Er de ældre prøveklude for moderne velfærdsteknologi?

Tysklands forbundskanlsler, Angela Merkel, foran skilte fra demonstrationerne i DDR's sidste tid. -- ...

Tysklands forbundskanlsler, Angela Merkel, foran skilte fra demonstrationerne i DDR's sidste tid. -- Foto: Scanpix.

Automatiske brusemaskiner og intelligente toiletter kan spare både tid og penge i ældreplejen. Skeptikere er bekymrede for den personlige omsorg, mens robotforskere fokuserer på, at ny teknologi kan øge livskvaliteten hos de ældre

Når 90-årige Gerda skal have sit ugentlige bad, bliver hun lagt op på leje og kørt ind i en lukket brusekabine, så hun ikke skal sidde med hele kroppen blottet. I kabinen risler varmt vand blidt ned over hende, mens en plejer fra et hul i siden stikker hænderne ind og hjælper hende med at blive vasket.

Når hun efter sit bad har brug for en tur på toilettet, klarer hun det selv ved hjælp af et intelligent toilet, som både kan tørre hende, skylle ud og hjælpe hende med at komme op at stå igen. På den måde slipper hun for at have en hjælper med på toilettet. Senere når hendes mad bliver serveret, er det ikke en plejer, der hjælper hende med at få maden ind i munden, men derimod plejehjemmets nye beboer, My Spoon en spiserobot, som kan indstilles til at made hende.

LÆS OGSÅ: Plejehjem bliver stadig mere teknologiske

Selvom Gerda er en fiktiv person, er ovenstående ikke ren science fiction. Det intelligente toilet er allerede virkelighed flere steder i landet. Den automatiske brusekabine afprøves i øjeblikket på et plejecenter i Horsens, og spisemaskinen, My Spoon, står klar og færdigudviklet til at blive brugt. I Holland har de allerede taget mere end 100 i brug, og flere kommuner herhjemme har allerede vist interesse for den.

Men den nye velfærdsteknologi, som sandsynligvis vil komme til at spille en større rolle i fremtidens ældrepleje, skiller vandene, og reaktionerne på implementeringen og afprøvningen af eksempelvis spisemaskiner og brusekabiner imødeses med lige dele glæde og skepsis.

|

Blandt skeptikerne er dem, der frygter, at teknologien bliver brugt uden omhyggelig omtanke og kun med økonomiske besparelser for øje.

Min bekymring er, at den menneskelige kontakt, der ligger i plejen, forsvinder. Det bliver hele tiden fra politisk hold bedyret, at de penge, man sparer ved at bruge moderne teknologi, kan overføres til omsorg. Men så har man jo ikke sparet noget i den sidste ende, og spørgsmålet er, om omsorgen så overhovedet vil blive opprioriteret, siger Christine E. Swane, direktør i EGV, Ensomme Gamles Værn, og udpeger en gruppe ældre, der især vil være udsat.

Især de mest syge ældre bekymrer mig, de demente, de depressive og andre med komplekse psykosociale behov. For hvordan kommunikerer man med et menneske med svær demens om, at alle disse ting, der førhen er blevet gjort på en måde, nu skal gøres på en anden, når mange af dem har så svært ved at give udtryk for deres følelser og behov?, spørger hun.

Christine E. Swane påpeger dog i samme åndedrag, at hun ikke er spor teknologiforskrækket og også tror, at en del af de nye opfindelser kan være til stor gavn for mange ældre.

Man skal bare huske at vurdere individuelt og ikke bare antage, at fordi man lider af demens, så skal man have bestemte hjælpemidler. Det synes jeg er uværdigt, siger hun.

Bekymringen for de mest svækkede ældre deler journalist og tidligere medlem af Det Etiske Råd Klavs Birkholm. Han var initiativtager til det udredningsarbejde, som rådet afleverede i 2010, der omhandlede netop brugen af velfærdsteknologi. Han mener, at de svageste ældre i nogen grad er menneskelige prøveklude for den moderne velfærdsteknologi.

