30.000 boykotter Coca-Cola efter sag om voldtægt og drab

30.000 forbrugere har via Facebook registreret sig som deltagere i boykotten af Coca-Cola. Baggrunden er den såkaldte Martine-sag, hvor den 23-årige Martine Vik Magnussen fra Norge blev voldtaget og dræbt i London i 2008. Foto: JOSHUA LOTT

Mindst 30.000 forbrugere i Norge indleder en boykot af Coca-Cola på grund af koncernens forbindelser til en sigtet for voldtægt og drab

30.000 forbrugere har via Facebook registreret sig som deltagere i boykotten af Coca-Cola. Baggrunden er den såkaldte Martine-sag, hvor den 23-årige Martine Vik Magnussen fra Norge blev voldtaget og dræbt i London i 2008.

Den mistænkte, 24-årige Farouk Abdulhak, flygtede efterfølgende til Yemen, hvor han siden har holdt sig skjult. Hans far, Shaher Abdulhak er en af Mellemøstens rigeste mænd og forsyner via selskabet Shaher Trading indbyggerne i regionen med Coca-Cola.

Boykotten skal vare i to uger og støttes af Stiftelsen Martines Mindefond, skriver den norske avis Aftenposten. Målet er ifølge initiativtagerne at få Coca-Cola til at afbryde samarbejdet med Shaher Abdulhak.

Det er åbenlyst, at det er ubehageligt for Coca-Cola at blive associeret med Shaher Abdulhak, som skjuler en drabsmistænkt og som også associeres med Al-Quaida. Vi har været i konstruktiv dialog med Coca-Cola, og vi tror på, at vi inden længe kan nå målet, siger Sturla Ellingvåg, initiativtager til boykotten, til Aftenbladet.

Kommunikationsdirektør for Coca-Cola i Norge Stein Rømmerud medgiver, at forbindelsen til Martine-sagen er negativ for selskabet.

Ifølge Aftenposten vil der om kort tid blive taget initiativer fra Coca-Colas hovedkontor i Atlanta i USA mod Shaher Abdulhak, men Sturla Ellingvåg vil efter ønske fra koncernen ikke gå i detaljer om sagen, mens der endnu arbejdes på en løsning.