Firma tilbyder kviklån til nye bryster

Skal kropsdele finansieres via kviklån? Firma tilbyder nu hurtige lån til eksempelvis nye bryster. Foto: Alix MindeAlix Minde PhotoAlto

Der bør gribes ind, siger Forbrugerrådet om firma, der tilbyder hurtige lån til plastik-operationer

Nye bryster, finansieret med et kviklån.

Sådan lyder det tilbud, som et finansieringsfirma og en række privathospitaler nu er gået sammen om.

LÆS OGSÅ:Forskere: 17-årigs brystindsamling er udtryk for en tendens

Firmaet Sundhedskonto, som hører under lånefirmaet Dan-Aktiv, retter sig direkte mod personer, der ønsker at springe ventelisterne over eller som ikke kan få tilskud fra det offentlige.

"Vi giver folk mulighed for at få lavet det, de gerne vil, på en enkel og nem måde, og så er det ligegyldigt, om der er tale om en menisk eller et par nye bryster. Alle kan få råd til operationer på den måde, selvom de ikke har pengene på bankbogen", siger administrerende direktør Søren Kargaard fra Dan-Aktiv ifølge Vejle Amts Folkeblad.

Ifølge Sundhedskonto, som samarbejder med en lang række privathospitaler koster et brystløft 33.000-40.000 kr.

Og ønsker man eksempelvis et lån til 35.000 kroner, afbetalt over 60 måneder, ender man samlet at betale 50.147 kroner, viser Sundhedskontos egen låne-beregner.

Hos Forbrugerrådet er man da også stærkt kritisk overfor kombinationen af kviklån og plastik-operationer.

"Det er helt fint, at privathospitalerne har deres egne hjemmesider, hvor de fortæller om, hvad de tilbyder - men man skal ikke have klasket et tilbud om at låne penge til et par bryster samtidig", siger sundhedspolitisk medarbejder hos Forbrugerrådet, Sine Jensen, ifølge Vejle Amts Folkeblad.

Forbrugerrådet har tidligere henvendt sig til politikerne med en opfordring til at se på udviklingen indenfor reklamer for plastik-operationer.

"Generelt synes vi at hele måden, der bliver reklameret for kviklån og kosmetiske operationer i det offentlige rum, er en farlig cocktail. Derfor har vi også kontaktet politikere for at få debatten taget op. Det er blevet for meget nu", siger Sine Jensen til Vejle Amts Folkeblad.