Det gælder oplagt ikke robotstøvsugeren, som er i småtingsafdelingen etisk set, hvis den ikke fører til udfasning af menneskelig kontakt. Men hvad med spiserobotten MySpoon? Den skal overtage såkaldt assisteret spisning med mennesker, der ikke længere kan selv. Skeen skal ikke længere føres af en levende hjælper med varme hænder og talens brug, men af en maskine. Og hvis en kommune vælger at satse stort på en sådan himstregims, vil den enkelte ældre, der ikke længere kan spise selv, så kunne vælge at sige fra? Det tvivler jeg på. Og i hvert fald ikke i længden, siger Klavs Birkholm.

Mens spiserobotten stadig venter på sin debut herhjemme, er den automatiske brusekabine netop taget i brug på forsøgsbasis på plejecenteret Præsthøjgården i Horsens. Og indtil videre er tilbagemeldingerne positive, fortæller sundhedscenterleder i Horsens Brita Aagaard, der godt forstår hvorfor.

De ældres intimsfære bliver ikke overskredet på samme måde, som når de sidder helt afklædte på en badebænk, hvor en eller to medarbejdere er til stede for at hjælpe med badet. I badekabinen er de afskærmede, og der er kun brug for en medarbejder, som kan stå og arbejde fra siden, mens den ældre ellers er dækket til. Og den personlige kontakt er der stadig. Bare kun til en person i stedet for de hyppigt to personer, der kan være brug for, når de ældre skal have hjælp til badet, siger hun.

Netop tanken om at gøre de ældre så selvhjulpne som muligt i intimsituationer har været vigtig på plejecenteret i Horsens. Blandt andet derfor har man også igangsat et samarbejde med Aarhus Universitet, som skal evaluere, hvorvidt den personlige kontakt mellem den ældre og medarbejderen forbedres af, at der kun er én hjælper til stede i badesituationer i stedet for to. Håbet er, at der vil blive en tættere kontakt mellem de to, fordi man undgår, at to medarbejdere kommer til at kommunikere sammen uden at inddrage den ældre.

Kan det styrke den enkeltes uafhængighed, er det rigtig godt. Det er jo det, vi alle som mennesker dybest set ønsker os, siger Brita Aagaard og oplyser, at maskinen endnu ikke er afprøvet på demente borgere.

At det er personer, der som Brita Aagaard selv er tæt på ældre mennesker, som eventuelt kunne have gavn af en automatisk brusekabine eller et intelligent toilet, som er mest positivt stemt over for brugen af robotter i ældreplejen, falder fint i tråd med det, som flere forskere inden for robotindustrien oplever. Mens pårørende og plejepersonale ofte er indstillet på at se på nye muligheder i plejen af de ældre, er folk uden berøring med området mere skeptiske. Det fortæller Søren Tranberg Hansen, der netop har skrevet en ph.d.-afhandling om brugen af velfærdsteknologi i samarbejde med Center for Robotteknologi på Teknologisk Institut.

Tag for eksempel sælen Paro (en bamse, der er udviklet til at interagere med demente borgere red.). Der strander diskussionen tit hos dem, der ikke har nogen pårørende, som er demente. De er meget kritiske over for den. Måske fordi ordet robot klinger fælt i folks ører. Men i sidste ende er det jo bare en maskine, og den skal ikke erstatte et andet menneske, men ses som et værktøj, mennesker kan benytte sig af, siger Søren Tranberg Hansen, der oplever, at diskussioner i det offentlige rum og medierne ofte bliver formålsløse.

Den etiske debat bliver tit kørt af sporet og bliver sådan lidt goddag-mand-økseskaft-agtig, fordi vi taler ud fra vidt forskellige synspunkter og forudsætninger. Der er et væsentligt misforhold mellem det, som folk tror, robotterne kan levere, og det, de rent faktisk kan. Der er stadig meget langt fra robotterne i science fiction-film til virkelighedens verden, siger han og maner til besindelse.

