"Det gør en forskel, at det er små brune børn, vi kigger på, og ikke små lyserøde"

Pensionist Karen Reeslev fik et godt indtryk af både børnene og det sociale arbejde, da hun besøgte et børnehjem i Thailand. Men børnehjemsturisterne skal gøre sig klart, at det er deres egne behov, de dækker, ikke børnenes, mener eksperter

Barnet strækker armene op mod Karen Reeslev og ser spørgende på hende. Hun bliver et øjeblik lidt perpleks, men løfter så den lille krop op i favnen. Han er en spinkel fyr, men han dufter rent af sæbe, og det sorte hår er kæmmet i en nydelig sideskilning. Børnene på Father Brennans børnehjem i Thailand står i skærende kontrast til de noget forhutlede børn, Karen Reeslev har set flakke rundt i gaderne i Pattaya, og hun er glad for ved selvsyn at konstatere, at børnene virker glade og tillidsfulde.

Det havde været så hårdt at se de børn, der ikke havde det godt, så det var skønt at se, at der blev passet godt på børnehjemsbørnene, og at der rent faktisk blev gjort en indsats for dem lokalt, fortæller Karen Reeslev, pensionist og tidligere fotograf.

Hun er en af de stadig flere danskere, der vælger at bruge en dag af rejsen til Østen på et børnehjem for at få oplevelser, der stikker dybere end sightseeing og strandliv.

Børnehjemsturismen er det seneste eksempel på det, man kan kalde socialrealistiske rejser, hvor primært velhavende vesterlændinge tager på tur i slumkvarterer, ghettoområder og fattige landdistrikter for at opleve rejsemålets skyggesider og dele ud af egen velstand i form af donationer eller frivillighed.

LÆS OGSÅ: Klap et barn: Danske turister tager på børnehjems-safari

Men de socialt interesse-rede rejsende lever i en illu-sion, hvis de tror, at rejseformen er udtryk for altruisme, siger antropolog og turismeforsker Anders Sørensen, der driver vidensbureauet TourismLab.

De handler i bedste mening og kan godt lide at se på deres rejseaktivitet som en form for velgørenhed, men sandheden er jo, at de ville udrette meget mere godt, hvis de afkortede deres ferie eller helt droppede den og brugte pengene på ren velgørenhed i stedet. Det her skal ikke forveksles med altruisme, for slumturismen og nu også børnehjemsturismen er først og fremmest et selvudviklingsprojekt, siger han.

De turister, der vælger de sociale rejseudflugter til, er ofte veluddannede danskere, der gerne vil lægge afstand til charterrejser og de traditionelle turistattraktioner. I stedet ønsker de at signalere, at de går efter unikke oplevelser, hvor de kan komme helt tæt på lokalbefolkningen og en mere ægte version af virkeligheden.

De vil ikke have overfladisk konsum, men mening og dybde, men de overser, at den socialrealistiske virkelighed jo også er tilrettelagt for dem. Og i deres iver efter at handle etisk kommer de måske ligefrem til at træffe valg, der er direkte uetiske. Det kan jo godt virke temmelig anstødeligt, at andres nød og elendighed på den måde bliver til konsum. Især når det handler om børn, der i sagens natur er skrøbelige og ikke har mulighed for at sige fra, siger Anders Sørensen og fortsætter:

Samtidig kan vi næppe sige os fri for, at der er et element af kolonialisme-mentalitet på spil. Det er ikke noget, vi er bevidste om, men det ligger dybt nede i vores kulturelle væren og gøren. Det gør en forskel, at det er små brune børn, vi kigger på, og ikke små lyserøde børn. For eksempel er det nok de færreste, der ville få den idé at besøge et børnehjem på stenbroen i København, siger Anders Sørensen.

Nogle af børnene på Father Brennans børnehjem i Pattaya er bare få måneder gamle. De ligger side om side i pastelfarvede tremmesenge og vifter lidt med arme og ben i luften. Gruppen af turister, der ud over Karen Reeslev tæller tre andre danskere, bliver opfordret til at holde børnene. Der er for få arme til for mange børn, så det er godt for babyerne med lidt nærkontakt, lyder det, og derfor har Karen Reeslev ikke nogen betænkeligheder ved at løfte en lille nyfødt op.

De er jo så kære, at man får helt lyst til at tage dem med hjem. Jeg kan ikke se, at der skulle være noget etisk problematisk i det. Børn har brug for omsorg, og personalet var meget ansvarlige og opmærksomme på, hvordan det hele foregik, siger hun.

Men spørgsmålet er, om der overhovedet er noget godt at hente for børnene, eller om turisternes besøg tværtimod kan have en skadelig effekt. Kuno Sørensen, psykolog i Red Barnet, er ikke i tvivl.

Jeg er sikker på, at de danske turister har de allerbedste intentioner, men set ud fra et børneperspektiv er der ikke meget at hente i et par timers samvær med helt fremmede mennesker. Snarere tværtimod. Helt små børn har stort behov for stabilitet og tilstedeværelsen af primære omsorgspersoner, og for de noget større gælder det, at der som et minimum må være et sprogligt fælleskab med dem, der besøger dem. Det er der jo ikke engang her. Og derfor bliver der mere tale om en udstilling af børnene en form for zoologisk have, siger Kuno Sørensen.

Sådan oplevede Karen Reeslev imidlertid ikke besøget på børnehjemmet i Pattya.

Det var ikke sådan, at vi stod og kiggede på dem som dyr i et bur. Vi pludrede og talte med dem med fagter og gestik. De børn, vi mødte, var ikke bange, men meget inter-esserede, og det var faktisk slet ikke svært at få en god kontakt. Det var en meget fin og meningsfuld oplevelse, siger hun.