mobilen for mange er blevet en integreret kropsdel kan det være svært helt at skille sig af med den. Til gengæld kan det betale sig at investere i en, der kan repereres.

Næsten ingen mobiler kan man reperere selv, og derfor ryger mange mobiler i skraldespanden efter en lille skade, mens en fairphone er lavet til, at du selv kan åbne den og udskifte dele, der går i stykker. Denne vaskeægte gør-det-selv-mobil kan spare en konfirmand for mange besøg hos mobilreperatøren.

3.

Skal man have god lyd ud af sin solcelle-opladede smartphone er den lille, handy højtaler fra House of Marley et godt bud. Den er lavet af kork og genanvendeligt aluminium, hvilket gør den til et godt forbillede for diverse plastik-højtalere. Er man klar til at gå helt manuel, så er den ikke-elektroniske højtaler fra Sono Ambra i røget eg det bedste bud på en klimavenlig lyd.

Genbrug og gør-det-selv

4.

Når de ikke videregives til den yngre generation, går mange håndværk tabt, og det går i sidste ende ud over klimaet. Det mest bæredygtige råd, man kan give, er nemlig at gøre det selv. Overforbrug er og bliver den største klimasynder, og derfor betaler det sig - for pengepungen og naturen - at reparere det gamle frem for at købe nyt. Derfor er en værktøjskasse, suppleret med et oplæringskursus fra et handy medlem af familien, en god gave til den miljøbevidste konfirmand.

5.

Symaskinen er et af de levn fra fortiden, som de fleste ikke ved, hvad de skal gøre med. For hvordan mestrer man sådan et monstrum? Heldigvis kan man med symaskinen, som med så mange andre håndværk, lære det selv med hjælp fra pædagogiske youtube-videoer, hvis man ikke har en ferm syerske i familien. Symaskinen er derfor et grønt bud på en gør-det-selv-gave til den kreative konfirmand.

6.

Hvis man skal være rigtig blæredygtig, så skal man lave tøj ud af genbrugsstoffer. Tøjindustrien lever nemlig højt på, at moden skifter fire gange om året og tvinger folk ud i butikkerne sæson for sæson. Men mode og æstetik behøver ikke at være på bekostning af klimaet. Så længe stofferne genbruges og tøjet bruges frem for at smides ud, er kloden tilfreds.

Det har kvinderne bag mærket Sissel Edelbo taget til sig med deres farverige designs, der alle er lavet ud af gamle indiske sarier. Også mærket Le Pirol producerer tøj med omtanke for miljøet; alt tøjet er lokalt produceret, af økologisk uld og i et tidsløst design.

Ud i den grønne natur

7.

Hvis man ikke i konfirmations-alderen har grønne fingre endnu, så er det bare om at få fingrene i jorden. Med en altankasse kan den kommende konfirmand dyrke alt fra tomater og agurker til frisk basilikum eller måske hindbær til den Instagram-venlige havregrød.

8.

Ofte kan glæden ved at give overstige glæden ved at få. Med Folkekirkens Nødhjælp kan du forære konfirmanden glæden ved at give et frugttræ til en familie i nød. Træet supplerer både familiens kost, samtidig med at det giver dem en indtægt. På den måde kan et lille frø være både socialt og klimamæssigt bæredygtig.

9.

"Jeg er så glad for min cykel" er en gammel kending af Povl Kjøller, som højst sandsynligt har lagt melodi til en del konfirmationssange gennem tiden. Så hvorfor ikke bruge konfirmationsindslagene som en anledning til at præsentere årets gave: En god, gammeldags cykel, som kan tage én vidt omkring og alle vegne.

10.

Plastik er et af de mest visuelle billeder på miljøforurening, og ofte er det et helt basalt behov, der får mennesker kloden over til at købe plastik; nemlig behovet for rent drikkevand. I kampen mod plastikspild er en aluminiumsflaske derfor din bedste ven. Det lette metal gør den hårdfør nok til at holde konfirmanden hydreret på livets mange cykelture, lange skoledage og spændende rejser.

Solcelleoplader. Prisleje: Billig. Foto: 252120 /Colourbox
Værktøjskasse. Prisleje: Billig. Foto: 1149 /Colourbox
Urtehave. Prisleje: Billig. Foto: 103116 /Colourbox
Fairphone. Prisleje: Dyr. Foto: Creative Commons
Aluminiums-drikkedunk. Prisleje: Billig. Foto: Mohammed Anwarul Kabir Choudhury /Colourbox
Symaskine. Prisleje: Middel.
Tøj designet af gamle sarier af mærket Sissel Edelbo. Prisleje: Middel. Foto: Sissel Edelbo
"Giv et træ" donerer frugttræer til familier i nød. Prisleje: Billig. Foto: Ratthanan Thanacharoennat /Colourbox
Cykel. Prisleje: Dyr. Foto: 2704 /Colourbox
Bæredygtig højtaler i kork. Prisleje: Middel.