Er genoplivning af ældre altid livshjælp?
Jacob Birkler, formand for Det Etiske Råd, modtog et telefonopkald fra en ældre kvinde, som var bange for at blive genoplivet. I mange tilfælde vil der ikke være tale om en livshjælp, hvor vi forlænger livet, skriver han
Må jeg godt få lov at dø, tak!
Nogenlunde sådan falder ordene, da jeg for ganske nylig modtager et telefonopkald fra en ældre kvinde, der er stærkt fortørnet over udsigten til at blive genoplivet, hvis hun falder om på gaden med hjertestop. Hun understreger, at hendes henvendelse intet har med aktiv dødshjælp at gøre, men ønsker i stedet at markere en holdning til det, som for hende er blevet et samfund, hvor genoplivning er et blindt mål. Hvis hun falder om på gaden og dør, har hun intet ønske om at blive genoplivet. Jeg lagde øre til en kvinde på 79 år, som ikke ønskede at dø, men som levede med en frygt for at blive genoplivet.
Jeg nævnte muligheden for at skrive et livstestamente, hvor enhver borger kan sige nej til livsforlængende behandling, men på en måde ramte jeg ved siden af, for kvinden talte om noget andet. Hun havde dårligt hjerte og frygtede, at hjertet skulle svigte, imens hun befandt sig i det offentlige rum, hvor hun med stor sandsynlighed vil blive forsøgt genoplivet. Hendes frygt er ikke ubegrundet, da der i dag hænger hjertestartere mange steder i det offentlige rum, fx på metrostationer, offentlige institutioner, og snart også på alle plejehjem i Danmark, hvis det står til politikerne.
LÆS OGSÅ: Forvrængede dødsbilleder. En hån mod livet
En oplagt løsning kan være at spørge den ældre og respektere et fravalg af livsforlængende behandling. Men hvornår skal man spørge? Og hvis den ældre svarer ja, bør man vel spørge igen, hvis den generelle livssituation forværres? Her kan det virke som en krænkelse at skulle spørge igen og igen. I andre tilfælde kan der være tvivl om den ældres evne til at svare på spørgsmålet om genoplivning, fx i tilfælde af svær demens. Men hvem bør i så fald vurdere, hvornår hjertestarteren bør bruges? Det er nærliggende at spørge de pårørende, men måske er de pårørende ikke enige indbyrdes. Og selvom de er enige, kan sundhedspersonalet ikke altid være sikker på, at de pårørendes motiver tjener den ældre bedst. Problemet med hjertestartere på ældrecentre beror samtidig på, at personalet har en anden uddannelse, set i forhold til forholdene på sygehuset. På sygehuset vil genoplivning i de fleste tilfælde inddrage en lægefaglig vurdering. Men på ældrecentret er lægen langt væk, og brugen af en hjertestarter kræver en hurtig beslutning.
Problemet er, at hvis vi bevidst fravælger opsætning af hjertestartere på plejehjem, vil det i nogen grad svare til at undlade at ringe 112. Hertil hører jeg ofte sundhedspersonale benytte udtrykket vi skynder os langsomt. Men det skjuler jo blot et problem. Et problem hvor ingen har taget stilling, og hvor der tavst træffes en beslutning uden nogen gives et ansvar.
Vi bør selvfølgelig ikke stoppe med at genoplive patienter og ældre borgere, men omvendt kan vi også gå for langt i denne bestræbelse. At arbejde med etiske spørgsmål drejer sig om at balancere mellem grundlæggende værdier, hvor vi tilstræber at imødekomme kontrære hensyn. At genoplive gamle medborgere på plejehjem for enhver pris, kan let ende som et ensidigt hensyn ud fra en misforstået respekt for borgeren. Jeg mener derfor, at vi bør drøfte de etiske spørgsmål ganske nøje, før vi begynder at anvende hjertestartere ud fra en blind tro på, at det er den bedste og mest menneskelige løsning. I mange tilfælde vil der ikke være tale om en livshjælp, hvor vi forlænger livet, men derimod en reel forlængelse af døden. Når vi fokuserer på livets længde, glemmer vi ofte dets indhold på vej mod dets afslutning. I Danmark er det tilladt at lade dø, hvis patienten ønsker det. Dette ønske bør vi respektere.
Jabob birkler er formand for Det Etiske Råd, lektor, ph.d. og medlem af Etikpanelet på etik.dk