Opgør med uforståelige manualer

Det bliver nu nemmere at læse instruktionerne i manualer, da det tekniske fagsprog vil blive erstattet med et mere letforståeligt og brugervenligt sprog. Foto: colourbox.com

Ny forskning skal give mere forståelige brugsanvisninger. Til glæde for os alle, men ikke mindst ældre. Ellers risikerer de at blive hægtet af udviklingen

"Angiv signalkilde: Built-in, USB, SD/MMC eller MS."

Sådan står der i manualen til en fotoramme, der kan vise digitale billeder af for eksempel børnebørnene. Men for mange ældre er manualer til produkter som fjernsynet eller mobiltelefonen alt for tekniske og uforståelige. Det får dem til at give op, og dermed sakker ældre bagud i den elektroniske samfundsudvikling, lyder det fra to sproglektorer på Syddansk Universitet. De er inden længe klar med resultaterne af et forskningsprojekt om bedre manualer til ældre:

LÆS OGSÅ: Ældre er vilde med it-kurser

"Det gælder for alle, men specielt for seniorer er det vigtigt, at man motiverer dem og fjerner angsten for teknologien. Man bliver ikke mindre intelligent med alderen, men der sker noget med korttidshukommelsen, og derfor skal vejledningerne være formuleret skridt for skridt uden for lange sætninger," siger Ellen Christoffersen og Margrethe Møller fra Institut for Fagsprog, Kommunikation og Informationsvidenskab på Syddansk Universitet. Konsekvensen af dårlige manualer er ikke kun fejlbetjening, men også opgivenhed.

"De ældre mister motivationen, og efterhånden som alting bliver mere elektronisk, hægter man dem af. Mange af vores testpersoner fortæller, at hvis de skal have indstillet kanalerne på fjernsynet, ringer de til deres børn. Men sådan burde det jo ikke være," siger Ellen Christoffersen.

Og der er brug for at tage manualernes mangler alvorligt, lyder det fra Margrethe Kähler, ældrepolitisk konsulent i Ældre Sagen:

"Det har voldsomme konsekvenser, hvis ældre føler, de ikke er lige så gode teknisk som andre generationer. Alle undersøgelser viser, at de ældre er meget positive over for ny teknologi. Men de er ikke vokset op med at bruge den, og derfor er der typisk nervøsitet omkring det. Så det gælder om at lave det meget enkelt og let forståeligt – uden at tale ned."

De SDU-forskerne præsenterer deres endelige resultater i en rapport til efteråret, som gerne skulle føre til langt bedre manualer:

"Konklusionen er ikke, at der skal skrives særlige manualer til ældre. De skal ikke stigmatiseres. Det handler i virkeligheden om at følge regler for god vejledning, og det kan alle jo få glæde af," siger Ellen Christoffersen.

DukaPC er en lille dansk virksomhed, der har specialiseret sig i at fremstille en ældrevenlig computer. Firmaet har lige fra produkt til manual forsøgt at gøre alt så let forståeligt som muligt, fortæller markedsdirektør Henrik Albrechtsen:

"De ældre vil gerne, men de tør ikke. De er blevet skræmt så mange gange af teknikken eller de vanskelige forklaringer, de før har fået.Øvelsen for os har været af fjerne teknikken og skabe en venlig og rolig brugerflade," siger Henrik Albrechtsen.

Siden produktet blev lanceret i december sidste år, har interessen været overvældende. Firmaet har også fået henvendelser fra USA, fortæller markedsdirektøren i dukaPC. Et navn, der i øvrigt er afledt af det positive budskab: "du kan".

vaaben@k.dk