Det bliver let sådan noget med, at nu kommer robotterne og overtager det hele. Men sådan er det slet ikke. Der sidder ikke nogen ond videnskabsmand i en kælder og prøver at undergrave menneskeheden. Dybest set er det et godhjertet forsøg på at gøre livet lettere for nogle mennesker, siger han og afviser, at de ældre er prøveklude for teknologien.

Der har bare været et stort fokus på netop ældreplejen i disse år, og så har vi altså et demografisk problem, som vi er nødt til at se på, siger Søren Tranberg Hansen og henviser til det stærkt stigende antal ældre, der betyder, at vi i fremtiden vil få et markant øget behov i plejesektoren.

Netop det faktum, at der over hovedet på os hænger en demografiklemme, som minder os om, at vi om få år vil have alt for få varme hænder til at pleje en stadig voksende ældregruppe, hvis ikke vi tænker nyt, er et af de argumenter, der ofte er blevet brugt, når man har skullet argumentere for implementeringen af robotter i ældresektoren.

Adjunkt Bente Martinsen, Institut for Folkesundhed, Afdeling for Sygeplejevidenskab, Aarhus Universitet, der har skrevet ph.d.-afhandling om assisteret spisning hos rygmarvsskadede, er en af dem, der ikke udelukkende ser positivt på den nye robotteknologi, men som samtidig er klar over, at den er nødvendig.

Vi får ikke noget ud af at være teknologiforskrækkede, og hvis man skal være realistisk i forhold til den demografiske udvikling, så er det nødvendigt med velfærdsteknologien, og det er et spørgsmål om, at vi med tiden må vænne os til en ny måde at pleje folk på, siger hun.

Men det fritager os ikke fra at være kritiske i vores omgang med den ny teknologi.

Man skal jo bruge den teknologi, man har til rådighed, med omhu. Vi skal afsøge grænserne for, hvad den kan bruges til. Hvor forbedrer den faktisk patienternes liv, og hvor gør den ikke? Det allerbedste ville være, hvis det var frivilligt, om man ville gøre brug af den nye teknologi. Men sådan bliver det jo aldrig. Den ældre får nok ikke lov at sige, at hun hellere vil have besøg af en hjemmehjælper tre gange om dagen i stedet for at bruge en eller anden form for ny teknologi, siger Bente Martinsen.

Og snart kan det måske være slut med de tre daglige besøg af hjemmesygeplejersken, der skal sørge for, at den ældre får spist de rigtige piller i pilleæsken. En helt ny opfindelse ser nemlig snart dagens lys. Den såkaldte Giraff, der er en robot beregnet til såkaldt telekommunikation, er en lille selvkørende robot med skærm, kamera og telefon indbygget. Den vil kunne fjernstyres fra en central, hvor en sygeplejerske via robotten kan køre rundt i den ældres bolig og for eksempel tjekke, at hun har spist sine piller, og at hun ikke ligger og er faldet på badeværelset.

Giraff som ifølge teamleder på Center for Robotforskning på Teknologisk Institut Troels Oliver Vilms Pedersen vil kunne være i almindelig handel om et til to år, vil kalde på nye etiske debatter. For hvordan sikrer man, at ingen bliver overvåget uønsket, og hvad med de svageste ældre, som ikke selv kan tage stilling til, om de vil have den ind i deres hjem får de et frit valg?

Den slags spørgsmål er Troels Oliver Vilms Pedersen ikke blind for, og han er glad for, at de er der, selvom han også oplever, at danskernes teknologiforskrækkelse ind imellem kan sinke implementering af ny teknologi.

Jeg kan sagtens forstå angsten for tabet af varme hænder i ældreplejen. Men den vil nok altid være der. Men jeg kan berolige med at sige, at man aldrig vil kunne putte menneskelige følelser såsom empati og lignende ind i en robot, siger han og opfordrer til, at man stopper med at betragte robotteknologi og varme hænder som to modsætninger.